Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU’s institutioner og organer, Europa-Kommissionen, Irland, EU-medlemsstater, Grækenland
Generaladvokat
Wahl
Sagen vedrører en præjudiciel anmodning fra High Court (Irland) om fortolkningen af Dublin III-forordningen (Forordning (EU) nr. 604/2013), særligt med hensyn til ansøgerens ret til effektive retsmidler og opsættende virkning i forbindelse med overførselsafgørelser.
AHY, en somalisk statsborger, ansøgte om international beskyttelse i Irland. Det blev fastslået, at Sverige var den ansvarlige medlemsstat ifølge Dublin-kriterierne, da AHY tidligere havde indgivet ansøgninger der. Irland anmodede derfor Sverige om tilbagetagelse, hvilket blev accepteret.
AHY anfægtede overførselsafgørelsen og anmodede sideløbende den irske justitsminister om at anvende den diskretionære klausul i forordningens artikel 17, stk. 1, for at lade Irland behandle ansøgningen alligevel, primært begrundet i hans psykiske tilstand. Ministeren afviste at udøve skønsbeføjelsen.
Den forelæggende ret var i tvivl om det irske system, hvor afgørelser om overførsel og afslag på at anvende skønsbeføjelsen behandles separat, hvilket rejste spørgsmål om, hvorvidt anfægtelsen af afslaget på den diskretionære klausul (judicial review) skal have samme opsættende virkning, som gælder for klager over selve overførselsafgørelsen (artikel 27, stk. 3). De centrale spørgsmål omhandlede:
Domstolen konkluderede, at retsgarantierne i Dublin III-forordningen, specifikt dem vedrørende opsættende virkning, ikke gælder for sager, der anfægter en medlemsstats afslag på at udøve sin skønsbeføjelse under artikel 17, stk. 1.
Domstolen fastslog, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke pålægger medlemsstaterne at fastsætte et effektivt retsmiddel til prøvelse af en afgørelse om afslag på at anvende den diskretionære klausul i artikel 17, stk. 1. Begrundelsen var, at den diskretionære klausul er af fakultativ karakter og adskiller sig fra de obligatoriske ansvarskriterier.
En afgørelse, der er truffet i henhold til Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, kan ikke sidestilles med en afgørelse om overførsel som omhandlet i denne forordnings artikel 27, stk. 1.
Eftersom ansøgeren ikke har nogen ret i henhold til EU-retten til at kræve, at medlemsstaten anvender den skønsmæssige klausul, finder Chartrets artikel 47 ikke anvendelse på afgørelsen om afslag. Følgelig er Chartrets artikel 47 ikke til hinder for, at en medlemsstat gennemfører overførslen, før der er truffet afgørelse om en anmodning om anvendelse af artikel 17, stk. 1, eller et søgsmål til prøvelse af afslaget.
Domstolen præciserede fortolkningen af Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, vedrørende fristen på seks måneder for overførslen:
Søgsmål til prøvelse af afslag på artikel 17, stk. 1, har ikke opsættende virkning for denne frist.
Publikationen 'Tal og fakta på udlændingeområdet' udkommer en gang årligt og indeholder primært en lang række statistiske opgørelser over antallet af ansøgninger og afgørelser om opholdstilladelser mv. på udlændingeområdet.

Sagen vedrører fortolkningen af begrebet "opholdstilladelse" i artikel 2, litra l), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 (Dublin III-forordningen), som fastlægger kriterierne for, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse.
E. og S. er tredjelandsstatsborgere, der sammen med deres mindreårige børn opholdt sig i en medlemsstat X i kraft af faderens diplomatiske ansættelse. De var i besiddelse af gyldige diplomatkort udstedt af medlemsstat X’s myndigheder i henhold til Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser.
Efter at have forladt medlemsstat X indgav E. og S. ansøgninger om international beskyttelse i Nederlandene. De nederlandske myndigheder (Statssekretæren) afslog at behandle ansøgningerne, idet de mente, at medlemsstat X var ansvarlig i henhold til Dublin III-forordningens artikel 12, stk. 1, da diplomatkortene udgjorde en opholdstilladelse.
Publikationen 'Tal og fakta på udlændingeområdet' udkommer en gang årligt og indeholder primært en lang række statistiske opgørelser over antallet af ansøgninger og afgørelser om opholdstilladelser mv. på udlændingeområdet.
Udlændingenævnet har revideret praksis for opsættende virkning i klagesager om afslag på ægtefællesammenføring, med særligt fokus på sager hvor ægtefællen er flygtning.
E. og S. bestred dette, idet de anførte, at deres opholdsret var direkte afledt af Wienerkonventionen og derfor var af rent konstaterende karakter, og at diplomatkortene ikke faldt ind under forordningens definition af en opholdstilladelse.
Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen for at få afklaret, om et diplomatkort, der er udstedt i henhold til Wienerkonventionen, udgør en "opholdstilladelse" i Dublin III-forordningens forstand. Afgørelsen var afgørende for, om Nederlandene kunne overføre ansvaret for asylbehandlingen til medlemsstat X.

Shamso Abdullahi, en somalisk statsborger, søgte asyl i Østrig, efter at være indrejst ulovligt via Grækenland, Makedoni...
Læs mereDette lovforslag har til formål at skabe den lovgivningsmæssige ramme for, at Danmark kan overføre asylansøgere til et t...
Læs mere