Fredning af Klintebjerg og Fladvandet i Odsherred Kommune stadfæstes

Fredningsnævnet for Vestsjælland traf den 24. maj 2017 afgørelse om fredning af Klintebjerg og Fladvandet i Odsherred Kommune samt tilkendte erstatninger på i alt 343.195 kr. Fredningsforslaget, rejst af Danmarks Naturfredningsforening i 2013, omfatter et areal på ca. 87,52 ha, hvoraf en del allerede var omfattet af en ældre fredning fra 1967. Formålet med fredningen er at bevare og forbedre natur- og landskabsværdierne, fremme den biologiske mangfoldighed, sikre offentlighedens adgang og bevare områdets særprægede geologi. Fredningsnævnets afgørelser blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af to lodsejere i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 43, stk. 1 og Naturbeskyttelseslovens § 43, stk. 2, nr. 1. Miljøstyrelsen bemærkede desuden, at fredningsbestemmelsernes § 3 var uklart formuleret. Fredningsnævnet havde tidligere afgjort, at der ikke var pligt til at udarbejde en miljøvurdering for fredningsforslaget i henhold til Miljøvurderingslovens § 10, jf. Miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1 og Miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 2, jf. Miljøvurderingslovens § 8, stk. 1. Denne afgørelse blev ikke påklaget. Fredningsområdet er primært privatejet, med en mindre del ejet af Odsherred Kommune. Området er kendetegnet ved sin geologi, kystklima og mikroklima, der understøtter et rigt plante- og dyreliv, herunder overdrev, enge, heder og moser. Disse naturtyper er dog ikke fuldt beskyttet af Naturbeskyttelseslovens § 3 i sommerhuszoner etableret før 1992, hvilket understreger behovet for fredning. Området er også et yndet udflugtsmål, og fredningen skal sikre rekreative værdier og adgangsmuligheder. En del af fredningsområdet er omfattet af strandbeskyttelseslinjen og skovbyggelinjen, og størstedelen har sommerhusstatus. Fredningsnævnet lagde vægt på, at fredning var den bedste mulighed for at sikre naturtyperne og muliggøre pleje af arealerne. Fredningsbestemmelserne omfatter bevaring af landskabet, regulering af arealanvendelse (opdeling i delområde A for sommerhusbeboelse og delområde B med restriktioner), bebyggelse, beplantning, faste konstruktioner, terrænændringer, offentlighedens adgang samt plejeplaner og naturgenopretning. Fredningsnævnet tilkendte erstatninger, men ikke til lodsejere, der allerede var omfattet af den oprindelige fredning fra 1967. Arealer omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3 og Naturbeskyttelseslovens § 15 udløser som hovedregel ikke erstatning. For nye stier blev der fastsat en erstatning på 60 kr. pr. løbende meter, og for eksisterende stier/veje 15 kr. pr. løbende meter. For arealer fredet med forbud mod opdyrkning, gødskning mv., der ikke er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3 eller Naturbeskyttelseslovens § 15, fastsættes en erstatning på 30.000 kr. pr. ha, dog minimum 3.600 kr. Klager lb.nr. 79 gjorde krav på mindsteerstatning, da der var sket en fejl i registreringen af § 3-arealer på ejendommen. Klager lb.nr. 83 klagede over både frednings- og erstatningsafgørelsen, idet fredningen ifølge klager ikke tjente noget formål og medførte store begrænsninger for ejendommens anvendelse, herunder et foreslået stiforløb tæt på beboelse. Klager bestred også faktiske forhold i fredningsforslaget, herunder eksistensen af søer og dokumentation for rigt plante- og dyreliv. Klager krævede over 1 mio. kr. i erstatning. Danmarks Naturfredningsforening, Miljøstyrelsen og Odsherred Kommune kommenterede klagerne og afviste de fleste af klager lb.nr. 83's indvendinger, herunder at stiforløbet var ændret for at balancere hensyn til privatliv og rekreativ brug, og at kommunen havde opdateret § 3-registreringen. De anførte også, at den krævede erstatning var urealistisk høj. Miljøstyrelsen foreslog en ændret formulering af fredningsbestemmelsernes § 3 for at afhjælpe uklarheder. Miljø- og Fødevareklagenævnet besigtigede området og afholdt offentligt møde, hvor klagepunkterne blev drøftet. Nævnet konstaterede, at der var overvejende tilfredshed med fredningen blandt de fremmødte lodsejere. Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede sagen i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 44, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 39 og Naturbeskyttelseslovens § 40.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fredningsnævnet for Vestsjællands afgørelse af 24. maj 2017 om fredning af Klintebjerg og Fladvandet i Odsherred Kommune. Fredningen gennemføres med de af fredningsnævnet fastsatte bestemmelser, dog med en ændret formulering af § 3.

Fredningens gennemførelse

Nævnet fandt, at området er fredningsværdigt og unikt med væsentlige landskabelige, geologiske og naturmæssige værdier, som afspejles i fredningens formålsbestemmelse, jf. Naturbeskyttelseslovens § 1. Nævnet vurderede, at lovgivningens generelle bestemmelser, herunder Naturbeskyttelseslovens § 33, stk. 1, ikke giver tilstrækkelig beskyttelse, og at fredning er den bedste måde til en varig sikring af området. Nævnet tilsluttede sig fredningsnævnets begrundelse for at nyfrede og modernisere den ældre fredning fra 1967. Fredningen skal indeholde en bestemmelse om formålet, jf. Naturbeskyttelseslovens § 38, og kan regulere offentlighedens færdsel samt indeholde påbud og forbud, jf. Naturbeskyttelseslovens § 38, stk. 3 og Naturbeskyttelseslovens § 38, stk. 4. Hvis fredningen omfatter internationale naturbeskyttelsesområder, skal det fremgå af formålet, at fredningen skal medvirke til at sikre en gunstig bevaringsstatus for arter og naturtyper, jf. Naturbeskyttelseslovens § 38, stk. 2.

Nyt stiforløb

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke anledning til at ændre det vedtagne nye stiforløb på matr.nr. [matrikel108]. Nævnet lagde vægt på, at stiforløbet var blevet ændret til en placering i et levende hegn langs skel for at balancere hensynet til lodsejers privatliv, vildtet og den rekreative brug. Odsherred Kommune har påtaget sig forpligtelser og udgifter forbundet med etablering og vedligeholdelse af stiforløbet.

Erstatning

Klager lb.nr. 79, som ikke havde fået tilkendt erstatning, tilkendes mindsteerstatning på 3.600 kr. Nævnet konstaterede, at der var sket fejl i registreringen af klagers samlede areal og § 3-arealer, hvilket medførte, at et lille areal på ejendommen udløste grunderstatning.

For klager lb.nr. 83 tilsluttede nævnet sig fredningsnævnets afgørelse om erstatning. Nævnet vurderede, at fredningen ikke pålægger klager så byrdefulde gener og restriktioner, at der er anledning til yderligere ulempeerstatning. Stiforløbet ligger i skel, med den korteste afstand til ejendommens bygning på ca. 90 m i fugleflugtslinje. Den etablerede bygning og et passende haveareal er ikke omfattet af fredningen, og ejendommen er i forvejen begrænset i byggemuligheder af skovbyggelinjen. Fredningsbestemmelsernes § 3 giver klager mulighed for fortsat at anvende ejendommen til ekstensivt landbrug med græsning og høslæt. Nævnet vurderede, at den tilkendte erstatning tilstrækkeligt kompenserer for de beskedne restriktioner, da der ikke er tale om en landbrugsejendom, og restriktionerne ikke berører den aktuelle anvendelse. Vedrørende udsigtskilen bemærkede nævnet, at det er en plejeforanstaltning uden udgift for klager, og at der ikke er offentlig adgang til kilen, hvorfor der ikke tilkendes erstatning.

Ændret formulering af fredningsbestemmelsernes § 3

Miljø- og Fødevareklagenævnet var enig med Miljøstyrelsen i, at fredningens § 3 var uklart formuleret, og ændrede formuleringen som foreslået af styrelsen. Fredningsnævnet kan meddele dispensation fra fredningsbestemmelserne, såfremt det ansøgte ikke vil stride mod fredningens formål, jf. Naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1.

Omkostningsgodtgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet fastsatte en passende godtgørelse for sagkyndig bistand i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 47. Klager lb.nr. 83 tilkendes 12.000 kr. i godtgørelse for advokatbistand. Afgørelsen om fredning er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen om fredning skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen om erstatning kan påklages til Taksationskommissionen, jf. Naturbeskyttelseslovens § 45, med en klagefrist på 4 uger, jf. Naturbeskyttelseslovens § 87, stk. 1. Klagen skal indgives til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som videresender den til Taksationskommissionen, jf. Naturbeskyttelseslovens § 45, stk. 4. Nævnet traf afgørelse om, at staten skal afholde tre fjerdedele og Odsherred Kommune en fjerdedel af de tilkendte erstatninger og godtgørelser, jf. Naturbeskyttelseslovens § 49, stk. 3. Afgørelsen er truffet af nævnet, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, der har behandlet sagen i nævnets læge afdeling, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 3, stk. 1, nr. 9.