Principafgørelse om praktisk hjælp og husstandens deltagelse i opgaveudførelsen

Fire sager omhandler borgere, der har ansøgt om praktisk hjælp i hjemmet, hvor kommunerne har afslået eller reduceret hjælpen med henvisning til, at andre husstandsmedlemmer kunne varetage opgaverne. Dette har ført til en principiel behandling af sagerne hos Ankestyrelsen.

I den første sag ansøgte en borger med kronisk forhøjet tryk i lungearterien om rengøringshjælp. Kommunen afslog med henvisning til, at borgerens ægtefælle var rask og på arbejdsmarkedet, selvom ægtefællen var langtidschauffør med lange arbejdsdage og begrænset tid hjemme.

Den anden sag vedrørte en borger, der flyttede sammen med sin ægtefælle, som led af svær KOL og var permanent iltbruger. Kommunen revurderede den bevilgede hjælp og forventede, at den raske borger kunne varetage lette praktiske opgaver som støvaftørring og rengøring af toilet, på trods af borgerens egne udfordringer med slidgigt, tremor og nedsat muskelkraft.

I den tredje sag søgte en borger, der var spastisk lammet i højre arm og venstre ben, om praktisk hjælp og selvudpeget hjælper til pasning af sin datter. Kommunen afslog med den begrundelse, at ægtefællen kunne varetage opgaverne, selvom borgeren ikke selvstændigt kunne løfte eller bære barnet.

Den fjerde sag omhandlede en borger med bindevævssygdom og smerter, der ansøgte om rengøringshjælp. Kommunen afslog med henvisning til, at borgerens voksne hjemmeboende søn kunne varetage opgaverne. Sønnen var dog handelsgymnasieelev med fritidsarbejde og lang transporttid, hvilket begrænsede hans mulighed for at bidrage i det forventede omfang.

Ankestyrelsen har behandlet fire sager principielt for at præcisere kommunernes forpligtelse til at foretage en konkret og individuel vurdering af behovet for praktisk hjælp, især når der er andre husstandsmedlemmer.

Principielle afgørelser

Ankestyrelsen fastslår, at kommuner ikke kan give afslag på hjælp alene med den begrundelse, at der er en ægtefælle eller et voksent barn i husstanden, der potentielt kan varetage opgaverne. Det er den fælles husstand, der deltager i opgaverne, og kommunen skal vurdere, hvad den raske ægtefælle eller det voksne barn med rimelighed og under hensyntagen til deres egen livssituation (arbejde, fritidsinteresser, uddannelse, andre behov) kan varetage.

I den første og fjerde sag hjemviste Ankestyrelsen sagerne til kommunerne for fornyet behandling. Kommunerne skal belyse ægtefællens/sønnens konkrete situation, herunder opholdstid i hjemmet, arbejdsbyrde og mulighed for at hjælpe, samt omfanget og hyppigheden af de nødvendige praktiske opgaver. Det understreges, at krav til husstandsmedlemmers bidrag ikke må overstige, hvad der er normalt i lignende situationer.

I den tredje sag ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse og fastslog, at borgeren havde ret til praktisk hjælp og selvudpeget hjælper. Kommunen skal kortlægge de samlede praktiske opgaver og udmåle den nødvendige hjælp, idet ægtefællen ikke alene må pålægges alle opgaver.

I den anden sag stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, da de vurderede, at de resterende opgaver, som den raske ægtefælle forventedes at varetage, var af let og begrænset karakter og dermed rimelige. Dette understreger, at en vis forventning om bidrag fra husstandsmedlemmer er acceptabel, så længe den er konkret og rimelig.

Ankestyrelsen understreger, at kommunens kvalitetsstandarder for hjælp kun er et udgangspunkt og aldrig må begrænse det frie og individuelle skøn. En helhedsvurdering af borgerens samlede situation, herunder subjektive forhold som værdighed og mulighed for et normalt liv, skal altid indgå i vurderingen af behovet for hjælp efter Serviceloven § 83. Formålet med hjælpen er at vedligeholde færdigheder og afhjælpe følger af nedsat funktionsevne, jf. Serviceloven § 81.