Døgnpleje - Sondring mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende - Honorarindkomst

Sagen omhandler klagerens skattemæssige kvalifikation af indkomst fra døgnplejeaktivitet og domsmandsvirksomhed for indkomståret 2015. SKAT havde oprindeligt anset klageren for lønmodtager for døgnplejeaktiviteten og ændret indkomsten på 659.834 kr. til lønindkomst, hvilket medførte en nedsættelse af overskud af virksomhed og ændring af kapitalafkastet.

Klageren og ægtefællen har drevet døgnpleje siden 1990'erne og havde i 2015 fem plejebørn boende. Indkomsten fra [by3] Kommune på 655.438 kr. blev indberettet som A-indkomst og inkluderede vederlag for støtte til plejebørnenes forældre samt omkostnings- og kørselsgodtgørelse. Klageren modtog også 4.400 kr. fra Domstolsstyrelsen som domsmand, ligeledes indberettet som A-indkomst. Ægteparret ejer en stor bolig, hvor døgnplejen foregår, og en naboejendom, der delvist anvendes til plejebørnenes aktiviteter og ægtefællens fotovirksomhed.

Klagerens repræsentant argumenterede for, at døgnplejeaktiviteten skulle anses som selvstændig erhvervsvirksomhed baseret på kriterierne i Cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven. Argumenterne inkluderede:

• Ingen instruktionsbeføjelse: Kommunens tilsyn er lovpligtigt og ikke en instruktionsbeføjelse.
• Flere hvervgivere: Virksomheden havde anbringelser fra flere kommuner og andre bierhverv.
• Ingen løbende arbejdsydelse: Forpligtelsen var begrænset til de enkelte kontrakter pr. barn.
• Frihed til arbejdstid: Døgnplejevirksomheden fastsatte selv arbejdstiden og brugte betalt medhjælp.
• Ingen almindeligt opsigelsesvarsel: Kontrakterne havde kortere varsler end Funktionærloven § 2, stk. 2, og retten til godtgørelse ophørte ved de facto afbrydelse.
• Vederlag ikke som i tjenesteforhold: Vederlaget var baseret på "normalvederlag" pr. barn og kunne nedsættes.
• Økonomisk risiko: Klageren afholdt udgifter til afløsning ved sygdom/fravær og bar den fulde økonomiske risiko.
• Ansat personale: Virksomheden havde ansat lønnet medhjælper.
• Egne redskaber og lokaler: Klageren ejede driftsmidler, bygninger og materialer.
• Autorisation og annoncering: Døgnpleje kræver godkendelse efter Serviceloven § 66a, stk. 1 og Lov om socialtilsyn § 6 og annonceres på Tilbudsportalen efter Serviceloven § 14.
• Ansvar for ulykker: Klageren var ikke omfattet af kommunens arbejdsskadeforsikring og bar ansvarsforsikring for plejebørnene.

Subsidiært blev det anført, at klageren, selv som lønmodtager, skulle have fradrag for driftsomkostninger, der oversteg de skattefrie godtgørelser, jf. forarbejderne til Ligningsloven § 9, stk. 6.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og fastslog, at klageren for døgnplejeaktiviteten skulle anses for lønmodtager, mens vederlaget fra domsmandsaktiviteten skulle anses for honorar.

Døgnplejeaktivitet – Lønmodtagerstatus

Landsskatteretten lagde vægt på følgende forhold ved vurderingen af døgnplejeaktiviteten:

• Aftaleforhold: Kontrakten med [by3] Kommune etablerede en løbende arbejdsydelse med fast månedligt vederlag.
• Vederlag og ansættelsesvilkår: Vederlaget blev udbetalt som A-indkomst med lønsedler, ret til feriegodtgørelse og adgang til dagpenge. Klageren var underlagt et opsigelsesvarsel og havde klageadgang vedrørende plejebarnets flytning. Disse forhold talte for et lønmodtagerforhold.
• Over-/underordnelsesforhold: Kommunens godkendelseskrav, pligt til at oplyse om personlige og økonomiske forhold samt tilsynsret, indikerede et over-/underordnelsesforhold. Frihed til at tilrettelægge arbejdsdagen blev ikke tillagt afgørende vægt, da dette også ses hos visse lønmodtagere (f.eks. læger, undervisere).
• Økonomisk risiko og godtgørelser: De fastsatte godtgørelser for kost og logi mv. tilsigtede at dække de almindelige udgifter ved plejebarnets ophold. Befordringsgodtgørelse for aftalt kørsel betød, at hvervgiver afholdt kørselsudgifter. Dette talte imod, at klageren handlede for egen regning og risiko, og at vederlaget var nettoindkomst.
• Ansvarsforsikring: Selvom klageren skulle tegne ansvarsforsikring for plejebørnene og dermed bar en vis økonomisk risiko, var dette ikke tilstrækkeligt til at kvalificere aktiviteten som selvstændig erhvervsvirksomhed.
• Øvrige argumenter: Klagerens mulighed for at holde fri ved sygdom/ferie og ansættelse af medarbejder kunne ikke medføre et andet resultat. Henvisningen til Landsskatterettens kendelse LSR 14-3510681 blev afvist, da der i nærværende klagesag var overvejende argumenter for at anse klageren for lønmodtager, og kontrakterne var indgået personligt, ikke af en selvstændig virksomhed. Udlejning af fast ejendom og lovpligtig registrering på Tilbudsportalen efter Serviceloven § 14 blev ikke tillagt betydning. Anvendelse af egne ”redskaber” (hjemmet, bil) blev anset for kompenseret via godtgørelser og ikke som særlige erhvervsredskaber. Køb af bopæl i 1993 og naboejendom i 2011 samt en 7-personers bil i 2008 blev ikke anset for at medføre en tilstrækkelig økonomisk risiko forbundet med døgnplejeaktiviteten, da de primært var private anskaffelser eller ikke havde tilstrækkelig sammenhæng med indkomsterhvervelsen.

Fradrag for udgifter til plejebørnene

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for at have afholdt lønmodtagerudgifter, der kunne fratrækkes efter Ligningsloven § 9, stk. 1. Retten henviste til, at udgifter, der i almindelighed anses som privatudgifter, kræver dokumentation for at være merudgifter nødvendige for indkomsterhvervelsen. De takstmæssige godtgørelser fra kommunen var forudsat at dække de almindelige og nødvendige udgifter. Klagerens regnskab viste udgifter af samme art som dem, der var forudsat dækket af vederlaget eller krævede særskilt godkendelse (f.eks. beklædning, kost, udflugter, gaver). Klageren havde ikke godtgjort, at yderligere afholdte udgifter havde en direkte og umiddelbar forbindelse til plejeforholdet. Udgifter relateret til huse, campingvogn, biler og rengøring kunne derfor ikke fradrages som lønmodtagerudgifter over bundgrænsen.

Domsmandsaktivitet – Honorarmodtagerstatus

Vederlaget på 4.400 kr. fra Domstolsstyrelsen som domsmand blev anset for honorarindkomst. Landsskatteretten vurderede, at dette forhold ikke etablerede et egentligt tjenesteforhold til hvervgiveren, men heller ikke kunne kvalificeres som selvstændig erhvervsvirksomhed, da der ikke forelå fornøden intensitet eller systematisk indtægtserhvervelse. Vederlaget var ikke en del af døgnplejeaktiviteten.