Stadfæstelse af afslag på dispensation til udlagte sten og hegn ved strandbeskyttelseslinje

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 8. maj 2017, der afslog en ansøgning om lovliggørende dispensation til udlagte sten og opsætning af et hegn i skellet mellem to ejendomme i Syddjurs Kommune. Klagerens ejendom, der er en landbrugsejendom, omfatter en bevokset kystskrænt og dele af plateauet, som er naturtypen overdrev og omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3. Området ligger inden for strandbeskyttelseslinjen.

Baggrund for ansøgningen

Klageren havde udlagt seks store sten og ønskede at opsætte et 1 meter højt raftehegn samt plante træer for at markere skellet til naboen. Formålet var at forhindre naboen i at slå græs på klagerens areal, der ligger foran naboens ejendom, og dermed sikre, at arealet fremstod som et åbent naturareal tilgængeligt for offentligheden. Klageren anførte, at der var opført lignende afgrænsninger andre steder i området.

Kystdirektoratets vurdering

Kystdirektoratet vurderede, at de udlagte sten og det ansøgte raftehegn udgjorde en tilstandsændring, der krævede dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1. Selvom klagerens ejendom er en landbrugsejendom, fandt direktoratet ikke, at stenene eller raftehegnet kunne karakteriseres som "sædvanlig hegning" i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 4, nr. 3. Direktoratet lagde vægt på, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation, og at en dispensation ville skabe en uønsket præcedens i kystlandskabet. Nabostridigheder blev ikke anset for at være et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation.

Klagerens anbringender

Klageren fastholdt, at stenene og hegnet skulle sikre, at naboen ikke slog græs på klagerens areal, og at lignende afgrænsninger fandtes mange andre steder i området. Klageren fremsendte fotos af andre afmærkninger/afgrænsninger, men Kystdirektoratet kunne ikke stedfæste disse præcist.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til udlagte sten og opsætning af hegn. Nævnet fandt, at de ansøgte forhold udgjorde en tilstandsændring i strid med Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, hvis formål er at friholde strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet lagde vægt på, at udlægning af store sten og opsætning af hegn ændrer kystlandskabet og dets anvendelse. Efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, og bestemmelsen administreres meget restriktivt. Nævnet fandt ikke, at der i den konkrete sag var anført forhold, der udgjorde et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Det blev understreget, at praksis er restriktiv, og at en dispensation ville medføre en uønsket præcedensvirkning. Uenighed mellem naboer om arealpleje og eksistensen af lignende afgrænsninger andre steder i området kunne ikke føre til et andet resultat.

Gebyr og endelighed

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.