Afslag på lovliggørende dispensation til træterrasse inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til en træterrasse inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Strammelse By, Landet. Ejendommen, der ligger direkte til Svendborg Sund, blev ramt af en stormflod i januar 2017, som beskadigede et fiskerhus og en tilhørende træterrasse på grunden. Den nuværende ejer overtog ejendommen i 2014.

Kystdirektoratet meddelte afslag på ansøgningen om at bibeholde den eksisterende træterrasse og på lovliggørende dispensation til en oprindelig terrasse. Direktoratet påbød desuden fysisk lovliggørelse af forholdet. Den nuværende terrasse, der er opført efter stormfloden, er væsentligt større og mere fremskudt end den oprindelige, idet den dækker ca. 38 m² mod den oprindelige på 13-15 m². Den oprindelige terrasse blev opført uden dispensation mellem 1999 og 2002.

Kystdirektoratet begrundede afslaget med, at arealet, hvor terrassen er beliggende, ikke er et "haveareal" i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 4 forstand, og derfor ikke er omfattet af den lempeligere praksis efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1. En dispensation skulle derfor vurderes efter den restriktive bestemmelse i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Direktoratet fandt ikke, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation, og lagde vægt på, at terrassen er dominerende i kystlandskabet og ikke ligger i tilknytning til ejendommens beboelse. Desuden vurderede Kystdirektoratet, at retten til at kræve fysisk lovliggørelse ikke var fortabt, selvom den oprindelige terrasse havde henligget i op til næsten 20 år, grundet de nationale interesser i at friholde kystlandskabet.

Klagerens anbringender

Klager anførte, at den nye terrasse var en renovering/genopførelse af en tidligere terrasse, der havde eksisteret siden år 2000. Klager fremhævede, at terrassen også tjener til at beskytte husets fundament og diget på grunden mod stormflod og højvande, og at det ville være spild af ressourcer at fjerne den, da den var opført i god tro. Klager mente desuden, at Svendborg Kommune havde givet tilladelse til genopførelsen, og at huset ligger isoleret, så terrassen ikke forstyrrer offentligheden. Klager ønskede et løsningsforslag til kystsikring, hvis terrassen skulle fjernes.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til træterrassen inden for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet fandt, at der ikke var tale om et haveareal i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 4, og at den lempeligere praksis i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1 derfor ikke fandt anvendelse. Sagen skulle i stedet vurderes efter den restriktive dispensationsbestemmelse i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet lagde vægt på følgende i sin vurdering:

• Ret til lovliggørelse: Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Kystdirektoratet ikke havde fortabt retten til at forlange forholdet lovliggjort. Den medgåede tid på knap 20 år fra opførelsen af den oprindelige terrasse blev ikke anset for tilstrækkelig lang til at opveje de samfundsmæssige hensyn, som strandbeskyttelsen varetager. Nævnet fremhævede, at der var tale om et forholdsvis stort og meget kystnært beliggende anlæg, hvor hensynet til en eventuel præcedenseffekt vejede tungt.
• Særlige tilfælde: Nævnet fandt ikke, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Ejendommen er beliggende direkte til kysten i et område, hvor kystlandskabet i øvrigt er stort set uden bebyggelse. Terrassen blev anset for markant og stor i forhold til fiskerhuset, og den påvirkede dermed kystlandskabet. Det blev ikke dokumenteret, at der tidligere havde været en terrasse foran huset, og den vestlige terrasse adskilte sig for meget i størrelse og udformning fra den oprindelige til at blive betragtet som en renovering/genopførelse.
• Præcedensvirkning: Nævnet lagde vægt på den restriktive praksis på området og den uønskede præcedensvirkning, en dispensation ville kunne medføre.
• Beskyttende funktion: Klagerens anbringende om terrassens funktion som beskyttelse af husets fundament og dige kunne ikke føre til et andet resultat, da formålet med strandbeskyttelsen ikke er at varetage sådanne hensyn. Det samme gjaldt synspunkter omkring værdispild.

Afsluttende bemærkninger

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for klager til Miljø- og Fødevareklagenævnet § 2. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for klager til Miljø- og Fødevareklagenævnet § 2, stk. 2.