Manglende kontrol med udbetalt rejsegodtgørelse til hovedanpartshavere medfører indberetningspligt af A-indkomst

Sagen omhandler et selskabs udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse til to hovedaktionærer, [person1] og [person2], i indkomstårene 2013-2016. SKAT pålagde selskabet at indberette de udbetalte beløb som A-indkomst på grund af mangler i dokumentation og kontrol.

Faktiske oplysninger

Selskabet, der var aktør på det danske entreprenørmarked, udbetalte skattefri rejsegodtgørelse til to af sine ultimative ejere, [person2] og [person1], i indkomstårene 2013-2016. De samlede udbetalte beløb var 526.276 kr. til [person2] og 495.417 kr. til [person1].

SKAT konstaterede følgende mangler ved rejsebilagene:

• Manglende oplysninger om modtagerens CPR-nr. og adresse.
• Manglende attestation af enkelte bilag.
• Manglende bestemmelsessted på 10 bilag for [person1] og 2 bilag for [person2].
• Ensartede start- og sluttidspunkter for rejserne over alle fire indkomstår (kl. 8-17 for [person1] og kl. 6-18 for [person2]), hvilket SKAT fandt usandsynligt.

Selskabet afviste at benytte muligheden for arbejdsgiverbetaling af skat for de anførte personer.

SKATs afgørelse

SKAT pålagde selskabet at foretage indberetning af yderligere A-indkomst på i alt 1.021.693 kr. vedrørende den udbetalte rejsegodtgørelse. SKATs begrundelse var, at selskabet ikke havde foretaget den fornødne kontrol med udbetalingerne, og at betingelserne for skattefri udbetaling derfor ikke var opfyldt. Dette skyldtes især:

• Manglende virksomhedsunderskrift/attestation på flere bilag.
• Usandsynlige ensartede rejsetider over fire år.
• Manglende angivelse af rejsernes mål og delmål på flere bilag.
• Skærpede krav til kontrol, da modtagerne var hovedaktionærer, jf. SKM2010.778.VLR.

SKAT henviste til Kildeskatteloven § 46, stk. 1 og Kildeskatteloven § 49 B, stk. 1 vedrørende indeholdelsespligt for AM-bidrag og A-skat, samt Indkomstregisterloven § 2 og Indkomstregisterloven § 3, stk. 1 vedrørende indberetningspligt.

Klagerens opfattelse

Klageren nedlagde påstand om, at der ikke var grundlag for at pålægge selskabet indberetningspligt. Repræsentanten gjorde gældende, at betingelserne for skattefrihed i henhold til Ligningsloven § 9 A, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 var opfyldt.

Klageren anførte yderligere:

• Der var mulighed for og faktisk foretaget en effektiv udbetalingskontrol.
• [Person1]s mor, [person4], var økonomiansvarlig og bestyrelsesformand og havde indblik i udbetalingerne, hvilket sikrede kontrol, selv efter [person1] overtog underskrift på egne bilag.
• Det delte ejerskab og [person4]s overvågning forhindrede forfordeling.
• De ensartede rejsetider var udtryk for afrunding, der var i selskabets favør, og personerne havde ikke modtaget mere end berettiget efter statens takster.
• Manglende angivelse af rejsemål var simple forglemmelser og ikke udtryk for, at rejserne ikke havde fundet sted.
• Fejlene var af bagatelagtig karakter og burde ikke medføre skattepligt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede indledningsvis, at løn og godtgørelser som udgangspunkt er A-indkomst jf. Kildeskatteloven § 43. Arbejdsgiveren har pligt til at indeholde foreløbig skat jf. Kildeskatteloven § 46 og arbejdsmarkedsbidrag jf. Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7, samt indberette A-indkomst jf. Skattekontrolloven § 7.

Godtgørelser for rejseudgifter er dog undtaget fra medregning i indkomstopgørelsen, hvis de er omfattet af Ligningsloven § 9 A og ikke overstiger de fastsatte standardsatser, jf. Ligningsloven § 9, stk. 4.

Landsskatteretten fremhævede, at det er en betingelse for skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder specifikke oplysninger i henhold til § 1 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Disse krav omfatter:

• Modtagerens navn, adresse og CPR-nr.
• Rejsens erhvervsmæssige formål.
• Rejsens start- og sluttidspunkt.
• Rejsens mål med eventuelle delmål.
• De anvendte satser.
• Beregning af rejsegodtgørelsen.

Det er desuden en betingelse, at lønmodtageren har været på rejse af mindst 24 timers varighed, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 5.

Landsskatteretten understregede, at da de ansatte var hovedanpartshavere, var der et interessefællesskab med selskabet, hvilket medførte strenge krav til dokumentation for, at betingelserne for skattefrihed var opfyldt. Retten henviste til praksis, herunder TfS 1994.495Ø, SKM2001.504ØLR, og SKM2007.247HR, der fastslår, at manglende effektiv kontrol medfører, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig.

Landsskatteretten konstaterede følgende mangler ved afregningsbilagene for hovedanpartshaverne:

• Manglende oplysning om modtagernes CPR-numre og adresser.
• Manglende attestation fra selskabet for enkelte bilag.
• Det var ikke godtgjort, at hovedanpartshaverne i alle fire indkomstår havde haft de samme udrejse- og hjemrejsetidspunkter, hvilket indikerede manglende kontrol fra selskabets side.
• Rejsens mål og delmål manglede på et mindre antal rejsebilag.

På baggrund af de konstaterede mangler i kontrollen med udbetalingen af de skattefrie godtgørelser, og da det ikke var godtgjort, at hovedanpartshaverne havde været på rejse i alle de timer, som fremgik af rejsebilagene, fandt Landsskatteretten, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt.

Landsskatteretten bemærkede endvidere, at ifølge § 1, stk. 3, i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse, anses hele beløbet for personlig indkomst, hvis rejsegodtgørelse udbetales med højere beløb end de satser, der er anført i Ligningsloven § 9 A.

Landsskatteretten fandt derfor, at SKAT med rette havde gjort selskabet indberetningspligtig af den udbetalte godtgørelse.