Stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation for to udsigtsstuer

Sagen omhandler et afslag på lovliggørende dispensation til to udsigtsstuer på en ejendom i Tøndermarsken, som Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet. Ejendommen, der oprindeligt var et dobbelthus for grænsegendarmer, er beliggende i Natura 2000-område nr. 89 Vadehavet, et stort set ubebygget område præget af kanaler og græsarealer.

De omstridte udsigtsstuer og tilhørende terrasser blev opført af den tidligere ejer i perioden 1999-2000. Dette skete på trods af, at Sønderjyllands Amt gentagne gange havde meddelt afslag på lignende byggerier, herunder havestuer og vindfang, og endda påbudt fjernelse af allerede opført byggeri. Amtet havde dog i januar 2000 givet dispensation til at genopføre to carporte med åbne terrasser ovenpå, men ikke til de lukkede udsigtsstuer.

Den nuværende ejer overtog ejendommen i 2012 og ansøgte i 2014 Tønder Kommune om landzonetilladelse til lovliggørelse af bygningsmassen, da der var uoverensstemmelse mellem BBR-registeret og de faktiske forhold. Tønder Kommune meddelte den 3. maj 2018 afslag på ansøgningen og påbud om fjernelse af udsigtsstuerne.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at udsigtsstuerne er en væsentlig udvidelse af bygningsmassen, der fremstår mere dominerende og bombastisk i landskabet end den oprindelige bygning. Dette er i strid med Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken § 10, stk. 1, nr. 1, som forbyder yderligere bebyggelse eller væsentlige om- og tilbygninger i området. Kommunen fremhævede, at lovens formål er at bevare Tøndermarsken som et samlet naturområde af national og international betydning, herunder det åbne marsklandskab uden dominerende anlæg og bebyggelser. Det bebyggede areal var forøget fra 143 m² til 183 m², og beboelsesarealet fra 226 m² til 278 m².

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedargumenter:

• Klager var i god tro ved overtagelsen af ejendommen.
• Kommunen havde fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort på grund af passivitet, da udestuerne blev opført i 2000, og kommunen var 3 år og 2 måneder om at reagere på klagerens ansøgning om lovliggørelse.
• Der var ingen risiko for præcedens, da sagens hændelsesforløb var meget specielt.

Kommunens bemærkninger til klagen

Tønder Kommune fastholdt, at udsigtsstuerne var ulovlige og opført mod bedre vidende af den tidligere ejer. Kommunen beklagede den lange sagsbehandlingstid, men fandt ikke, at dette gav anledning til at tilsidesætte håndhævelsen af Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Tønder Kommunes afgørelse af 3. maj 2018 om afslag på ansøgning om lovliggørende dispensation til de to udsigtsstuer. Nævnet bemærkede indledningsvist, at kun den del af afgørelsen, der vedrører afslag på ansøgning om lovliggørende dispensation, kunne påklages efter Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken § 44, stk. 1-5, og ikke påbuddet om fjernelse.

Vurdering af passivitet

Nævnet vurderede spørgsmålet om myndighedspassivitet. Det er i nævnets praksis antaget, at myndighedens ret til at forlange fysisk lovliggørelse kan fortabes, når der er gået en vis længere tid. Dette afhænger af en konkret vurdering, hvor karakteren af den ulovlige indretning og afvejningen af den almene interesse i lovliggørelse over for hensynet til ejeren/brugeren indgår. Jo stærkere en beskyttelsesinteresse, desto flere år skal der gå, før retten fortabes.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke var medgået så lang tid (18 år fra byggeriets færdiggørelse til påbuddets fremsendelse), at kommunens ret og pligt til at håndhæve forholdet var fortabt. Nævnet lagde vægt på, at der er tale om en forbudsbestemmelse i Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken § 10, stk. 1, nr. 1, at praksis for dispensation er restriktiv, og at der tidligere var meddelt afslag på lignende byggerier. Desuden havde klageren ved køb af ejendommen kunnet konstatere, at der ikke var overensstemmelse mellem BBR og de faktiske forhold, hvilket gav mulighed for at undersøge byggeriets lovlighed. Det forhold, at den daværende kommune ikke aktivt fulgte op på afslaget, kunne ikke føre til et andet resultat.

Vedrørende den kommunale sagsbehandlingstid efter klagerens ansøgning i 2014 fandt nævnet heller ikke, at den forløbne tid (ca. 1 år og 3 måneder fra kommunen gjorde klager opmærksom på det ulovlige forhold til varsel om afslag) var tilstrækkelig til, at kommunens håndhævelsesret var fortabt. Hensynet til beskyttelsen efter Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken vejede tungere end hensynet til klageren.

Vurdering af dispensation

Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Tønder Kommunes vurdering af, at det ansøgte var i strid med lovens formål, jf. Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken § 38, stk. 1. Nævnet lagde vægt på den restriktive praksis på området, den uønskede præcedensvirkning en dispensation ville kunne medføre, samt at udsigtsstuerne med deres størrelse og udformning fremstår markante og ændrer den landskabelige oplevelse af området i strid med lovens formål, jf. Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken § 2, stk. 1 og Lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken § 2, stk. 2, nr. 1.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.