Ophævelse af Landbrugsstyrelsens afgørelse om afslag på erhvervelse uden landbrugspligt, da styrelsen ikke har kompetence i sager, hvor ejendommen ikke er pålagt landbrugspligt

Sagen omhandler en klage over Landbrugsstyrelsens afslag på erhvervelse uden landbrugspligt af et 9,9 hektar stort areal fra en præstegårdsejendom i Borbjerg. Klager, der ejer naboejendommen, ønskede at købe arealet, som hovedsageligt består af fredskov og et mindre engareal. Holstebro Kommune havde udtalt, at området var uegnet til traditionel landbrugsdrift og havde behov for naturpleje.

Klagers ansøgning og Landbrugsstyrelsens afslag

Klager ansøgte Landbrugsstyrelsen om dispensation fra landbrugspligten. Klager anførte, at arealet ikke tidligere havde været pålagt landbrugspligt i matriklen, og at provstiet havde godkendt salget uden at betinge notering om landbrugspligt. Det blev desuden fremført, at Kirkeministeriet eventuelt kunne give dispensation, og at arealet ikke var egnet til almindelig landbrugsdrift.

Landbrugsstyrelsen afslog ansøgningen den 12. juli 2018. Begrundelsen var, at erhvervelsesbetingelserne vedrørende bopælspligt ikke var opfyldt, og at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en tilladelse. Styrelsen henviste til Landbrugslovens § 12 og Landbrugslovens § 17, stk. 2. Landbrugsstyrelsen oplyste, at præstegårdsbrug, selvom de ofte ikke er noteret med landbrugspligt i Geodatastyrelsen, alligevel er omfattet af landbrugsloven via en særlig aftale med Kirkeministeriet. Styrelsen fastholdt, at det er praksis at pålægge landbrugspligt ved salg af præstegårdsjord for at forhindre dannelse af nye frie jorder uden landbrugspligt, med henvisning til Landbrugslovens § 7.

Klagens indhold og Landbrugsstyrelsens bemærkninger

Klager påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 9. august 2018. Klager anfægtede gyldigheden af aftalen mellem Kirkeministeriet og Fødevareministeriet og mente, at arealet ikke var omfattet af landbrugsloven, da det ikke var registreret som landbrugsejendom. Klager henviste desuden til Lov om folkekirkens økonomi § 21 og argumenterede for, at Landbrugsstyrelsen ikke havde kompetence til at træffe beslutninger om salg af fast ejendom i dette tilfælde, da arealerne var uegnede til landbrugsdrift.

Landbrugsstyrelsen fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at præstegårdsbrug er omfattet af landbrugsloven via aftalen med Kirkeministeriet. Styrelsen henviste til Bekendtgørelse om præsteembedernes faste ejendomme § 4, som fastslår, at provstiudvalgets godkendelse af salg af præstegårdsbrug på 2 ha eller mere skal betinges af, at ejendommen noteres som en landbrugsejendom. Landbrugsstyrelsen understregede, at det er præsteembedet, der skal pålægge landbrugspligt ved salget, og at styrelsen er kompetent til at give afslag eller tilladelse til erhvervelse uden landbrugspligt, selvom landbrugspligten ikke er pålagt endnu.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet sagen og fokuserede sin prøvelse på spørgsmålet om Landbrugsstyrelsens kompetence til at behandle en ansøgning om dispensation til erhvervelse uden landbrugspligt på en ejendom, der ikke er pålagt landbrugspligt. Nævnet begrænsede sin prøvelse til dette væsentlige forhold i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2.

Nævnets vurdering af kompetence

Nævnet lagde til grund, at arealet ikke var pålagt landbrugspligt, da det ikke var noteret som en landbrugsejendom i Geodatastyrelsens matrikelregister. Ifølge Landbrugslovens § 2, stk. 1 defineres en landbrugsejendom som en ejendom, der er noteret som sådan i matrikelregisteret, og Landbrugslovens § 2, stk. 2 fastslår, at en landbrugsejendom er undergivet landbrugspligt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Landbrugsstyrelsen ikke havde kompetence til at behandle en ansøgning om dispensation, der vedrører en ejendom, som ikke er pålagt landbrugspligt i medfør af Landbrugslovens § 2, stk. 1. Nævnet bemærkede, at Landbrugsstyrelsen efter Bekendtgørelse om Landbrugsstyrelsens opgaver og beføjelser § 5 udelukkende er tillagt kompetence til at varetage opgaver vedrørende en lov, hvis det fremgår af bekendtgørelsen. Desuden er der efter Bekendtgørelse om præsteembedernes faste ejendomme § 9, stk. 1 og Bekendtgørelse om præsteembedernes faste ejendomme § 9, stk. 2 ikke klageadgang til Landbrugsstyrelsen i sager, hvor stiftsøvrigheden er øverste rekursmyndighed.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet annullerede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 12. juli 2018 om afslag på erhvervelse uden landbrugspligt af arealet fra ejendommen [adresse1], Borbjerg. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.