Landzonetilladelse til terrænregulering ved påfyld - Frederikssund Kommune

Frederikssund Kommune gav den 21. september 2017 landzonetilladelse til terrænregulering ved påfyld på ejendommen [matrikel1] Hørup By, Slangerup. Tilladelsen omhandlede tilførsel af 49.500 m³ jord, der skulle lægges på nuværende terræn i op til 1,5 meters højde, med det formål at gøre arealet mere egnet til landbrugsmaskiner på grund af fordybninger og lunker. Kommunen vurderede, at projektet krævede landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1 på grund af de store mængder jord, men lagde vægt på, at projektet ikke væsentligt ville påvirke landskabet, og at der var taget hensyn til naboer gennem vilkår.

Ejendommen er en landbrugsejendom på 7,7 ha i landzone, beliggende i det åbne land vest for Slangerup. Området er udpeget som skovrejsningsområde, landskabeligt vedligeholdelsesområde og værdifuldt kulturmiljø i kommuneplanen, samt område med særlige drikkevandsinteresser (OSD).

Klagen til Planklagenævnet

Beboere på en nærliggende ejendom klagede den 18. oktober 2017 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen fokuserede primært på:

• Støv- og støjgener fra den øgede aktivitet og tunge trafik.
• Manglende konkrete krav om vibrationer, støj og støv i tilladelsen.
• Bekymring for øget tung trafik på [vejnavn1], som er skolevej.
• Påvirkning af hestehold og privat børnepasning på klagerens ejendom.
• Problemer med overfladevand som følge af tidligere terrænreguleringer.

Klageren henviste til, at der allerede var andre igangværende terrænreguleringer i området, som forårsagede gener.

Kommunens og ansøgerens bemærkninger

Frederikssund Kommune oplyste, at de havde oplevet en markant stigning i ansøgninger om jordpåfyldning på marker, efter at regionen lukkede for bortskaffelse af overskudsjord i grusgrave. Kommunen anførte, at de havde foretaget tilsyn og konstateret, at støv primært kom fra indkørslen til projektområdet, hvilket var afhjulpet ved flytning af indkørsel og vanding. De forventede, at støjproblemet ville mindskes, da der var stillet vilkår om arbejdstider. Kommunen erkendte den øgede trafikale belastning, men vurderede, at [vejnavn1] ikke primært var skolevej.

Ansøgeren, et transportfirma, anførte, at terrænregulering af marker var den eneste løsning for at bortskaffe ren jord fra byggeprojekter og fjerne vådområder, der ikke kunne dyrkes. De bekræftede, at støvgener var afhjulpet med en vandvogn og flytning af indkørsel.

Planklagenævnet ændrede Frederikssund Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til terrænregulering til et afslag. Nævnet kan tage stilling til kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1 og retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens øvrige afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af krav om landzonetilladelse

Planklagenævnet vurderede, at terrænreguleringer ikke i sig selv kræver landzonetilladelse, medmindre de udgør en ændret anvendelse af arealet. Hvis terrænreguleringen er nødvendig for at forbedre den landbrugsmæssige drift, kræves der ikke tilladelse. Overstiger terrænreguleringen derimod, hvad der er nødvendigt for landbrugsdriften, anses det for en ændret anvendelse til deponi/opbevaring af overskudsjord, hvilket kræver landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1.

Nævnet konstaterede, at der ud fra kortmateriale, luftfotos og fotos fra området ikke var tegn på, at det pågældende areal ikke kunne dyrkes, eller at der var fordybninger og lunker af væsentlig betydning. Ansøgeren havde heller ikke sandsynliggjort, at terrænreguleringen var nødvendig for forbedring af landbrugsdriften. På den baggrund lagde nævnet til grund, at den ansøgte terrænregulering oversteg, hvad der var nødvendigt for forbedring af den landbrugsmæssige drift, og derfor måtte betragtes som en ændret anvendelse til opbevaring af overskudsjord, der kræver landzonetilladelse.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnets 11 medlemmer fandt enstemmigt, at der skulle gives afslag til den ansøgte tilkørsel af overskudsjord til hævning af terrænet på ca. 3,3 ha med op til 1,5 m. Nævnet fandt, at projektet primært var opbevaring af en betydelig mængde overskudsjord, som oversteg det, der var nødvendigt for forbedring af landbrugsdriften. Nævnet understregede, at problemer med bortskaffelse af overskudsjord bør løses gennem planlægning eller lovgivning, ikke gennem et stort antal landzonetilladelser til opbevaring på landbrugsarealer.

Selvom den ansøgte opbevaring af overskudsjord i op til 1,5 meters højde sandsynligvis ville være vanskelig at erkende i landskabet, når arbejdet var afsluttet, lagde nævnet betydelig vægt på landzonebestemmelsernes landskabsbeskyttende formål. Nævnet fremhævede, at sådanne tilladelser kunne skabe præcedens, der på sigt ville medføre en ændring af store landskabsområder, som ikke var begrundet i driften af de primære erhverv. En gentagelse af terrænregulering på samme areal efter en årrække ville desuden kunne forstærke påvirkningen af landskabet.

Da nævnet fandt, at der skulle gives afslag på dette grundlag, tog det ikke stilling til klagepunkterne om nabogener forårsaget af støv, støj og øget trafik. Nævnet tog heller ikke stilling til, om der var tale om deponi efter anden lovgivning, f.eks. miljølovgivningen, eller om projektet var i strid med vandløbsloven, VVM-regler eller miljøretlige regler om flytning/opbevaring af jord.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.