Konsulentaftale anset for reelt ansættelsesforhold under forskerskatteordningen

Sagen omhandler en norsk statsborger, der anmodede om at blive beskattet efter forskerskatteordningen. Skattestyrelsen gav afslag med den begrundelse, at den indgåede aftale var en konsulentaftale med en selvstændig erhvervsdrivende og ikke en ansættelseskontrakt. Skattestyrelsen lagde vægt på terminologien i aftalen, såsom "Consultant" og "Buyer", samt en bestemmelse, der gav klageren mulighed for at lade en ansat udføre arbejdet. En efterfølgende udarbejdet ansættelseskontrakt med tilbagevirkende kraft blev tillagt ingen betydning.

Klagerens argumentation

Klagerens repræsentant argumenterede for, at sagen skulle afgøres ud fra princippet om "substance over form". Det blev fremhævet, at:

• Et "offer letter" fra før arbejdets start beskrev et ansættelsesforhold med reference til en leder, fast løn og arbejdstid.
• De faktiske forhold opfyldte kriterierne for et tjenesteforhold, herunder instruktionsbeføjelse, fast vederlag, opsigelsesvarsel og afholdelse af udgifter af arbejdsgiveren.
• Klageren havde ingen registreret virksomhed i Norge, hvorfor der ikke kunne være tale om arbejdsudleje.
• Skattestyrelsen i lignende sager ville have anset forholdet for at være et lønmodtagerforhold.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at der på baggrund af en samlet vurdering var tale om et reelt ansættelsesforhold fra arbejdets start. Selvom aftalen var benævnt en konsulentaftale, indeholdt den bestemmelser, der er karakteristiske for et ansættelsesforhold. Dette, sammenholdt med de faktiske omstændigheder og at klageren indgik aftalen personligt, var tilstrækkeligt til at anse betingelserne for anvendelse af Kildeskattelovens §§ 48 E-F for opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at en betingelse for at anvende forskerskatteordningen er, at der foreligger et ansættelsesforhold hos en dansk arbejdsgiver, jf. den dagældende Kildeskattelov § 48 E, stk. 1. Retten henviste til praksis, herunder SKM2016.73.LSR, hvor det fremgår, at selvom en formel ansættelseskontrakt fra start er udgangspunktet, kan konkrete omstændigheder skabe et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at anse et ansættelsesforhold for etableret. Bevisbyrden herfor påhviler klageren.

Efter en samlet konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at klageren havde løftet bevisbyrden for, at han havde påbegyndt et ansættelsesforhold hos en dansk arbejdsgiver den 12. juni 2017. Retten lagde særligt vægt på følgende punkter:

• Kontraktens reelle indhold: Kontrakten indgået den 15. juni 2017 blev anset for en ansættelseskontrakt i sin substans, da den i det væsentligste indeholdt bestemmelser, der typisk regulerer et ansættelsesforhold.
• Personlig aftale: Klageren havde indgået kontrakten personligt og ikke gennem en virksomhed.
• Faktiske omstændigheder: De øvrige faktiske forhold understøttede, at der reelt var tale om et ansættelsesforhold.

På denne baggrund ændrede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse og godkendte, at klageren var omfattet af forskerskatteordningen i henhold til Kildeskattelovens §§ 48 E-F fra og med den 12. juni 2017.