Afslag på lovliggørende dispensation til to udsigtsstuer i Tøndermarsken – strid med lovens formål og præcedensvirkning

Nævnet bemærkede indledningsvis, at Tønder Kommunes afgørelse om påbud ikke kunne påklages efter Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken § 44, stk. 1-5. Klagenævnets behandling vedrørte derfor alene spørgsmålet om dispensation.

Nævnet fastslog, at ejendommen er beliggende i et område, hvor Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken § 2, stk. 1 har til formål at bevare marsken som et samlet naturområde, herunder det åbne landskab uden dominerende anlæg. Loven fastsætter forbud mod yderligere bebyggelse eller væsentlige om- og tilbygninger jf. Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken § 10, stk. 1, nr. 1.

Lovlighedsvurdering og berettigede forventninger

Nævnet var enig med kommunen i, at klageren ikke kunne have berettigede forventninger om udsigtsstuernes lovlighed. Dette skyldtes, at Nævnet allerede i afgørelsen af 12. juni 2020 havde fastslået, at byggeriet var opført i strid med Tøndermarskloven, og at ejendommen ved købstidspunktet var tinglyst med et påbud om fjernelse.

Ifølge Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken § 41 påhviler det den til enhver tid værende ejer at berigtige et ulovligt forhold.

Nævnet afviste klagerens henvisning til tidligere tilladelser, da Sønderjyllands Amt alene havde meddelt dispensation i 1999 til genopførelse af en karnaplignende bygning på 12-15 m² i kælderniveau, og ikke til de to vindfang, som i dag fungerer som udsigtsstuer.

Strid med lovens formål

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at de ansøgte udsigtsstuer – selv i den reducerede størrelse – fortsat ville være i strid med tøndermarsklovens formål.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har lagt afgørende vægt på, at praksis på området er restriktiv, samt at udsigtsstuerne med den ansøgte størrelse og udformning fortsat vil fremstå markante i forhold til det oprindelige byggeri.

Nævnet lagde vægt på, at en dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning i andre lignende sager i det restriktive område. Det forhold, at ejendommen var omringet af beplantning, kunne ikke føre til en anden vurdering, da udsigtsstuerne ændrede den landskabelige oplevelse af området i strid med lovens formål.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at udsigtsstuerne er en væsentlig udvidelse af bygningsmassen, der fremstår mere dominerende og bombastisk i landskabet end den oprindelige bygning. Dette er i strid med Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken § 10, stk. 1, nr. 1, som forbyder yderligere bebyggelse eller væsentlige om- og tilbygninger i området. Kommunen fremhævede, at lovens formål er at bevare Tøndermarsken som et samlet naturområde af national og international betydning, herunder det åbne marsklandskab uden dominerende anlæg og bebyggelser. Det bebyggede areal var forøget fra 143 m² til 183 m², og beboelsesarealet fra 226 m² til 278 m².

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedargumenter:

• Klager var i god tro ved overtagelsen af ejendommen.
• Kommunen havde fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort på grund af passivitet, da udestuerne blev opført i 2000, og kommunen var 3 år og 2 måneder om at reagere på klagerens ansøgning om lovliggørelse.
• Der var ingen risiko for præcedens, da sagens hændelsesforløb var meget specielt.

Kommunens bemærkninger til klagen

Tønder Kommune fastholdt, at udsigtsstuerne var ulovlige og opført mod bedre vidende af den tidligere ejer. Kommunen beklagede den lange sagsbehandlingstid, men fandt ikke, at dette gav anledning til at tilsidesætte håndhævelsen af Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken.