Afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan vedrørende overskridelse af bebyggelsesprocent fra 67,8% til 70,1%

Nævnet fandt, at kommunens afgørelse ikke hvilede på en forkert retsopfattelse i forhold til muligheden for at dispensere. Kommunen ønskede blot ikke at dispensere for at fastholde sin praksis og bevare områdets karakter. I forhold til klagerens henvisning til underordnet betydning, bemærkede nævnet, at selvom kommunen ikke har pligt til at håndhæve efter Planloven § 51, stk. 3, hvis forholdet er af underordnet betydning, fratager dette ikke kommunen retten til at håndhæve lokalplanen.

Ligebehandlingsprincippet og praksisændring

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afslag på grund af usaglig forskelsbehandling. Nævnet bemærkede:

• Kommunen har ret til at ændre og skærpe sin dispensationspraksis, forudsat at det sker på baggrund af saglige hensyn. Dispensationer givet før praksisændringen (f.eks. i 2017) kunne ikke føre til medhold i klagen.
• De øvrige refererede ejendomme havde enten eksisterende lovlige forhold (bygget før 1984) eller kommunen havde ikke meddelt dispensation fra den nugældende lokalplan.

Konkret vurdering og planlægningsmæssige hensyn

Nævnet vurderede, at kommunen havde foretaget en konkret og individuel vurdering af det ansøgte. Det var sagligt og planlægningsmæssigt relevant, at kommunen lagde vægt på at undgå uønsket fortætning og bevare områdets karakter. Nævnet fandt ikke, at kommunen havde sat skøn under regel, idet det ikke er i strid hermed, at kommunen har en restriktiv praksis eller retningslinjer, når blot der foretages en konkret vurdering.

Proportionalitet og værdispild

Planklagenævnet fandt, at afslaget på dispensation ikke var i strid med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.

Nævnet lagde vægt på, at der var tilstrækkeligt tungtvejende planlægningsmæssige interesser i at håndhæve lokalplanens bestemmelse om bebyggelsesprocenten, herunder hensynet til retshåndhævelsen og undgåelse af præcedens. Selvom klageren anførte et betydeligt værdispild (3,1 mio. kr.) ved fysisk lovliggørelse, måtte hensynet til retshåndhævelsen veje tungere. Nævnet bemærkede desuden, at klageren burde have vidst, at forholdet var ulovligt, og at ukendskab til loven ikke tilsidesætter hensynet til retshåndhævelsen.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Kommunens svar og tidligere dispensation

Kommunen afviste at have vejledt klagerne om undtagelse fra lokalplanen. De oplyste, at der i 2010 var meddelt en dispensation fra lokalplanens § 6.1 i forbindelse med en byggetilladelse, hvor bebyggelsesprocenten blev overskredet med én procent. Kommunen fastholdt, at lokalplanens bestemmelser var gældende.

Natur- og Miljøklagenævnets bemærkninger

Natur- og Miljøklagenævnet bemærkede, at det alene kan tage stilling til retlige spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4. Nævnet kan ikke efterprøve afgørelsens hensigtsmæssighed. Det blev præciseret, at lokalplanbestemmelser om bebyggelsesprocent fortrænger de generelle bestemmelser i byggelovgivningen, og at det er kommunens beslutning at ændre lokalplaner. Lokalplanens bestemmelser er bindende for borgerne jf. Planloven § 18, og fravigelser kræver dispensation efter Planloven § 19. Nævnet kunne ikke foretage en bevisbedømmelse af klagernes påstand om fejlagtig vejledning.