Ligebehandlingsnævnets afgørelse om religion og tro - afskedigelse - påklædning - ej medhold

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at der var tale om både direkte og indirekte forskelsbehandling samt intersektionel diskrimination, da kravet specifikt ramte muslimske kvinder. Hun henviste til, at hun på et andet sygehus havde fået lov at bære lange ærmer under lignende arbejdsforhold.

Indklagede region argumenterede for, at uniformsreglerne var en neutral og nødvendig foranstaltning for at forebygge smittespredning, især over for sårbare patientgrupper som ældre og kræftpatienter. Regionen fremhævede, at de havde gjort væsentlige bestræbelser på at imødekomme klageren, men at ingen af de testede alternativer var praktisk eller hygiejnemæssigt holdbare.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at afskedigelsen af klageren ikke var i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Nævnets begrundelse og vurdering

Nævnet anerkendte indledningsvist, at klagerens ønske om at bære lange ærmer er beskyttet af Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, da der er en nær sammenhæng mellem hendes praksis og hendes religiøse overbevisning.

Retten vurderede dog, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling baseret på følgende kriterier:

• Legitimt formål: Kravet om kortærmede uniformer er objektivt begrundet i at sikre patienternes sikkerhed gennem korrekt håndhygiejne og forebyggelse af smittespredning.
• Hensigtsmæssighed: Reglerne gælder ensartet for alt personale med patientkontakt og er et velegnet middel til at nå det hygiejnemæssige mål.
• Nødvendighed: Nævnet lagde afgørende vægt på, at indklagede havde foretaget grundige undersøgelser og afprøvninger af alternativer. Da disse viste sig at være uforenelige med et effektivt patientflow og de hygiejniske standarder, var det nødvendigt at fastholde kravet over for klageren.

Da parterne selv under forløbet havde måttet konstatere, at der ikke fandtes brugbare løsningsmuligheder, fandt nævnet, at indklagede havde løftet bevisbyrden efter Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a for, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket.

Afslag på genansættelse og klagers argumenter

I november 2013 søgte klager en ledig stilling som afdelingslæge på sin tidligere afdeling, men fik afslag til fordel for en anden ansøger. Klager gjorde gældende, at beslutningerne var udtryk for antisemitisme. Han fremhævede blandt andet følgende punkter:

• Hans omfattende videnskabelige produktion med 84 internationale publikationer og en Ph.d.-grad.
• Oplevelser med drillerier om hans kostvaner og spørgsmål til hans religiøse ortodoksi i tiden op til afskedigelsen.
• Påstande om, at de ledelsesmæssige vurderingsskemaer var subjektive og ikke tog højde for hans objektive kvalifikationer.
• En generel samfundsmæssig tendens med stigende antisemitisme.

Indklagede anførte derimod, at de valgte ansøgere til de ledige stillinger blev vurderet ud fra en helhedsvurdering af de syv lægeroller, og at klagers religion aldrig havde spillet en rolle i hverken afskedigelsesprocessen eller ansættelsesproceduren.