Afgørelse om afslag på ansøgning om støtte til unge nyetablerede landbrugere 2015

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 19. november 2015. Afgørelsen vedrørte afslag på ansøgning om direkte arealstøtte og støtte til unge nyetablerede landbrugere for 2015 på en ejendom i Varde. Sagen overgik til nævnet den 1. februar 2017. Klageren, en landbruger repræsenteret ved en konsulent, påklagede afgørelsen den 17. december 2015. Klageren anførte, at han ikke allerede var etableret i en anden landbrugsmæssig virksomhed på ansøgningstidspunktet, og at Landbrugsstyrelsen havde vejledt ham forkert. Klagen blev behandlet i henhold til Forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a), jf. Forordning (EU) nr. 639/2014 artikel 49, stk. 1, litra b), og Landbrugsstøtteloven § 22 b, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Landbrugsstyrelsens afgørelse. Nævnet fandt, at klageren allerede var etableret som driftsleder i et interessentskab, før han ansøgte om støtte til sin enkeltmandsvirksomhed. Dette betød, at han ikke opfyldte betingelsen om at være nyetableret for den ansøgte virksomhed, da støtten kun kan gives til den første landbrugsmæssige etablering. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Klagers etablering

Nævnet vurderede, at klageren skulle anses for etableret i henhold til Forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a), som følge af sit engagement i interessentskabet. Etableringstidspunktet bedømmes ud fra den unge landbrugers mulighed for at udøve faktisk og langsigtet kontrol over den juridiske person, herunder beslutninger vedrørende drift, fortjeneste og finansiel risiko, jf. Forordning (EU) nr. 639/2014 artikel 49, stk. 1, litra b). Nævnet lagde vægt på, at klageren fra den 1. januar 2014 havde en ejerandel på 33,33 % af interessentskabet, og at interessentskabskontrakten krævede enighed mellem interessenterne for beslutninger, hvilket gav klageren vetoret. Klageren havde desuden ansvaret for malkekvægbesætningen og forpligtede sig til at anvende hele sin arbejdskraft i interessentskabet. Dette indikerede, at klageren var i stand til at udøve den krævede kontrol.

Berettigede forventninger

Nævnet fandt, at Landbrugsstyrelsen havde tilsidesat sin vejledningspligt i henhold til Forvaltningsloven § 7, stk. 1, ved at give en mangelfuld vejledning i en e-mail af 24. marts 2015. Vejledningen om, at etablering krævede ansvar for markdriften, var ukorrekt. Imidlertid vurderede nævnet, at klageren ikke havde fået en berettiget forventning om at modtage støtte. Dette skyldtes, at Landbrugsstyrelsens vejledning var generel og ikke en konkret tilkendegivelse om udfaldet af klagerens specifikke ansøgning. Desuden var klageren allerede etableret i interessentskabet på tidspunktet for den mangelfulde vejledning, hvorfor der ikke var et indrettelseshensyn at tage.