Landsskatteretten: Skønsmæssig forhøjelse af indkomst for virksomhed med salg af luksusure

Sagen omhandler en klagers virksomhed med køb og salg af luksusure, hvor SKAT har foretaget en skønsmæssig forhøjelse af virksomhedens resultat for indkomstårene 2012-2015. Klageren havde ikke selvangivet virksomhedens resultat for disse år og havde ikke indsendt fyldestgørende regnskabsmateriale, idet bilag for 2012-2014 angiveligt var gået tabt ved en flytning. SKAT baserede sin skønsmæssige opgørelse på bankkontoudskrifter, posteringstekster og beløb, hvor ind- og udbetalinger blev henført til virksomheden.

Klageren nedlagde påstand om nedsættelse af SKATs forhøjelse og anførte, at en stor del af de medregnede indsætninger var private midler, såsom salg af indbo, gaver fra familien, forsikringsudbetalinger og tilbagebetaling af for meget betalt leasing. Klageren forklarede også, at nogle indsætninger var depositum fra kunder, som senere blev tilbagebetalt, og derfor ikke skulle medregnes som omsætning. Klageren kritiserede SKATs manglende forståelse for branchens praksis, herunder salg af brugte ure under brugtmomsordningen, og påpegede, at SKATs krav oversteg den samlede indtjening i virksomheden.

SKAT fastholdt sin afgørelse med henvisning til, at klageren ikke havde udarbejdet regnskaber efter bogføringsloven eller indsendt fyldestgørende regnskabsmateriale, hvilket berettigede en skønsmæssig ansættelse. SKAT fremhævede, at klageren havde bevisbyrden for, at indsætningerne stammede fra allerede beskattede midler eller var undtaget fra beskatning, og fandt ikke, at klagerens forklaringer var tilstrækkeligt dokumenteret. SKAT havde dog allerede foretaget en justering for salg af privat indbo for 2012.

Sagen omfatter også spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelser for indkomstårene 2012-2013, da varsling af ændring for disse år lå uden for den ordinære frist.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af klagerens virksomhedsresultat for indkomstårene 2012-2015. Dette skyldtes, at klageren ikke havde udarbejdet regnskaber i overensstemmelse med Bogføringsloven eller indsendt fyldestgørende regnskabsmateriale, som krævet af den dagældende Skattekontrolloven § 6, stk. 1. Retten henviste til Skattekontrolloven § 6, stk. 7 og Skattekontrolloven § 5, stk. 3, der giver skatteforvaltningen ret til at skønne indkomsten, hvis anmodninger om regnskabsmateriale ikke efterkommes, samt Skattekontrolloven § 3, stk. 4 ved væsentlige mangler i regnskabsmaterialet.

Det blev fastslået, at klageren har bevisbyrden for, at indsætninger på bankkonti stammer fra allerede beskattede midler eller er undtaget fra beskatning, jf. praksis som SKM2008.905.HR og Statsskatteloven § 4. Klagerens forklaringer om, at en række indsætninger var private og virksomheden uvedkommende, blev ikke anset for underbygget af objektive konstaterbare forhold.

Landsskatteretten nedsatte dog SKATs skøn over omsætningen med 4.000 kr. ekskl. moms for indkomståret 2012 og 4.000 kr. ekskl. moms for indkomståret 2013. Denne nedsættelse dækker mindre indsætninger (under 5.000 kr.) med øreafrundinger, da det blev vurderet usandsynligt, at disse beløb vedrørte salg af luksusure.

Vedrørende depositum fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde dokumenteret, at indsætningerne skulle behandles som balanceposter frem for omsætning og driftsudgifter. Det forhold, at det fremgik af bankkontoudskriften, var ikke tilstrækkelig dokumentation.

Genoptagelsesfrister

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1 var opfyldt for indkomstårene 2012-2013. Dette skyldtes, at klageren groft uagtsomt havde bevirket, at skatteansættelsen var fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, idet der ikke var udarbejdet regnskaber eller indsendt bilag for disse år, og klageren ikke havde reageret på tidligere takseringer. Fristerne i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 blev anset for overholdt, da kundskabstidspunktet tidligst var den 9. oktober 2017. Varsling af ændring for indkomstårene 2014 og 2015 blev anset for gennemført inden for fristerne i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 og Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2.

Ud fra en samlet vurdering stadfæstede Landsskatteretten SKATs skøn i øvrigt, da klageren ikke havde fremlagt oplysninger, der godtgjorde et andet og mere sikkert skøn.