Landsskatteretten om forældelse af krav på godtgørelse af energiafgifter ved fejlagtig måleraflæsning

Sagen omhandler H1 ApS (kroen), der søgte godtgørelse af el- og CO2-afgifter for perioden 1. oktober 1997 til 30. september 2003. Kroen havde i årevis aflæst en bi-måler forkert, idet det sidste ciffer blev tolket som en decimal, hvilket resulterede i en underopgørelse af det godtgørelsesberettigede elforbrug. Fejlen blev først opdaget i 2006, efter overgang til naturgasopvarmning og i samråd med kroens el-installatør, som tidligere havde bekræftet aflæsningsmetodens korrekthed.

Skattecentret afviste kravet med henvisning til den 3-årige forældelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 2 og fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 4. Skattecentret argumenterede for, at fejlen burde have været opdaget ved almindelig omhu, og at kroen ikke havde dokumenteret kravets fulde størrelse for de ældste perioder.

Kroen påstod principalt, at der forelå særlige omstændigheder, da fejlen skyldtes fejlagtige oplysninger fra en autoriseret tredjemand (el-installatøren), og at kroen havde udvist omhu ved at søge bekræftelse fra denne. Subsidiært påstod kroen, at forældelsesfristen for godtgørelse af el- og CO2-afgifter skulle regnes fra angivelsesfristen for årsopgørelsen, jf. Elafgiftsloven § 11a, stk. 2, hvilket ville betyde, at kravet for 2003 ikke var forældet. Kroen henviste til, at den løbende havde angivet godtgørelsesbeløb via momsangivelsen, og at årsopgørelsen derfor var relevant for fristberegningen, i modsætning til forholdene i SKM2009.75.LSR.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattecentrets afgørelse med dissens. To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1. De lagde vægt på, at et fremlagt fotografi af måleren ikke tydede på en decimalangivelse, og at ansvaret for korrekt aflæsning påhvilede kroen. Et retsmedlem dissenserede og mente, at den fejlagtige aflæsning ikke kunne bebrejdes kroen, da den havde forsøgt at sikre sig korrekt aflæsning via en autoriseret fagperson, og fejlen dermed skyldtes tredjemand.

Vedrørende den subsidiære påstand om forældelse tiltrådte samtlige retsmedlemmer Skattecentrets afgørelse. De fandt, at forældelsesfristen for krav om godtgørelse skulle regnes fra de ordinære angivelsesperioder, jf. Skatteforvaltningsloven § 31, stk. 2 og Elafgiftsloven § 11a. Landsskatteretten henviste til, at krav på yderligere godtgørelse vedrører de enkelte afgiftsperioder og ikke en efterregulering, jf. SKM2007.779 og LSR 06-3396. Krav vedrørende perioder før den 1. oktober 2003 blev derfor anset for forældede.