Screeningsafgørelse for neddelingsanlæg på Esbjerg Havn – Ikke krav om miljøvurdering

Sagen omhandler en klage fra Danmarks Naturfredningsforening over Esbjerg Kommunes afgørelse om, at etablering af et modtageanlæg til neddeling af offshore-installationer på Esbjerg Havn ikke kræver en miljøvurdering (VVM). Projektet er placeret på et 45.000 m² stort areal i et eksisterende havneområde, cirka 850 meter fra et Natura 2000-område.

Kommunens afgørelse

Esbjerg Kommune traf den 5. oktober 2017 afgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at projektet ikke var omfattet af krav om miljøvurdering. Kommunen vurderede, at projektet hører under lovens bilag 2, punkt 11, litra b, som omhandler anlæg til bortskaffelse af affald. Kommunen konkluderede på baggrund af en screening, at projektet ikke ville medføre væsentlige miljøpåvirkninger. Vurderingen af støj baserede sig delvist på beregninger fra en VVM-redegørelse fra 2010 for et andet, ikke-realiseret havneprojekt. Kommunen fandt, at støjen ikke ville påvirke fuglelivet i det nærliggende Natura 2000-område væsentligt, og at risikoen for forurening ved spild var minimeret gennem anlæggets design med vandtætte vægge og et lukket afløbssystem.

Klagen fra Danmarks Naturfredningsforening

Klager anførte, at screeningen var utilstrækkelig og ikke belyste de miljømæssige konsekvenser i tilstrækkelig grad. De centrale klagepunkter var:

• Mangelfuld screening: Klager mente, at projektet skulle betragtes som en ændring af et eksisterende projekt og derfor kræve et supplement til VVM-redegørelsen fra 2010.
• Påvirkning af Natura 2000-område: Bekymring for den samlede (kumulative) støjpåvirkning af fuglelivet samt risiko for udledning af forurenende stoffer til havet, både ved stormflod og under indtransport af materialer.
• Grænseoverskridende påvirkning: At kommunen ikke havde vurderet den potentielle påvirkning af Vadehavet, der strækker sig ind i Tyskland.

Kommunens bemærkninger til klagen

Esbjerg Kommune fastholdt sin afgørelse og afviste klagepunkterne. Kommunen præciserede, at det nye projekt ikke var geografisk eller juridisk forbundet med 2010-projektet. Risikoen for oversvømmelse og spild var ifølge kommunen håndteret ved anlæggets konstruktion. Vurderingen af støj blev anset for robust, da den var baseret på grundige beregninger fra 2010-redegørelsen, som dækkede et endnu større aktivitetsniveau end det nu ansøgte.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen. Nævnet stadfæstede Esbjerg Kommunes afgørelse om, at projektet ikke er omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse.

Nævnets retlige prøvelse og begrundelse

Nævnets prøvelse var begrænset til retlige spørgsmål, jf. miljøvurderingslovens § 49, stk. 1. Nævnet kan således ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er hensigtsmæssig, men kun om den er lovlig.

Nævnet var enig med kommunen i, at projektet korrekt var klassificeret som et nyt anlæg til bortskaffelse af affald (bilag 2, punkt 11, litra b) og ikke en ændring af et tidligere projekt. Der var ingen geografisk eller ejermæssig sammenhæng til projektet fra 2010.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens screening og vurdering af, at projektet ikke ville medføre væsentlige miljøpåvirkninger. En screening er en foreløbig vurdering, og nævnet lagde vægt på, at kommunen havde vurderet de relevante forhold:

• Forureningsrisiko: Kommunen havde vurderet, at anlæggets design med vandtætte vægge og sikring under indtransport af materialer i tilstrækkelig grad minimerer risikoen for spild til havet.
• Natura 2000-påvirkning: Nævnet fandt ikke grundlag for, inden for rammerne af en retlig prøvelse, at tilsidesætte kommunens væsentlighedsvurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Kommunen havde vurderet, at støj fra projektet, hverken alene eller samlet med anden støj, ville påvirke fuglelivet i Natura 2000-området væsentligt. Nævnet bemærkede, at denne vurdering bygger på konkrete afvejninger, som ikke fuldt ud kan efterprøves i en retlig prøvelse, men vil kunne prøves fuldt ud i den separate klagesag om miljøgodkendelsen.
• Grænseoverskridende påvirkning: Grundet den store afstand til den tyske grænse (over 80 km) fandt nævnet det berettiget, at kommunen havde vurderet, at der ikke var risiko for væsentlige grænseoverskridende påvirkninger.

Da klagen ikke fik medhold, blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt.