Ophævelse og hjemvisning af lovliggørende dispensation for opgravning af grøft i beskyttet natur

Nævnet fandt, at opgravningen af grøften udgjorde en dispensationskrævende tilstandsændring i § 3-beskyttet natur, da grøften ikke havde været vedligeholdt i mange år, og indgrebet medførte bortgravning, dræning og okkerudfældninger, der påvirkede det beskyttede engområde. Dette er i overensstemmelse med Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2.

Krav om habitatvurdering

Nævnet lagde vægt på, at der i henhold til Habitatbekendtgørelsen § 6, stk. 1, jf. Habitatbekendtgørelsen § 7, stk. 2, nr. 1, skal foretages en vurdering af, om et projekt kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. Dette gælder også for projekter, der ikke direkte er forbundet med eller nødvendige for Natura 2000-områdets forvaltning, hvis der er en påvirkningsrisiko. Hvis en væsentlig påvirkning ikke kan udelukkes, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering i henhold til Habitatbekendtgørelsen § 6, stk. 2.

Nævnet henviste til Rådets direktiv 92/43/EØF (habitatdirektivets artikel 6, stk. 3) og EU-Domstolens praksis, som fastslår, at en tilladelse kun kan gives, hvis det ud fra et videnskabeligt synspunkt uden rimelig tvivl kan fastslås, at projektet ikke har skadelige virkninger for lokalitetens integritet. Desuden skal kumulative virkninger inddrages i vurderingen.

Begrundelse for hjemvisning

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der indledningsvist burde foretages en nærmere begrundet habitatvurdering, herunder en væsentlighedsvurdering og eventuelt en konsekvensvurdering, af indgrebets påvirkning af det omhandlede område og Natura 2000-området nr. 77. Okkerforureningen af Skelgrøften, Gudenåen og de berørte områder samt de afledte konsekvenser for natur og dyreliv skulle inddrages i vurderingen. Nævnet bemærkede også, at der kan være en interessekonflikt mellem sikring af ekstensiv drift og bevaring af vandløb med vandplanter, hvilket kommunen bør være opmærksom på ved fornyet behandling.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt til klager 1, men blev tilbagebetalt til klager 2 i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet m.v. § 2, stk. 2.

Hedensted Kommune varslede den 2. august 2018 et påbud om retablering af moseområdet, da den nye grøft var i strid med Naturbeskyttelseslovens § 3. Efter en fornyet besigtigelse den 11. september 2018 og en vurdering fra en entreprenør, der fandt det upraktisk at retablere grøften uden tilførsel af materiale udefra, trak kommunen varslet tilbage. Den 1. oktober 2018 meddelte kommunen en lovliggørende dispensation med vilkår om, at fremtidig oprensning ikke måtte medføre dræning eller andre tilstandsændringer af de omkringliggende naturarealer. Kommunen vurderede, at et uændret dræningsniveau ville sikre, at den beskyttede natur, herunder rigkær i Natura 2000-området, ikke blev negativt påvirket, og at den nye grøft udgjorde erstatningsnatur.

Klagen fra Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 29. oktober 2018 med krav om, at dispensationen skulle ændres til et afslag eller hjemvises. Klager anførte blandt andet, at:

• Indgrebet var foretaget i § 3-beskyttet mose, habitatnatur og Natura 2000-område.
• Der var tale om skærpende omstændigheder, da indgrebet var i habitatnatur og et område med okkerrisiko.
• Der var gravet en helt ny grøft, ikke blot oprenset en eksisterende.
• Hedensted Kommunes afgørelse manglede plantedata.
• Det var ikke sandsynliggjort, at fysisk reetablering med kompenserende vilkår ikke ville give en bedre natur.
• Erstatningsbiotoper alene bør anvendes, hvis fysisk retablering ikke er mulig.

Hedensted Kommunes bemærkninger til klagen

Hedensted Kommune fastholdt, at den gravede grøft ikke gik gennem habitatnatur. Kommunen oplyste, at vegetationen langs den nye grøft var karakteristisk for et moseområde, og at vandstanden var upåvirket. Kommunen gentog, at retablering med stor sandsynlighed ville kræve tilførsel af jord udefra, hvilket ville skade arealet yderligere.