Ophævelse og hjemvisning af afslag på tilladelse til indvinding af grundvand til markvanding

Sagen omhandler en klage over Randers Kommunes afgørelse af 24. februar 2017, hvor kommunen afslog en ansøgning om tilladelse til indvinding af grundvand til markvanding på en ejendom beliggende [adresse1]. Kommunen påbød samtidig sløjfning af den eksisterende boring, der tidligere havde fungeret som drikkevandsforsyning for ejendommen.

Randers Kommune begrundede afslaget med, at en tilladelse ville stride mod retningslinjerne i kommunens vandforsyningsplan 2013. Ifølge planen gives der normalt ikke tilladelse til opretholdelse af en brønd til sekundær brug, når ejendommen er tilsluttet et alment vandværk. Kommunen fandt ingen særlige forhold, der berettigede en fravigelse af denne praksis, og henviste til, at det lokale vandværk kunne levere den nødvendige vandmængde.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 20. marts 2017. Klageren anførte, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af den ansøgte indvindings påvirkning af omgivelserne. Klageren mente, at indvindingen ikke ville påvirke vandværket uacceptabelt eller udgøre en risiko for grundvandsforurening. Desuden fremhævede klageren, at vandværkets regulativ ikke omfattede forsyning af vand til markvanding.

Randers Kommunes bemærkninger

Randers Kommune fastholdt sin afgørelse og henviste til, at der ikke forelå særlige grunde til at opretholde boringen til sekundært brug, når ejendommen var tilsluttet et alment vandværk. Kommunen mente, at en tilladelse ville være i strid med retningslinjerne i vandforsyningsplanen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse i sagen i henhold til Vandforsyningslovens § 20, jf. Vandforsyningslovens § 75. Nævnet forstod Randers Kommunes afslag som en konsekvens af, at den ansøgte indvinding blev betragtet som "sekundær brug", hvilket vandforsyningsplanen som udgangspunkt ikke tillader, når en ejendom er tilsluttet alment vandværk.

Nævnet præciserede, at "anden sekundær brug" i vandforsyningsplanen typisk omfatter havevanding og vanding af dyr. Derimod forstod nævnet retningslinjen om anvendelse af sekundavand til markvanding og erhvervsmæssige formål som en prioritering af grundvandsressourcen, hvor vand til disse formål bør komme fra boringer, der ikke opfylder drikkevandskvalitet, og ikke fra almene vandværker.

Nævnets vurdering og afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterede, at ansøgningen omhandlede vanding af et markareal på 12,5 ha, hvilket ikke kræver drikkevandskvalitet. Nævnet fandt, at Randers Kommunes afslag ikke var i overensstemmelse med kommunens egen vandforsyningsplan. Det ansøgte formål blev ikke anset for "anden sekundær brug", men snarere som et formål, hvor der ifølge planen bør anvendes sekundavand.

Kommunen burde derfor have foretaget en konkret vurdering af, om boringen kunne anvendes til det ansøgte formål, og om indvindingen var forenelig med den øvrige planlægning, herunder miljømålene i vandområdeplanen. Da en sådan vurdering manglede, ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Randers Kommunes afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.