Kørselsgodtgørelse til håndboldspiller anset for skattepligtig grundet manglende arbejdsgiverkontrol

Sagen omhandlede, hvorvidt en håndboldspiller skulle beskattes af modtaget kørselsgodtgørelse fra sin klub, [virksomhed1] A/S, i indkomstårene 2009 og 2011. SKAT og Skatteankenævnet havde anset godtgørelsen for skattepligtig, da de fandt, at klubben ikke havde ført den fornødne kontrol med, om betingelserne for skattefrihed var opfyldt.

Klageren argumenterede for, at kontrollen var tilstrækkelig, og at der var skabt en berettiget forventning efter en tidligere SKAT-kontrol i 2007. Subsidiært anmodede klageren om at få godkendt et standard befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C, hvis godtgørelsen blev anset for skattepligtig.

Landsskatterettens vurdering

Landsskatteretten stadfæstede, at kørselsgodtgørelsen var skattepligtig. Retten konkluderede, at arbejdsgiveren ikke havde levet op til sin kontrolforpligtelse efter reglerne i Ligningsloven § 9 B og den tilhørende bekendtgørelse. De væsentligste mangler i kontrollen var:

• Uoverensstemmelser mellem kørselsrapporter og udbetalinger.
• Godtgørelse for kørsel i egen bil til kampe, hvor der også var arrangeret fælles bustransport, uden at det blev kontrolleret, hvem der benyttede bussen.
• Manglende kontrol med overholdelsen af 60-dages-reglen for kørsel til faste træningssteder.

Retten afviste, at en tidligere SKAT-kontrol kunne skabe en berettiget forventning, da denne kontrol netop havde påpeget mangler ved klubbens procedurer. Dog imødekom Landsskatteretten klagerens subsidiære påstand og hjemviste sagen til SKAT med henblik på at beregne et befordringsfradrag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører den fornødne kontrol. Dette følger af § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Retten fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S, havde ført en effektiv kontrol. Retten lagde vægt på flere forhold:

• Der var uoverensstemmelser mellem de fremlagte kørselsrapporter og de indberettede beløb.
• Der blev udbetalt godtgørelse for kørsel til udekampe, selvom klubben samtidig havde betalt for fælles bustransport, uden at det blev registreret, hvem der kørte med bussen.
• Der var ikke ført kontrol med, om kørslen til træning og hjemmekampe overholdt 60-dages reglen i Ligningsloven § 9 B, stk. 1, litra a, som begrænser skattefri godtgørelse for kørsel til samme arbejdsplads.

På grund af den manglende kontrol blev den udbetalte godtgørelse anset for skattepligtig personlig indkomst i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 5.

Landsskatteretten afviste klagerens argument om en berettiget forventning baseret på en tidligere SKAT-kontrol i 2007. Retten bemærkede, at kontrollen i 2007 netop havde påpeget mangler i kontrolprocedurerne, som selskabet ikke havde rettet op på.

I overensstemmelse med klagerens subsidiære påstand gav Landsskatteretten dog medhold i, at klageren var berettiget til et befordringsfradrag. Sagen blev hjemvist til SKAT for at opgøre fradragets størrelse i henhold til Ligningsloven § 9 C.