Døgnpleje af anbragte børn anset som selvstændig virksomhed

Sagen omhandlede, hvorvidt den døgnpleje/familiepleje, som klageren driver med to anbragte piger, skulle betragtes som selvstændig virksomhed i skattemæssig henseende. SKAT havde i et bindende svar afgjort, at aktiviteten ikke var selvstændig virksomhed, men Landsskatteretten ændrede dette til et Ja.

Faktiske omstændigheder

Klageren begyndte i 2009 at have to piger, født i 2000 og 2001, i døgnpleje. Pigerne havde særlige behov for pleje og omsorg, krævede massiv voksenstøtte og styring i dagligdagen, og havde svært ved at begå sig socialt. Dette medførte, at klageren og hendes ægtefælle skulle stå til rådighed døgnet rundt, deltage i lægebesøg, samvær med biologiske forældre, kurser og supervision. Deres liv var tilrettelagt ud fra plejebørnenes behov, og de måtte ikke tage andet arbejde ved siden af. De havde erhvervet to biler grundet omfattende transportbehov, og fra december 2012 blev pigerne hjemmeundervist af klageren efter en skoles konkurs.

Klageren og hendes ægtefælle boede på en mindre landejendom, hvor de i 2012 påbegyndte en tilbygning på 46 m2 for at imødekomme pigernes behov for mere plads og for at reducere konflikter. Ejendommen var vurderet som en bebølsesejendom på 16.000 m2.

Kommunale aftaler med [by2] Kommune fastsatte månedlige plejevederlag på 2 x 30.420 kr. samt beløb til kost og logi. Fra 1. januar 2012 valgte klageren en virksomhedsordning, hvilket betød, at udbetalingen skete som B-indkomst, og klageren frasagde sig rettigheder under ferieloven, kommunens arbejdsskadeforsikring og dagpengegodtgørelse. Plejefamilien afholdt selv alle øvrige udgifter, herunder ansvars- og ulykkesforsikring for pigerne. En tidligere aftale specificerede, at plejevederlaget skulle dække udgifter til ferierejser, udflugter, fritidsaktiviteter m.v. Fra august 2011 skulle udgifter til fritidsaktiviteter dækkes af omkostningsbeløbet.

Klageren og hendes ægtefælle lod sig virksomhedsregistrere pr. 1. januar 2012 som interessentskabet [virksomhed2] I/S, hvor klageren var pædagogisk ansvarlig og ægtefællen stod for kørsel. De havde udbetalt A-indkomst til en datters samlever for barnepigehjælp.

SKATs afgørelse og klagerens påstand

SKAT begrundede sit afslag med, at plejeforholdet blev udført fra eget hjem, der ikke blev anvendt lønnet medhjælp (kun en nærtstående som barnepige), og at der ikke var afholdt væsentlige udgifter ud over de kommunalt godtgjorte beløb. SKAT mente heller ikke, at klageren havde påtaget sig en økonomisk risiko, og anså tilbygningen og bilkøbene for ikke direkte foranlediget af plejebørnenes ophold.

Klageren påstod, at døgnplejen var drevet som fuldtidsbeskæftigelse for egen regning og risiko med økonomisk gevinst for øje. Hun fremhævede sin pædagogiske uddannelse, overgangen til virksomhedsordning godkendt af kommunen og Kommunernes Landsforening, samt stiftelsen af interessentskabet. Klageren argumenterede for, at de afholdte udgifter (lønnet medhjælp, forsikringer, omfattende kørsel, ferier, tøj og forbrug) væsentligt oversteg de modtagne beløb. Hun henviste til righoldig praksis, herunder Højesterets dom af 12. december 1997, offentliggjort i TfS 1998, 70, Højesterets dom af 9. maj 1996, offentliggjort i TfS 1996, 449, og Vestre Landsrets dom af 17. juni 2004, offentliggjort i TfS 2004, 652, der anerkendte selvstændig erhvervsvirksomhed under lignende omstændigheder. Klageren fremhævede også den økonomiske risiko, illustreret ved hjemmeundervisning af pigerne og muligheden for at modtage flere plejebørn.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf afgørelse på baggrund af de faktiske forhold pr. 1. januar 2012. Vurderingen af, om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed i skattemæssig henseende, blev foretaget i henhold til kriterierne angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskattelovens punkt 3.1.1, samt inden for rammerne af Landsskatterettens og retspraksis, herunder Højesterets dom af 12. december 1997, offentliggjort i TfS 1998, 70.

Landsskatteretten definerede selvstændig erhvervsvirksomhed som en aktivitet, der udøves for egen regning og risiko med det formål at opnå et overskud, i modsætning til en lønmodtager, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold efter hvervgiverens anvisninger og for dennes regning. I tvivlstilfælde skal afgrænsningen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af forholdet mellem hvervgiver og hvervtager.

Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at klageren under de givne omstændigheder kunne anses for selvstændig erhvervsdrivende med døgnpleje af anbragte børn. Der blev især lagt vægt på, at det i den konkrete sag var tilstrækkeligt godtgjort, at klageren med rette havde afholdt udgifter, der væsentligt oversteg de beløb, kommunen havde betalt.

Landsskatteretten gav klageren medhold og ændrede SKATs bindende svar fra NEJ til JA.