Landsskatteretten: Befordringsgodtgørelse anset som løn grundet manglende kontrol

Sagen omhandlede et selskabs udbetaling af befordringsgodtgørelse til sin direktør, som også var hovedaktionær, og hvorvidt denne godtgørelse skulle anses for skattefri eller som yderligere skattepligtig løn. SKAT havde omkvalificeret den udbetalte befordringsgodtgørelse til yderligere løn for indkomstårene 2011 og 2012.

Selskabets hovedaktivitet var at eje og drive et gods med landbrug, skov, bygninger og udlejningsboliger. Direktøren, der ejede 49% af aktierne, udførte tilsyn, kontorarbejde og andre opgaver forbundet med driften. Befordringsgodtgørelsen blev udbetalt via lønseddel baseret på logbøger fra et GPS-baseret system, ”triplog pro”, og godkendt af selskabets bogholder.

SKATs begrundelse

SKAT anførte, at selskabets udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse ikke opfyldte betingelserne i Ligningsloven § 9B og derfor skulle anses som skattepligtig løn, jf. Statsskatteloven § 4. SKAT fremhævede, at det er arbejdsgiverens ansvar at kontrollere, at skattefri godtgørelse udbetales i overensstemmelse med reglerne, og at manglende kontrol medfører skattepligt. Der blev stillet strenge krav til dokumentationen på grund af interessefællesskabet med hovedaktionæren, jf. SKM2010.778.VLR.

SKAT fandt, at selskabet ikke havde foretaget den krævede kontrol, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1, og at opgørelserne ikke opfyldte betingelserne i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 2. Specifikke kritikpunkter inkluderede:

• Manglende klare administrative rutiner og spor af attestation/korrektion af fejl.
• Ingen dokumentation for udført kontrol.
• Utilstrækkelig angivelse af kørslens formål (f.eks. ”kontor” og ”tilsyn”).
• Manglende mulighed for at identificere den benyttede bil i de enkelte kørsler.
• Manglende kontrol med omfanget af erhvervsmæssig kørsel, jf. SKM2009.430.HR.
• Fejlregistreringer af privat kørsel som erhvervsmæssig (f.eks. kørsel til ”middag” og ”børnehave”).

Selskabets opfattelse

Selskabet påstod, at den udbetalte befordringsgodtgørelse skulle være skattefri. De anførte, at selskabet og direktøren fuldt ud opfyldte samtlige krav til bogføringsbilag og lønmodtagerens bilag, som specificeret i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Selskabet forklarede, at der siden 2005 havde været installeret et elektronisk GPS-baseret kørebogssystem, der automatisk registrerede al kørsel med startsted, mål og delmål. De anvendte forkortelser for stedbetegnelser (f.eks. LB 03 Kontor) og angav, at GPS-positioner muliggjorde fuldstændig kontrol af rute og stop. De erkendte to fejlregistreringer af privat kørsel, men mente, at disse var ubetydelige i forhold til det samlede antal registreringer og ikke burde medføre underkendelse af et ellers detaljeret og kontrolleret kørselsregnskab.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at godtgørelser for udgifter påført af arbejdet medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4. Dette gælder dog ikke for befordringsudgifter omfattet af Ligningsloven § 9B, stk. 1, såfremt godtgørelsen ikke overstiger Skatterådets satser.

Det er en betingelse for at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag med specifikke oplysninger, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1. For hovedaktionærer stilles der strengere krav til dokumentationen for, at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, jf. SKM2010.778.VLR.

Landsskatteretten fandt, at det udarbejdede kørselsregnskab alene var attesteret af bogholderen på forsiden og ikke indeholdt yderligere antydninger af kontrol. Der var ingen markeringer eller korrektioner af eventuelle uklarheder eller fejl, selvom formålet med kørslen flere gange var uklart angivet (f.eks. ”besøg”, ”indkøb”, ”forespørgsel”). Ligeledes var fejlregistreringer vedrørende kørsel til ”børnehave” og ”middag” ikke blevet opdaget.

Dette indikerede, at der ikke var sket en egentlig kontrol og gennemgang af kørselsregnskabet, hvorved betingelsen for at kunne få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse ikke var opfyldt. Det følger af Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 3, at hele den udbetalte befordringsgodtgørelse anses for personlig indkomst, hvis godtgørelsen udbetales med et højere beløb end Ligningsrådets satser.

Da arbejdsgiveren ikke havde ført den fornødne kontrol, var betingelsen for at få udbetalt befordringsgodtgørelsen skattefrit ikke opfyldt, jf. SKM2002.525.VLR, hvor arbejdsgiverens manglende kontrol medførte beskatning af den udbetalte godtgørelse. Befordringsgodtgørelsen blev således anset for personlig indkomst og beskattet i overensstemmelse hermed.

Landsskatteretten stadfæstede herefter SKATs afgørelse.