Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om indberetning af befordringsgodtgørelse grundet manglende kontrol og for høj sats

Sagen omhandler SKATs pålæg til en malervirksomhed om at indberette udbetalt befordringsgodtgørelse til selskabets direktør og hovedanpartshaver for indkomstårene 2015 og 2016. SKATs afgørelse blev stadfæstet af Landsskatteretten.

Selskabet havde i 2015 udbetalt 91.843 kr. og i 2016 101.609 kr. i skattefri befordringsgodtgørelse til direktøren. SKAT konstaterede uregelmæssigheder i den fremlagte kørebog, herunder manglende angivelse af fuldstændige geografiske mål, uoverensstemmelser i kilometeraflæsninger, og overskridelse af 20.000 km-grænsen, hvor der fortsat blev udbetalt med den høje sats. For 2016 blev det også bemærket, at den høje sats på 3,70 kr. pr. km blev anvendt, selvom den var nedsat til 3,63 kr. pr. km.

Repræsentanten anerkendte tastefejl i kørselsregnskabet, hvilket resulterede i fejludbetalte beløb på 1.636 kr. i 2015 og 2.816 kr. i 2016, som de accepterede skulle beskattes. De fastholdt dog, at den resterende del af godtgørelsen opfyldte kravene i Ligningsloven § 9b og Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, og at de påpegede fejl var af bagatelagtig karakter. Det blev også oplyst, at direktøren var ordblind, hvilket kunne forklare stavefejl i kørebogen. Repræsentanten mente, at arbejdsgiveren havde kunnet føre tilstrækkelig kontrol ud fra de angivne beskrivelser i kørebogen.

Landsskatterettens afgørelse

Arbejdsgivere har pligt til at indberette A-indkomst og godtgørelser, der udbetales til ansatte, jf. Skattekontrolloven § 7 og Skattekontrolloven § 7a. Godtgørelser for befordringsudgifter medregnes som udgangspunkt ved indkomstopgørelsen, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4, medmindre de er omfattet af Ligningsloven § 9b, stk. 1 og ikke overstiger Skatterådets satser.

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer, jf. Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2, stk. 1. Bogføringsbilag skal indeholde specifikke oplysninger, herunder kørslens erhvervsmæssige formål, dato, mål, antal kørte kilometer, anvendte satser og beregning af godtgørelsen, jf. Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2, stk. 2. Hvis godtgørelsen udbetales med et højere beløb end Skatterådets satser, anses hele den udbetalte befordringsgodtgørelse for personlig indkomst, jf. Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2, stk. 3.

Landsskatteretten fandt, at selskabet i begge indkomstår havde udbetalt befordringsgodtgørelse til en for høj sats for kørte kilometer over 20.000 km pr. indkomstår. Dette medfører, at hele den udbetalte befordringsgodtgørelse anses for skattepligtig for direktøren, jf. Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2, stk. 3. Retten lagde vægt på, at de akkumulerede kørte kilometer i kørebogen ikke var nulstillet ved overgangen til 2016, og at arbejdsgiveren dermed ikke havde ført effektiv kontrol.

Derudover blev det fremhævet, at der stilles strengere krav til dokumentationen for skattefrihed, når der er tale om en hovedanpartshaver, jf. praksis i SKM2010.778.VLR og SKM2013.136.BR. Klagerens henvisning til SKM2018.240.LSR blev afvist, da den sag vedrørte bagatelagtige fejl i rejsegodtgørelse, hvor der var ført effektiv kontrol, hvilket ikke var tilfældet i denne sag, hvor der var udbetalt til en for høj sats.

Selvom der efterfølgende var udarbejdet en oversigt over fejludbetalt godtgørelse, og fejlprocenten ifølge repræsentanten var lav, ændrede dette ikke ved, at arbejdsgiveren ikke havde ført den fornødne kontrol med udbetalingen af befordringsgodtgørelse til den korrekte takst. Da den udbetalte befordringsgodtgørelse anses for skattepligtig, har SKAT med rette pålagt selskabet at indberette beløbet som yderligere A-indkomst.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.