Landsskatteretten ændrer Motorstyrelsens afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift ved leasing af køretøjer til interesseforbundne parter

Sagen omhandlede Motorstyrelsens opkrævning af fuld registreringsafgift på i alt 1.593.357 kr. for seks køretøjer, der oprindeligt var indregistreret med forholdsmæssig registreringsafgift i henhold til Registreringsafgiftsloven § 3 b. Selskabet driver virksomhed med detailhandel, udlejning og leasing af biler. De omstridte leasingaftaler var indgået med personer, der var direktionsmedlemmer i selskabet, og dermed interesseforbundne parter.

Motorstyrelsen (tidligere SKAT) havde godkendt selskabets ansøgninger om indregistrering af køretøjerne med forholdsmæssig registreringsafgift i henhold til Registreringsafgiftsloven § 3 b, stk. 1. Efter en kontrolperiode fra 1. april 2014 til 31. oktober 2017 opkrævede Motorstyrelsen dog fuld afgift med den begrundelse, at selskabet ikke havde levet op til forudsætningerne for tilladelserne. Motorstyrelsen anførte, at leasingaftalerne ikke var afviklet på markedsmæssige vilkår, idet:

• Leasingtager ikke havde betalt førstegangsydelsen ved aftalens indgåelse.
• Leasingtager ikke havde betalt løbende leasingydelser rettidigt.
• Misligholdelse af leasingaftalerne ikke var blevet gjort gældende over for leasingtager.

Motorstyrelsen mente, at selskabet havde udeladt oplysninger, der reelt viste det fulde aftalegrundlag, og at tilladelserne ikke ville være blevet godkendt, hvis SKAT havde haft kendskab til de faktiske forhold. For tre af køretøjerne var afgiftstilsvaret ekstraordinært genoptaget i henhold til Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1. Motorstyrelsen fastholdt, at selskabet som minimum havde udvist grov uagtsomhed ved at afgive urigtige oplysninger.

Klagerens argumenter

Selskabets repræsentant påstod, at der ikke var grundlag for at opkræve fuld registreringsafgift. Repræsentanten gjorde gældende, at der var indtrådt forældelse for tre af køretøjerne, og at Motorstyrelsen ikke havde overholdt proportionalitetsprincippet. Det blev anført, at leasingkontrakterne var reelle, og at forsinkelser i betalinger eller manglende håndhævelse af misligholdelsesbeføjelser ikke ændrede ved aftalernes realitet. Selskabet henviste til, at daværende SKATs praksis tillod fleksibilitet i betalingstidspunkter for førstegangsydelser, og at manglende rettidig betaling skyldtes underbemanding i bogholderiet, ikke et forsøg på at omgå reglerne. Det blev fremhævet, at alle forfaldne betalinger var sket, omend forsinket. Selskabet henviste desuden til Højesterets dom SKM2018.77.HR, der fastslog, at en tilladelse til forholdsmæssig registreringsafgift ikke bortfalder som følge af ændringer uden betydning for tilladelsen eller afgiftsberegningen. Ifølge selskabet var der ikke tale om kamuflerede kreditkøb, da leasingtagerne aldrig blev ejere af køretøjerne, og der var ingen misbrug eller omgåelse af reglerne.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede Motorstyrelsens afgørelse og nedsatte kravet om yderligere registreringsafgift til 0 kr.

Retten bemærkede, at retsgrundlaget mellem parterne fremgik af de indgåede leasingaftaler, som var indgået på markedsmæssige vilkår. Den manglende efterlevelse af aftalevilkår vedrørende betalingsfrister havde alene betydning for retstilstanden mellem parterne og ikke for beregningen af den forholdsmæssige registreringsafgift. Registreringsafgiftsloven § 3 b tager ikke stilling til civilretlige misligholdelser, men alene til forhold, der har betydning for afgiftsberegningen.

Landsskatteretten fandt, at hverken den manglende rettidige betaling af førstegangsydelse og/eller løbende leasingydelser, eller at selskabet ikke havde gjort misligholdelsesbeføjelser gældende over for leasingtagerne, medførte, at der reelt var indgået en anden leasingaftale mellem parterne. Der var heller ikke grundlag for at anse leasingaftalerne for indgået med det formål at opnå en besparelse i registreringsafgiften, da der blev betalt forholdsmæssig registreringsafgift i henhold til køretøjernes værdi.

Med henvisning til Højesterets dom U.2018.77.H (offentliggjort som SKM2018.77.HR) fastslog Landsskatteretten, at Registreringsafgiftsloven § 3 b, stk. 6 ikke gav fornøden hjemmel til at anse en tilladelse til forholdsmæssig registreringsafgift for bortfaldet som følge af ikke-godkendte forsinkelser med betalinger af ydelser i henhold til leasingkontrakterne. Dette skyldtes, at de pågældende forhold var uden betydning for tilladelsen og afgiftsberegningen.

Landsskatteretten konkluderede herefter, at der ikke var grundlag for at opkræve fuld registreringsafgift for de seks køretøjer i henhold til Registreringsafgiftsloven § 3 b.