Afgørelse om risikovirksomhed og VVM-screeningspligt på Aarhus Havn

Klager fremhævede, at den midlertidige henstilling af farligt gods skete jævnligt og medførte samme risiko som et permanent lager, især da håndtering i sig selv øger risikoen. Aarhus Kommune fastholdt sin afgørelse og anførte, at virksomhedens aktiviteter lå inden for lokalplanens bestemmelser, og at der ikke var risiko for dominoeffekt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede klagen i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2, og fokuserede på spørgsmålene om partshøring, risikovirksomhed og VVM-screeningspligt.

Partshøring

Nævnet fandt, at klager havde en tilstrækkelig væsentlig og individuel interesse i sagen til at opnå partsstatus og burde have været partshørt i medfør af Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Dog vurderede nævnet, at den manglende partshøring ikke medførte afgørelsens ugyldighed, da klager var bekendt med sagens oplysninger og havde haft mulighed for at fremføre sine synspunkter under klagesagsbehandlingen.

Risikovirksomhed

Nævnet vurderede, at virksomhedens aktiviteter er omfattet af Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer § 3, stk. 1, nr. 3, litra b, som implementerer Rådets direktiv 2012/18/EU (Seveso III). Nævnet lagde vægt på, at virksomheden henstiller farligt gods i mængder over tærskelværdierne på areal D2, og at der ikke sker straksind- og udskibning. Den midlertidige henstilling indebærer ekstra håndtering og dermed en forøget risiko. Desuden sker den midlertidige henstilling jævnligt, med 26 årlige overskridelser af tærskelværdierne, hvor især fyrværkeri udgør en fast tilbagevendende hændelse. Nævnet fandt, at den ekstra håndtering kræver, at aktiviteten omfattes af risikobekendtgørelsen ud fra en sikkerhedsmæssig betragtning.

Som konsekvens heraf ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Aarhus Kommunes afgørelse af 2. maj 2017 om, at virksomheden ikke er omfattet af risikobekendtgørelsen, og hjemviste sagen til fornyet behandling i førsteinstansen. Virksomheden er dermed godkendelsespligtig efter Miljøbeskyttelsesloven § 33 og Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed bilag 2, punkt J 209. I forbindelse med godkendelsesbehandlingen skal der foretages en vurdering af dominoeffekten i henhold til Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer § 14 og en vurdering af beliggenheden i forhold til kommuneplantillæg nr. 24 i medfør af Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer § 5 og Miljøbeskyttelsesloven § 4.

VVM-screeningspligt

Nævnet behandlede spørgsmålet om VVM-screeningspligt efter den dagældende Planloven § 58, stk. 1, nr. 4 og Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning. Nævnet fandt, at projektet ikke var omfattet af Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning bilag 2, punkt 13, litra a om ændring af allerede godkendte projekter, da der var tale om et nyt selvstændigt projekt med en ny bygherre. Nævnet tilsluttede sig desuden Aarhus Kommunes vurdering af, at projektet ikke var omfattet af andre bilagspunkter i VVM-bekendtgørelsen, da containerterminalen allerede var etableret, og virksomhedens projekt kun indebar mindre ændringer.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede derfor Aarhus Kommunes afgørelse af 2. maj 2017 om, at virksomhedens aktiviteter ikke er screeningspligtige efter reglerne om miljøvurdering af konkrete projekter.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 2, stk. 2, nr. 1.