Kildeskat på udbytte til udenlandske investeringsinstitutter i Portugal i strid med fri kapitalbevægelighed

Sagen drejer sig om en præjudiciel anmodning fra Tribunal Arbitral Tributário (Portugal) vedrørende foreneligheden af den portugisiske skattelovgivning med EU-retten, specifikt princippet om frie kapitalbevægelser (artikel 63 TEUF).

Sagsøgeren, AllianzGI-Fonds AEVN, er et kollektivt investeringsinstitut (CIU), oprettet i henhold til tysk lovgivning og skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland. Instituttet ejer kapitalandele i portugisiske selskaber og modtog i årene 2015 og 2016 udbytte.

Konfliktens kerne

De portugisiske skattemyndigheder pålagde det tyske CIU en endelig kildeskat på 25% af det modtagne udbytte. Til sammenligning var tilsvarende CIU’er, der var stiftet og drevet i henhold til portugisisk lovgivning og havde skattemæssigt hjemsted i Portugal, fritaget for denne selskabsskat på udbytte i henhold til Estatuto dos Beneficios Fiscais (EBF).

AllianzGI-Fonds AEVN gjorde gældende, at denne forskelsbehandling var en restriktion for de frie kapitalbevægelser, da den ugunstigt behandlede ikke-hjemmehørende CIU’er.

Den portugisiske regering argumenterede for, at situationerne ikke var objektivt sammenlignelige, primært fordi hjemmehørende CIU’er var underlagt andre nationale skatter (såsom stempelafgift og særafgifter) og fordi den portugisiske ordning var baseret på en "sammensat" model, hvor beskatningen strukturelt blev flyttet til kapitalandelsindehaverne (investorerne) – en mekanisme, Portugal hævdede, var vanskelig eller umulig at anvende over for udenlandske CIU’er uden et fast driftssted i Portugal.

Domstolen fastslog, at artikel 63 TEUF er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der af udbytte, som udloddes af hjemmehørende selskaber til et ikke-hjemmehørende CIU, indeholdes kildeskat, mens udbytte udloddet til et hjemmehørende CIU fritages for indeholdelse heraf.

Restriktion på fri kapitalbevægelighed

Domstolen bekræftede, at den nationale lovgivning udgjorde en restriktion, da den på grund af den ugunstige skattemæssige behandling kunne afholde ikke-hjemmehørende CIU’er fra at investere i Portugal og portugisiske investorer fra at investere i disse udenlandske institutter.

Objektiv sammenlignelighed

Domstolen afviste, at situationerne for hjemmehørende og ikke-hjemmehørende CIU’er ikke var objektivt sammenlignelige. Da Portugal havde valgt at beskatte indtægter, der hidrørte fra portugisiske selskaber, udøvede staten sin beskatningskompetence, og begge CIU-kategorier befandt sig derfor i en sammenlignelig situation med hensyn til risikoen for økonomisk dobbeltbeskatning.

Vurdering af begrundelser

Domstolen afviste de påberåbte tvingende almene hensyn: