Landsskatteretten: Ekstraordinær genoptagelse af elafgiftsgodtgørelse for campingplads – grov uagtsomhed

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, hvorvidt klageren groft uagtsomt eller forsætligt havde bevirket, at godtgørelsen for perioden 1. juli 2010 til 31. december 2012 var blevet fastsat på et urigtigt grundlag, således at der kunne ske genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3.

Som udgangspunkt kan en godtgørelse af elafgift ikke ændres senere end 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, jf. Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 1. Skattestyrelsen kan dog, uanset denne frist, ændre en godtgørelse i medfør af Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3, i tilfælde hvor den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Efter Elafgiftsloven § 11, stk. 1 kan momsregistrerede virksomheder som hovedregel få tilbagebetalt afgiften af virksomhedens forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Dette har i den omhandlede periode ikke omfattet elektricitet, som campingpladsen forsyner sine gæsters medbragte campingenheder og køretøjer med uden særskilt betaling.

I medfør af Elafgiftsloven § 11, stk. 3, 1. pkt., ydes der dog ikke tilbagebetaling af afgiften af elektricitet og varme, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til opvarmning af brugsvand, elektriske radiatorer, strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende anlæg, der anvendes til fremstilling af rumvarme, herunder varme, som leveres fra virksomheden. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 418 af 14. juni 1995 og trådte i kraft 1. januar 1996. Siden 1. januar 2012 har der dog med indførslen af Elafgiftsloven § 11, stk. 3, 7. pkt., været adgang til delvis godtgørelse for forbrug nævnt i Elafgiftsloven § 11, stk. 3.

Landsskatteretten bemærkede indledningsvist, at det er virksomhedens ansvar at have det fornødne kendskab til reglerne om tilbagebetaling af afgift i Elafgiftsloven § 11, såfremt virksomheden ønsker at opnå en tilbagebetaling med hjemmel heri. Dette gælder også for virksomheder, der ikke anser sig som regnskabskyndige eller usikre på den afgiftsretlige behandling af virksomhedens energiafgifter.

Det var Landsskatterettens opfattelse, at klageren henholdsvis klagerens revisor havde handlet mindst groft uagtsomt ved at tage fuld godtgørelse for det i sagen omhandlede forbrug. Landsskatteretten lagde i den forbindelse vægt på:

• At der ikke havde været tvivl om fortolkningen af de relevante regler.
• At reglerne havde eksisteret i flere år forinden den i klagen omhandlede periode.
• At klageren havde taget godtgørelse for privatforbrug.
• At der var tale om flere typer gentagne fejl gennem flere år.
• At klageren havde modtaget et ikke ubetydeligt beløb i godtgørelse.

Det bemærkedes, at det på denne baggrund ikke kunne føre til et andet resultat, at klageren ikke tidligere var blevet vejledt om reglerne eller fandt, at der ikke var simpelt og tilgængeligt materiale om godtgørelsesadgang for campingpladser.

Betingelserne i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3, var derfor opfyldte. Der var ikke gjort indsigelse mod opgørelsen af det beløb, som SKAT havde opkrævet.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at SKATs afgørelse skulle ændres, da den ukorrekte opgørelse højest kunne tilregnes klageren som simpelt uagtsomt. Argumenterne inkluderede:

• Ved servicebesøget i 2005 blev der kun informeret om opsætning af en måler i den private bygning, ikke om bimålere til separering af øvrigt forbrug.
• SKAT fremsendte ikke et referat af mødet, hvilket skabte usikkerhed om den givne vejledning.
• SKAT havde tidligere anmodet om indsendelse af årsregnskaber (muligvis 2007-2009), som blev returneret uden bemærkninger, hvilket klageren opfattede som en accept.
• Reglerne for godtgørelse af energiafgifter på campingpladser blev anset for komplekse og mangelfuldt informeret af SKAT, uden simpelt og tilgængeligt vejledningsmateriale.
• Klageren, som tidligere militæransat, var ikke bekendt med de komplekse regler og havde overladt regnskabet til en revisor.
• Klageren havde ikke til hensigt at snyde, og de omhandlede beløb var små i forhold til den administrative byrde ved opsætning af målere.

Klageren mente, at det var en fælles opgave for borgeren og skattevæsenet at finde og rette fejl, og at SKATs manglende rådgivning og opdagelse af fejlen i tidligere kontroller burde tale til klagerens fordel. Klageren påpegede desuden, at det ikke var muligt at opsætte målere for gasforbrug til henholdsvis badevand og komfurer fra en enkelt gastank.