Befordringsgodtgørelse anset for skattepligtig grundet manglende arbejdsgiverkontrol

Sagen omhandler en tolk, der havde modtaget befordringsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver i indkomstårene 2015 og 2016. Skattestyrelsen anså godtgørelsen for skattepligtig, da arbejdsgiveren ikke havde opfyldt sin kontrolforpligtelse i henhold til reglerne i Ligningsloven § 9 B.

Klageren argumenterede for, at afgørelsen var ugyldig på grund af sagsbehandlingsfejl, og at hun havde handlet i god tro og opfyldt sin del af kravene. Hun mente, at ansvaret for manglende kontrol alene påhvilede arbejdsgiveren. Hun fremlagde egne kørselsregnskaber for at dokumentere kørslen.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at arbejdsgiverens kontrol havde været mangelfuld på flere afgørende punkter:

• Godtgørelsen var ikke beregnet på baggrund af den faktiske kørsel.
• Der var udbetalt godtgørelse for en aflyst tur.
• Arbejdsgiveren havde ikke kontrolleret, om klageren anvendte egen bil.
• Kørselsbilagene var ufuldstændige.

Da betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt, blev hele godtgørelsen anset for skattepligtig A-indkomst. Klageren blev dog i stedet berettiget til et standard befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C for den erhvervsmæssige kørsel.

Landsskatterettens afgørelse

Formelle forhold

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens sagsbehandling var i overensstemmelse med gældende regler. Retten lagde vægt på, at klageren havde modtaget et forslag til afgørelse og haft mulighed for at gøre indsigelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 20, stk. 1. Skattestyrelsen havde desuden vejledt om retsgrundlaget og klagemuligheder. At Skattestyrelsen ikke besvarede klagerens mails direkte, men i stedet behandlede indholdet i den endelige afgørelse, blev ikke anset for en fejl, der kunne medføre ugyldighed. Klageren blev ikke anset som part i den separate sag mod hendes arbejdsgiver.

Skattestyrelsens afgørelse blev derfor anset for gyldig.

Materielle forhold

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at den udbetalte befordringsgodtgørelse var skattepligtig personlig indkomst, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4.

For at befordringsgodtgørelse kan være skattefri efter Ligningsloven § 9 B, skal en række betingelser være opfyldt, herunder at arbejdsgiveren fører en effektiv kontrol, jf. § 2 i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse. Landsskatteretten fandt, at denne kontrolforpligtelse ikke var opfyldt af flere grunde:

• Beregning af kørsel: Godtgørelsen blev beregnet ud fra en fast rute fra klagerens bopæl til tolkestedet via Krak, og ikke på baggrund af den faktiske kørsel.
• Udbetaling for ikke-udført kørsel: Klageren modtog godtgørelse for en tur den 17. juni 2016, som blev aflyst, og hvor kørslen derfor ikke fandt sted.
• Manglende kontrol med bil: Arbejdsgiveren havde ikke ført kontrol med, om klageren kørte i egen bil, hvilket er en betingelse for skattefrihed.
• Ufuldstændige kørselsbilag: For flere kørsler var der kun angivet et bynavn og ikke en præcis adresse, hvilket umuliggjorde en effektiv kontrol af de kørte kilometer.

Da betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt, blev hele godtgørelsen anset for skattepligtig. Det forhold, at det var arbejdsgiveren, der havde svigtet sin kontrolforpligtelse, og at klageren handlede i god tro, kunne ikke ændre dette resultat.

Afledt befordringsfradrag

Som konsekvens af at godtgørelsen blev skattepligtig, blev klageren i stedet berettiget til et standard befordringsfradrag for erhvervsmæssig kørsel efter reglerne i Ligningsloven § 9 C. Landsskatteretten godkendte det af Skattestyrelsen beregnede fradrag.