Manglende fradrag for virksomhedsunderskud og nægtet anvendelse af virksomhedsordning grundet manglende erhvervsmæssig aktivitet

Sagen omhandlede, hvorvidt klagerens virksomhed, der ejede og tidligere udlejede en erhvervslejlighed, kunne anses for erhvervsmæssig i indkomstårene 2013, 2014 og 2015. Dette havde betydning for klagerens ret til fradrag for underskud og anvendelse af virksomhedsordningen. Virksomheden havde tidligere drevet advokatvirksomhed, og lejligheden havde fungeret som kontor og arkiv. Efter overdragelse af advokatvirksomheden til et anpartsselskab i 1993, blev lejligheden udlejet til selskabet. Advokatvirksomheden i anpartsselskabet ophørte pr. 30. juni 2012, og lejligheden har ikke været udlejet siden 31. december 2012.

Klageren havde selvangivet betydelige underskud i de omhandlede år og ønskede at anvende virksomhedsordningen:

SKAT nægtede fradrag for underskuddene og anvendelse af virksomhedsordningen med den begrundelse, at virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig. SKAT lagde vægt på, at der ingen lejeindtægter havde været i de pågældende år, og at der ikke var gjort tilstrækkelige bestræbelser på at udleje lejligheden. SKAT mente ikke, at driften kunne blive overskudsgivende (rentabilitets- og intensitetskravet).

Klageren argumenterede for, at virksomheden var en afviklingsvirksomhed, og at den ikke skulle udlejes, da det kunne påvirke salgsprisen negativt. Klageren henviste til, at forældrekøbslejligheder anerkendes som erhvervsmæssige, selvom de ofte er underskudsgivende, og påberåbte sig lighedsgrundsætningen. Klageren gjorde også gældende, at SKATs forslag til afgørelse var udsendt for sent.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, idet den fandt, at udlejningsvirksomheden ikke var erhvervsmæssig i de påklagede indkomstår på grund af manglende indtægter og utilstrækkelige udlejnings- og salgsbestræbelser. Retten afviste klagerens sammenligning med forældrekøbslejligheder og fastholdt, at der skal være en vis intensitet og seriøsitet i udlejningsbestræbelserne. Da virksomheden ikke var erhvervsmæssig, kunne virksomhedsordningen ikke anvendes. Endelig fandt Landsskatteretten, at SKATs forslag til afgørelse var udsendt rettidigt, da det afgørende tidspunkt er udsendelsestidspunktet, ikke modtagelsestidspunktet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at udlejningen af lejligheden ikke kunne anses for erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende i indkomstårene 2013-2015. Ved vurderingen blev der særligt henset til, at der ikke havde været realiseret nogen lejeindtægt i de omhandlede år, ligesom der ikke var gjort bestræbelser på at indgå en ny lejeaftale med anden part. Det blev vurderet, at bestræbelserne på opnåelse af lejeindtægter og forsøg på salg ikke havde været tilstrækkeligt intensive og seriøse.

Derfor var der grundlag for at fravige udgangspunktet om, at indtægter ved udlejning af fast ejendom er erhvervsmæssig indkomst, allerede fordi der slet ikke havde været realiseret nogen indtægt fra udlejning siden 2012. Udgifter vedrørende ejendommen kunne herefter ikke anses for afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indtægten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Det af klageren anførte omkring forældrekøbslejligheder gav ikke anledning til en ændret vurdering. Udlejningsvirksomhed skal i alle tilfælde vurderes konkret, og i tilfælde hvor der er manglende intensitet, når der i en periode er begrænsede eller ingen lejeindtægter, vil dette kunne føre til, at virksomheden ikke længere kan anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Ifølge praksis tillægges det afgørende vægt, om der er sket udlejningsbestræbelser af en vis intensitet og seriøsitet, for at udlejningen af en ejendom fortsat kan betragtes som erhvervsmæssig. Dette fremgår bl.a. af Landsskatterettens afgørelse af 18. september 2019, jr. nr. 17-0521040, hvor en ejendom ikke havde været udlejet i 4 1/2 år, og hvor Landsskatteretten fandt, at der efter 12 måneder med forgæves udlejningsforsøg ikke længere var tale om erhvervsmæssig virksomhed.

I denne sag var der slet ikke gjort nogen tiltag til udleje, efter at advokatanpartsselskabet var ophørt, og de tiltag, der var gjort i forhold til salg af ejendommen, fandtes ikke at have tilstrækkelig intensitet eller seriøsitet til, at virksomheden kunne anses for erhvervsmæssigt drevet i de påklagede indkomstår.

Det blev bemærket, at lejligheden anses for et anlægsaktiv og ikke et omsætningsaktiv, idet aktiviteten og indtægten havde været udlejning af fast ejendom og ikke køb og salg af fast ejendom. En ejendom/lejlighed i denne sammenhæng kan derfor ikke i sig selv opretholde status som erhvervsmæssig virksomhed i en hvilken som helst periode, hvis aktiviteten med udlejning anses for ophørt.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse på dette punkt.

Virksomhedsordningen

Det fremgår af Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1, at virksomhedsskattelovens regler kun kan anvendes for erhvervsmæssige virksomheder. Da klageren blev anset for ophørt med at drive erhvervsmæssig virksomhed i 2012, og der ikke var drevet erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2013-2015, kunne ordningen ikke anvendes for disse indkomstår.

Formalitet – fristoverskridelse

Skatteforvaltningen skal ifølge Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, udsende forslag til afgørelse senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af indkomståret. Det afgørende tidspunkt er udsendelsestidspunktet – ikke hvornår et forslag bliver modtaget hos den skattepligtige. SKATs forslag var dateret den 27. april 2017 og poststemplet den 28. april 2017. Dermed var udsendelse sket indenfor den angivne frist, og afgørelsen var derfor ikke ugyldig.