Skattepligt af udbetalt befordringsgodtgørelse til hovedanpartshaver – manglende kontrol med udbetaling

• Der var udbetalt godtgørelse for kørsel til Tyskland i lejet bil (12.144 kr. i alt), hvilket klageren erkendte var en fejl.
• Kørselsregnskaberne oprindeligt ikke angav, hvilken bil der var kørt i, og kun bynavn som destination, hvilket gjorde kontrol vanskelig.
• Der stilles skærpede krav til dokumentationen på grund af interessefællesskabet mellem klageren og selskabet, jf. SKM2015.73.ØLR.

Klagerens repræsentant argumenterede for, at klageren havde fuld brugsret til ægtefællens Jaguar, og at kørsel i denne bil skulle sidestilles med kørsel i egen bil. Det blev fremhævet, at der var fremlagt omfattende dokumentation, herunder kørselsregnskaber (berigtiget med specifikke adresser og bilvalg), kalenderprint, mødereferater og korrespondance med kunder, som entydigt dokumenterede den erhvervsmæssige kørsel. Repræsentanten mente, at selskabet havde opfyldt de formelle krav til et kørselsregnskab i henhold til Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2.

Klageren var desuden uenig i SKATs skønsmæssige beregning af befordringsfradraget efter Ligningsloven § 9 C, som SKAT havde fastsat til 2.343 kr. i 2013 og 2.310 kr. i 2014, baseret på et skøn over erhvervsmæssig kørsel på 7.000 km årligt, fratrukket de første 24 km dagligt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at den udbetalte befordringsgodtgørelse var skattepligtig, og at befordringsfradraget skulle beregnes efter SKATs skøn. Retten lagde vægt på, at der forelå et interessefællesskab mellem klageren og selskabet, hvilket medfører et særligt strengt beviskrav til dokumentationen for, at betingelserne for skattefri udbetaling er opfyldt. Bevisbyrden for dette påhviler modtageren af godtgørelsen, jf. SKM2013.136.BR.

Retten fandt det ikke godtgjort, at selskabet havde ført den fornødne kontrol med de oplysninger, der dannede grundlag for udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2. Dette blev begrundet med flere forhold:

• Der var udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel til Tyskland i to tilfælde (oktober 2013 og januar 2014), selvom kørslen var foretaget i en af selskabet lejet bil og ikke klagerens egen bil.
• Det oprindelige kørselsregnskab angav ikke, hvilken bil der var anvendt til kørslen, hvilket forhindrede arbejdsgiveren i at føre tilstrækkelig kontrol med de kørte kilometer, jf. SKM2004.45.LSR.
• Klageren, som hovedanpartshaver, kontrollerede selv kørselsregnskaberne, hvilket ikke opfyldte kravet om uafhængig kontrol.

Landsskatteretten henviste til Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 3, og retspraksis som SKM2007.247.HR, der fastslår, at arbejdsgiverens manglende kontrol medfører, at hele den udbetalte godtgørelse er skattepligtig. Da klageren ikke havde fremlagt en specifik opgørelse til støtte for sin påstand om ændring af befordringsfradraget, fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige beregning heraf i henhold til Ligningsloven § 9 C.

SKATs afgørelse

SKAT omkvalificerede den udbetalte befordringsgodtgørelse på 70.842 kr. til skattepligtig løn. SKAT begrundede dette med, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at befordringsgodtgørelsen kunne udbetales skattefrit, idet der ikke var ført den fornødne kontrol med, at kørslen var foretaget i egen bil. SKAT henviste til, at kørselsregnskaberne ikke specificerede, hvilken bil der var kørt i, og at der var udbetalt godtgørelse for kørsel i lejet bil. SKAT påpegede også, at der som følge af interessefællesskabet mellem selskabet og hovedanpartshaveren stilles skærpede krav til dokumentationen, jf. SKM2013.136.BR og SKM2015.73.ØLD. SKAT mente, at de fremlagte bilag (kalenderprint, korrespondance) alene bekræftede mødernes afholdelse, men ikke dokumenterede kørsel i egen bil.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at den udbetalte skattefri befordringsgodtgørelse på 58.698 kr. skulle godkendes. Repræsentanten anførte, at hovedanpartshaveren havde haft et erhvervsmæssigt kørselsmønster svarende til de udbetalte kilometer, og at selskabet havde ført den påkrævede kontrol. Det blev fremhævet, at hovedanpartshaveren havde fuld brugsret til ægtefællens Jaguar, og at kørsel i denne derfor var sidestillet med kørsel i egen bil. Repræsentanten bestred SKATs påstand om manglende dokumentation og henviste til de berigtigede kørselsregnskaber, der nu indeholdt specifikke adresser og angivelse af bil. Derudover blev der fremlagt kalenderprint, mødereferater og korrespondance som yderligere dokumentation for mødernes afholdelse. Repræsentanten argumenterede for, at de lovbestemte formaliakrav i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2 var opfyldt, og at selskabet havde ført den fornødne kontrol. Klageren mente, at SKATs henvisning til SKM2013.136.BR netop understøttede en konkret vurdering, der i denne sag burde føre til godkendelse af godtgørelsen.