Ophævelse og hjemvisning af afgørelse om dispensation og tilladelse til opgravning af brinker i Bøstrup Å grundet manglende VVM-screening

Kalundborg Kommune meddelte den 8. september 2017 dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 3 og tilladelse efter Vandløbsloven § 17 til at grave i faste brinker i Bøstrup Å på en strækning fra st. 10.735-11.689. Baggrunden var, at vandløbet ikke overholdt det gældende regulativ for minimumstværsnitsarealer, idet brinkerne var overskredet med 10-40 cm. Kommunen vurderede, at brinkernes nuværende tilstand var en ny beskyttet tilstand, og at gravningen ikke var sædvanligt vedligeholdelsesarbejde, hvorfor dispensation var nødvendig. Desuden blev arbejdet betragtet som en regulering efter Vandløbsloven § 16, hvilket krævede tilladelse efter Vandløbsloven § 17.

Kommunen foretog en væsentlighedsvurdering i forhold til Natura 2000-område nr. 157, Åmose, Tissø, Halleby Å og Flasken. Vurderingen konkluderede, at projektet ikke ville påvirke udpegningsgrundlaget negativt, selvom naturtypen vandløb (3260) ikke var kortlagt, og der var en potentiel påvirkning af pigsmerling (1149).

Klagerens anbringender

Afgørelsen blev påklaget af en part, som anførte flere mangler:

• Tilladelsen var mangelfuld, da vandløbets bundkote ikke retableres i overensstemmelse med regulativet.
• Der burde ske en vandløbsrestaurering for at etablere en fast bund, frem for at afvente mudderaflejringer.
• Væsentlighedsvurderingen var mangelfuld, og der burde have været udført en habitatkonsekvensvurdering, især vedrørende pigsmerling.
• Vandføringsevnen var ikke dokumenteret som værende overskredet.
• Projektet ville medføre omfattende sedimentvandringer til skade for naturen.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kalundborg Kommune fastholdt, at regulativet kun kræver et minimumstværsnitsareal, ikke et maksimum, og at bunden derfor gerne må være dybere. Kommunen praktiserer dynamisk udvikling af vandløb inden for regulativets rammer og anser blød mudderbund for acceptabel. Kommunen afviste desuden, at der kunne kræves en vandløbsrestaurering med baggrund i regulativet eller dispensationen.

Nye oplysninger under sagens behandling

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede kommunen om at oplyse, hvorvidt der var foretaget en VVM-screening af projektet. Kommunen bekræftede den 4. januar 2021, at der ikke var foretaget en VVM-screening i forbindelse med sagsbehandlingen i 2017.

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om, hvorvidt Kalundborg Kommune skulle have foretaget en VVM-screening, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

VVM-screening og retlig mangel

Nævnet bemærkede, at regulering af vandløb, defineret i Vandløbsloven § 16, kræver tilladelse efter Vandløbsloven § 17. Ifølge Bekendtgørelse om vandløbsregulering og restaurering m.v. § 19 kan godkendelse af et reguleringsprojekt, der forudsætter tilladelse efter Naturbeskyttelsesloven, først meddeles, når der foreligger en endelig afgørelse efter denne lov. Ændringer i beskyttede vandløb er forbudt efter Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 1, med mulighed for dispensation i særlige tilfælde efter Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2.

Nævnet fremhævede, at en kommune skal behandle en sag efter Miljøvurderingsloven, før der kan meddeles dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 3. Dette er i overensstemmelse med VVM-direktivets artikel 2, stk. 1, som fastslår, at et projekts indvirkninger på miljøet skal vurderes, inden der gives tilladelse. Projekter, der kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, må ikke påbegyndes uden en miljøvurdering og tilladelse, jf. Miljøvurderingsloven § 15, stk. 1. Projekter omfattet af Miljøvurderingsloven bilag 2 kræver en screeningsafgørelse, jf. Miljøvurderingsloven § 16 og Miljøvurderingsloven § 21, hvor kriterierne i Miljøvurderingsloven bilag 6 skal tages i betragtning. Regulering af vandløb er specifikt omfattet af Miljøvurderingsloven bilag 2, punkt 10, litra f.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Kalundborg Kommunes afgørelse led af en væsentlig retlig mangel, da kommunen ikke havde truffet afgørelse om, hvorvidt opgravningen af brinkerne kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, jf. Miljøvurderingsloven § 21, inden dispensationen blev meddelt. Dette betød, at der ikke forelå det fornødne grundlag for en afgørelse, jf. Bekendtgørelse om vandløbsregulering og restaurering m.v. § 19, stk. 1.

Afgørelse og gebyr

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Kalundborg Kommunes afgørelser af 8. september 2017 om dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 3 og tilladelse efter Vandløbsloven § 17 og hjemviste sagen til fornyet behandling i førsteinstansen. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.