Døgnpleje: Afgørelse om lønmodtagerstatus for medarbejdende ægtefælle

Sagen omhandler, hvorvidt klageren skulle anses for selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager i forbindelse med døgnplejeaktivitet for indkomstårene 2013 og 2014. Klageren har sammen med sin ægtefælle drevet døgnpleje fra deres private adresse, hvor ægtefællen ifølge kontrakterne var den primære kontraktpart med kommunerne. Dog modtog klageren vederlag for et specifikt plejebarn fra [by3] Kommune, som blev indberettet som A-indkomst.

SKAT havde afgjort, at klageren ikke drev selvstændig virksomhed, men var lønmodtager. Dette medførte, at klagerens selvangivne indkomst som medarbejdende ægtefælle blev nedsat til 0 kr., og vederlaget fra [by3] Kommune blev anset for lønindkomst i henhold til Statsskatteloven § 4, stk. 1 og Kildeskatteloven § 43, stk. 1. SKAT begrundede afgørelsen med en samlet vurdering af kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, idet der blev lagt vægt på, at der var indgået en aftale om løbende arbejdsydelse med fast månedligt plejevederlag, at vederlaget ikke blev erlagt efter regning, at klageren var omfattet af ferielovens bestemmelser, og at kommunen havde tilsyns- og kontrolbeføjelser i henhold til Serviceloven § 148. SKAT vurderede, at klageren ikke havde påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko, og at afholdte udgifter skulle indeholdes i den skattefri omkostningsgodtgørelse eller dækkes særskilt af kommunen. SKAT fandt desuden, at der ikke forelå fradragsberettigede merudgifter udover bundgrænsen i Ligningsloven § 9, stk. 1.

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at klagerens indkomst skulle anses for indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Repræsentanten anførte, at afgrænsningen mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende skulle ske på baggrund af en konkret vurdering af forholdet mellem indkomstmodtageren og hvervgiveren, jf. praksis og cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994. Det blev fremhævet, at ingen af kriterierne i cirkulæret er afgørende i sig selv, og at afgørelsen må bero på en samlet vurdering, jf. også LSR 21. december 2015, j.nr. 13-3960872. Klageren kritiserede SKATs store vægt på SKM2014.719.BR, da denne dom var konkret begrundet og vedrørte en døgnplejefamilie med færre driftsudgifter end godtgørelser.

Klageren og ægtefællen havde i regnskaberne for de påklagede år fordelt årets resultat som følger:

SKATs ændringer resulterede i en samlet indkomstændring på 100.100 kr. for 2013 og 116.030 kr. for 2014 for klageren.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten henviste til sin afgørelse i klagerens ægtefælles sag (sagsnummer [...]), hvor det blev fastslået, at ægtefællen skulle anses for lønmodtager i forhold til døgnplejeaktiviteten i indkomstårene 2013-2014. Denne afgørelse havde direkte konsekvenser for klagerens sag.

Som følge af ægtefællens status som lønmodtager kunne klageren ikke beregne indkomst som medarbejdende ægtefælle for døgnplejeaktiviteterne efter Kildeskatteloven § 25a, stk. 3. Dette medførte også, at indtægterne fra døgnplejeaktiviteterne ikke som udgangspunkt skulle henføres til ægtefællen efter Kildeskatteloven § 25a, stk. 1.

Landsskatteretten foretog en vurdering af, hvem der var rette indkomstmodtager for vederlaget fra [by3] Kommune vedrørende plejebarn 3. Selvom de fremlagte kontrakter angav klagerens ægtefælle som ansvarlig plejeforælder, og kontrakterne ikke direkte dækkede de påklagede indkomstår, fremgik det af klagerens personlige skatteoplysninger, at klageren havde modtaget og fået indberettet vederlaget fra [by3] Kommune. På baggrund heraf vurderede Landsskatteretten, at klageren skulle anses for rette indkomstmodtager for dette vederlag i 2013-2014.

Landsskatteretten vurderede dernæst, om klageren skulle anses for selvstændig erhvervsdrivende for dette arbejdsforhold. Med henvisning til afgørelsen i ægtefællens sag, hvor forholdet til [by3] Kommune blev anset for et lønmodtagerforhold, fandt Landsskatteretten, at klageren ligeledes skulle anses for at være lønmodtager i forhold til hvervgiveren, [by3] Kommune.

Da klageren blev anset for lønmodtager i forhold til døgnplejeaktiviteten, og da klageren ikke havde gjort indsigelse mod SKATs beløbsmæssige ændringer, stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.