Udgifter til portrætfotoserie anset for erhvervsmæssige og ikke maskeret udlodning til hovedanpartshaver

Landsskatterettens konklusion

Landsskatteretten omstødte SKATs afgørelse. Da udgiften til portrætfotoserien blev anset for at være en fradragsberettiget driftsomkostning for selskabet, kunne der ikke samtidig være tale om en maskeret udlodning til hovedanpartshaveren.

"Landsskatteretten har [...] fundet, at udgiften til portrætfotoserien er en fradragsberettiget driftsomkostning, og at udgiften dermed er afholdt i selskabets interesse. Retten finder på den baggrund ikke, at der er tale om en maskeret udlodning til klageren."

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at klagerens aktieindkomst for indkomståret 2014 nedsættes med 3.125 kr. Udgiften anses for at være en erhvervsmæssig driftsomkostning for selskabet og ikke en privat udgift for anpartshaveren.

Klageren påstod, at bilen ikke havde stået til rådighed, da den var defekt og ofte på værksted. Hun henviste til, at hun og ægtefællen havde andre private biler til rådighed, og at manglende kørselsregnskab ikke i sig selv burde føre til beskatning, især med henvisning til retspraksis. Subsidiært ønskede hun beskatning reduceret til de perioder, hvor bilen var funktionsdygtig.

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse. Retten fremhævede den skærpede bevisbyrde for hovedanpartshavere og fandt, at klageren ikke havde dokumenteret, at bilen ikke var til rådighed. Uoverensstemmelser i dokumentationen og tvivl om fraskrivelsesaftalernes ægthed blev fremhævet. Bilens tid på værksted blev ikke anset for at begrænse rådigheden, da den havde kørt 10.000 km i selskabets ejertid.

Ombygningsudgifter

Skatteankenævnet havde anset klageren for skattepligtig af 444.547 kr. som maskeret udlodning, da selskabet havde afholdt udgifter til ombygning af klagerens private ejendom. Ombygningen af 1. salen fra råt loftsrum til bebøligt lokale var påbegyndt før lejeaftalen med selskabet, og fakturaer var stilet til klagerens ægtefælle. Nævnet mente, at ombygningen tilførte ejendommen en varig forbedring, og at lokalet kunne anvendes privat, samt at der ikke var retableringspligt ved lejemålets ophør.

Klageren påstod, at udgifterne var erhvervsmæssigt begrundede og i overensstemmelse med lejekontrakten, som pålagde selskabet at afholde udgifter til istandsættelse og indretning. Lokalerne skulle bruges til kontor og repræsentative formål, herunder kundebesøg og reparationer.

Landsskatteretten nedsatte den maskerede udlodning til 200.000 kr. Retten fandt, at ombygningen af det rå loftsrum til bebøligt areal primært vedrørte klageren som ejer af ejendommen og ikke var specifik specialindretning for selskabet. Selskabet havde således afholdt private udgifter, hvilket udgjorde en skattepligtig værditilvækst på ejendommen.

Øvrige diverse driftsudgifter afholdt af selskabet

Skatteankenævnet havde anset klageren for skattepligtig af 267.490 kr. som maskeret udlodning for diverse udgifter afholdt af selskabet. Disse omfattede anskaffelser af TV-apparater, lamper, møbler, hårde hvidevarer, maling, el-artikler, autodrift, salgsomkostninger (vin, spiritus, slik mv.) og småanskaffelser. Nævnet bemærkede, at mange af genstandene ikke var til stede ved SKATs besøg, og at der manglede dokumentation for erhvervsmæssig anvendelse. Flere fakturaer var desuden stilet til klagerens ægtefælle personligt.

Klageren påstod, at udgifterne var erhvervsmæssige driftsomkostninger, afholdt i selskabets interesse for at sikre et godt arbejdsklima, repræsentative formål ved kundebesøg, og til medarbejderpleje (f.eks. Playstation, køleskab, opvaskemaskine). Kameraer var brugt til produktudvikling, og vedligeholdelse var i henhold til lejekontrakten.

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse. Retten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret, at udgifterne havde en direkte og umiddelbar forbindelse til selskabets indkomsterhvervelse. Mange af de indkøbte genstande blev anset for at være af privat karakter, og manglende tilstedeværelse af genstandene samt manglende formkrav for repræsentationsudgifter understøttede antagelsen om privat forbrug. Udgifter til bilreparationer kunne heller ikke dokumenteres at vedrøre selskabets varebil.