Rækkevidden af effektive retsmidler mod afslag på Dublin III-forordningens skønsbeføjelse (Artikel 17, stk. 1) – Ingen automatisk opsættende virkning

Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra High Court (Irland) om fortolkningen af Dublin III-forordningen (Forordning (EU) nr. 604/2013), særligt med hensyn til ansøgerens ret til effektive retsmidler og opsættende virkning i forbindelse med overførselsafgørelser.

AHY, en somalisk statsborger, ansøgte om international beskyttelse i Irland. Det blev fastslået, at Sverige var den ansvarlige medlemsstat ifølge Dublin-kriterierne, da AHY tidligere havde indgivet ansøgninger der. Irland anmodede derfor Sverige om tilbagetagelse, hvilket blev accepteret.

AHY anfægtede overførselsafgørelsen og anmodede sideløbende den irske justitsminister om at anvende den diskretionære klausul i forordningens artikel 17, stk. 1, for at lade Irland behandle ansøgningen alligevel, primært begrundet i hans psykiske tilstand. Ministeren afviste at udøve skønsbeføjelsen.

Den forelæggende ret var i tvivl om det irske system, hvor afgørelser om overførsel og afslag på at anvende skønsbeføjelsen behandles separat, hvilket rejste spørgsmål om, hvorvidt anfægtelsen af afslaget på den diskretionære klausul (judicial review) skal have samme opsættende virkning, som gælder for klager over selve overførselsafgørelsen (artikel 27, stk. 3). De centrale spørgsmål omhandlede:

• Hvorvidt retten til effektive retsmidler (Art. 27, stk. 1) omfatter en afgørelse om afslag på at anvende den diskretionære klausul (Art. 17, stk. 1).
• Hvorvidt Chartrets artikel 47 er til hinder for at gennemføre overførslen, mens et søgsmål mod afslaget på Art. 17, stk. 1, verserer.
• Hvorvidt den seksmåneders frist for overførsel (Art. 29, stk. 1) suspenderes af et sådant søgsmål.

Domstolen konkluderede, at retsgarantierne i Dublin III-forordningen, specifikt dem vedrørende opsættende virkning, ikke gælder for sager, der anfægter en medlemsstats afslag på at udøve sin skønsbeføjelse under artikel 17, stk. 1.

Afslag på skønsbeføjelse udløser ikke obligatoriske retsmidler

Domstolen fastslog, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke pålægger medlemsstaterne at fastsætte et effektivt retsmiddel til prøvelse af en afgørelse om afslag på at anvende den diskretionære klausul i artikel 17, stk. 1. Begrundelsen var, at den diskretionære klausul er af fakultativ karakter og adskiller sig fra de obligatoriske ansvarskriterier.

En afgørelse, der er truffet i henhold til Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, kan ikke sidestilles med en afgørelse om overførsel som omhandlet i denne forordnings artikel 27, stk. 1.

Chartrets artikel 47 finder ikke anvendelse