Landsskatteretten: Skattemæssigt hjemsted og beskatning af lønindkomst fra Tyskland

Sagen omhandler en klagers skattemæssige hjemsted og beskatning af lønindkomst fra Tyskland for indkomståret 2012. SKAT havde anset klageren for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark og forhøjet den skattepligtige indkomst, idet en del af indkomsten kunne beskattes i Tyskland med nedslag i den danske skat. Landsskatteretten ændrede klagerens skattepligtige indkomst og den del, der kunne beskattes i Tyskland, samt lempelsen.

Klageren havde folkeregisteradresse i Danmark med sin ægtefælle fra 1995-2017. Fra maj 2010 var klageren ansat som Deputy General Manager i et tysk selskab, hvorfor han lejede en lejlighed i Tyskland. Klageren var socialt sikret og beskattet i Tyskland af sin løn. For 2012 selvangav klageren lønindkomst fra Tyskland, inklusive fri bil, og anmodede om lempelse for udenlandsk personlig indkomst. SKAT anmodede om oplysninger for at undersøge grundlaget for de selvangivne skattelempelser for 2011 og 2012.

SKAT foreslog at forhøje den del af klagerens løn, der kunne beskattes i Danmark, med henvisning til, at klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 4, og at han havde arbejdsdage uden for Tyskland, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 15, stk. 1. SKATs beregning af den skattepligtige indkomst inkluderede en fejl vedrørende værdien af fri bil efter tyske regler.

Klageren gjorde gældende, at han var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, subsidiært at kun en mindre del af arbejdsdagene var omfattet af dansk skattepligt, og at han havde ret til fradrag for udgifter til social sikring i Tyskland og befordring. Klageren argumenterede for, at hans centrum for livsinteresser var i Tyskland, idet han havde arbejdet i udlandet i mange år, havde en lejlighed i Tyskland, og hans økonomiske aktivitet udelukkende stammede fra Tyskland. Han henviste til Højesteretspraksis, der tillægger erhvervsmæssige interesser betydelig vægt.

Klageren anførte yderligere, at hvis han var hjemmehørende i Danmark, skulle beskatningsretten fordeles efter Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 15, og at 183-dages reglen i Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 15, stk. 2 skulle anvendes, hvor rejsedage, fridage og sygedage i Tyskland skulle medregnes. Han fremlagde en detaljeret oversigt over sine opholdsdage, der viste over 183 dage i Tyskland for både 2011 og 2012. Klageren bestred også SKATs opgørelse af værdien af fri bil og anmodede om fradrag for sociale omkostninger (Ligningsloven § 8m), befordring (Ligningsloven § 9a) og dobbelt husførelse (Statsskatteloven § 6a).

SKAT fastholdt, at klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark på grund af hans personlige forbindelser, herunder ægtefællens bopæl og fælles ejendom i Danmark. SKAT var enig i, at værdien af fri bil var opgjort forkert, men fastholdt, at beskatningsretten skulle fordeles efter Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 15, stk. 1, baseret på hvor arbejdet var udført. SKAT afviste fradrag for sociale ydelser, rejse/opholdsudgifter og befordring, da klageren ikke blev anset for at være på rejse i Ligningsloven § 9a's forstand, og fri bil udelukkede befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9c, stk. 7.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde til grund, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 2012 efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Da klageren også havde bolig til rådighed i Tyskland og blev anset for fuldt skattepligtig dér, forelå en dobbeltdomicilsituation omfattet af Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 4, stk. 2.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt efter en samlet bedømmelse, at klageren i 2012 havde sit skattemæssige hjemsted i Danmark. Dette blev begrundet med:

• Klageren ejede ejendom i Danmark sammen med sin ægtefælle.
• Ægtefællen og parrets fælles børn (18 og 22 år) boede i Danmark.
• Klageren havde været tilmeldt folkeregistret i Danmark siden 1995.
• Klageren opholdt sig i Danmark i hovedparten af weekenderne.
• Klagerens indtægter fra Tyskland bidrog til opretholdelsen af det fælles hjem i Danmark.
• Klageren havde ikke godtgjort personlige og økonomiske interesser i Tyskland udover sit arbejde.

Et retsmedlem fandt derimod, at klageren havde sit skattemæssige hjemsted i Tyskland, med henvisning til klagerens lange historie med arbejde uden for Danmark, ægtefællens hyppige weekendophold i Tyskland, sønnens ophold hos klageren i Tyskland, og at ægtefællerne i 2017 solgte den danske ejendom for at bosætte sig alene i Tyskland. Afgørelse blev truffet efter stemmeflertallet.

Landsskatteretten fandt, at betingelserne i Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 15, stk. 2 (183-dages reglen) ikke var opfyldt. Derfor havde Tyskland beskatningsretten til den del af klagerens lønindkomst fra det tyske selskab, der vedrørte arbejde udført i Tyskland, mens Danmark havde beskatningsretten til den del af lønindkomsten, der vedrørte arbejde udført i Danmark eller i tredjeland, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 15, stk. 1.

Landsskatteretten korrigerede SKATs opgørelse af klagerens lønindkomst for 2012. Værdien af den frie bil i Tyskland skulle fratrækkes med 53.037 kr. i stedet for at være tilføjet med 38.588 kr. Klagerens samlede lønindkomst fra Tyskland i 2012 blev herefter opgjort til 1.180.749 kr. (1.102.032 kr. - 53.037 kr. + 131.754 kr.).

Ved opgørelsen af arbejdsdage i 2012 lagde retten klagerens fremsendte opgørelse til grund, som var accepteret af SKAT. Antallet af arbejdsdage i Tyskland blev opgjort til 183 dage, og det samlede antal arbejdsdage til 237. Klagerens løn til beskatning i Tyskland blev herefter fastsat til 911.718 kr. (svarende til 183/237 af 1.180.749 kr.).

Danmark skulle indrømme exemptionlempelse i indkomstskatten med den del af indkomstskatten, som faldt på den indkomst, der kunne beskattes i Tyskland (911.718 kr.), jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 24, stk. 2, litra f. Betingelserne i Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 24, stk. 2, litra g blev anset for opfyldt, da klageren var omfattet af tysk social sikring og havde betalt sociale bidrag i Tyskland. Dette gjaldt, selvom Danmark generelt havde skiftet lempelsesprincip til credit for lønindkomst omfattet af artikel 15, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 45, stk. 1, litra b og lov nr. 861 af 30. november 1999.

Spørgsmålet om fradrag for udgifter til social sikring, befordring og dobbelt husførelse blev hjemvist til behandling hos Skattestyrelsen, da SKAT ikke havde taget stilling hertil i den påklagede afgørelse, og Landsskatteretten ikke havde kompetence til at realitetsbehandle dette i henhold til Skatteforvaltningsloven § 11.