Afslag på lovliggørende dispensation for udhus inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på en lovliggørende dispensation til et udhus på en ejendom i Sønderborg Kommune. Ejendommen er fuldt ud omfattet af strandbeskyttelseslinjen og ligger cirka 35 meter fra kysten. Det ansøgte udhus er på cirka 35 m² og er opført i zink ved hovedbygningens nordgavl, hvor det anvendes til opbevaring af cykler og brænde.

Baggrund for ansøgningen

Sønderborg Kommune orienterede i august 2015 Naturstyrelsen (nu Kystdirektoratet) om, at der uden forudgående tilladelse var opsat ny tagbeklædning og et nyt udhus på ejendommen. Klager ansøgte herefter om lovliggørende dispensation for disse forhold. Ejendommen har ifølge BBR og tegningsmateriale allerede et indbygget udhus på cirka 15 m² og en garage på cirka 23 m².

Fredningsnævnets afgørelse

Fredningsnævnet for Sydjylland Sydlige del meddelte den 6. november 2015 dispensation fra den gældende fredning til at beholde det opførte udhus. Ejendommen er omfattet af Overfredningsnævnets kendelse af 5. maj 1930 om fredning af terrænet ved Munke Mølle ved Flensborg Fjord.

Kystdirektoratets afslag

Kystdirektoratet meddelte den 16. oktober 2017 afslag på den lovliggørende dispensation til udhuset. Direktoratet begrundede afslaget med, at udhuset på 35 m² ikke er omfattet af undtagelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3, da der allerede er et eksisterende udhus på 15 m² og en garage på 22 m² på ejendommen, og det ansøgte udhus er væsentligt større end de tilladte 10 m². Kystdirektoratet henviste til en meget restriktiv praksis inden for strandbeskyttelseslinjen, hvor der som udgangspunkt ikke gives dispensation til nybyggeri, medmindre det erstatter tilsvarende lovligt byggeri, og hvor der ikke gives dispensation til yderligere udhusbyggeri, hvis der allerede er 20 m² eller derover. Direktoratet fandt ingen særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af denne praksis, og frygtede en utilsigtet præcedensvirkning.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Ejendommens ejer påklagede Kystdirektoratets afgørelse den 12. oktober 2017. Klager anførte, at Fredningsnævnet allerede havde truffet afgørelse i sagen, at Kystdirektoratet ikke havde beføjelse til at træffe afgørelse efter Fredningsnævnets afgørelse, og at det var urimeligt, at Kystdirektoratet havde haft sagen liggende fra august 2015 til september 2017 uden at foretage sig noget. Kystdirektoratet bemærkede, at klagen var indgivet på baggrund af en partshøring, men at en endelig afgørelse var truffet den 16. oktober 2017.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til udhuset. Nævnet bemærkede indledningsvist, at klagen, selvom den var indgivet på baggrund af en partshøring, kunne behandles, da Kystdirektoratet efterfølgende havde truffet en endelig afgørelse.

Vurdering af strandbeskyttelseslinjen

Nævnet henviste til Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1, som forbyder ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder bebyggelse. Formålet er at friholde strande og kystområder mod indgreb. Dispensation kan kun meddeles i særlige tilfælde efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, hvilket administreres meget restriktivt. Nævnet fandt, at undtagelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3 ikke fandt anvendelse, da der allerede var andre udhuse på ejendommen, og det ansøgte udhus var væsentligt større end 10 m².

Særlige forhold og præcedens

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en væsentlig udvidelse af bebyggelsen, at ejendommen lå inden for den oprindelige 100 m beskyttelseslinje, og at praksis på området er restriktiv. En dispensation ville desuden kunne medføre uønsket præcedens. Det forhold, at Fredningsnævnet havde meddelt dispensation fra fredningen, kunne ikke føre til et andet resultat, da fredning og strandbeskyttelse er to forskellige beskyttelser med forskellige hensyn og formål.

Myndighedspassivitet

Vedrørende spørgsmålet om myndighedspassivitet fandt nævnet, at der ikke var gået så lang tid fra anmeldelsen i august 2015 til Kystdirektoratets varsel om afgørelse i september 2017, at Kystdirektoratet havde fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort. Nævnet lagde vægt på, at direktoratet ikke udover den relativt lange sagsbehandlingstid havde givet klager anledning til at tro, at direktoratet havde ændret opfattelse vedrørende forholdets ulovlighed.

Afgørelse og gebyr

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse af 16. oktober 2017. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.