Landsskatteretten nedsatte skønsmæssig forhøjelse for returkommission baseret på aflytningsmateriale

Sagen omhandlede, hvorvidt en lønansat medarbejder skulle beskattes af formodet returkommission fra velgørende udlodninger, som hans arbejdsgiver, [virksomhed1] ApS, havde foretaget. SKAT havde på baggrund af politiets aflytningsmateriale skønnet, at medarbejderen havde modtaget 15 % af udlodningerne som skattepligtig B-indkomst for indkomstårene 2012, 2013 og 2014.

Klageren bestred forhøjelsen og anførte, at de modtagne beløb var afdrag på private lån, han havde ydet. Han gjorde desuden gældende, at SKATs afgørelse var ugyldig, da en relateret sag verserede for Landsskatteretten, og at ansættelsen for 2012 var forældet. Subsidiært påstod han, at en eventuel beskatning kun kunne omfatte den periode, hvor aflytningerne konkret fandt sted.

Landsskatteretten afviste klagerens formelle indvendinger. Retten fandt, at der ikke var tale om samme sag, og at den ordinære ansættelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26 var overholdt, da klageren drev selvstændig virksomhed. Retten fandt klagerens forklaring om private lån utroværdig og anså det for bevist via aflytningerne, at han havde modtaget skattepligtig returkommission. Retten gav dog klageren medhold i hans subsidiære påstand, idet den fandt det betænkeligt at udstrække beskatningen til perioder, der ikke var dækket af aflytningsmaterialet. Forhøjelsen blev derfor nedsat til kun at omfatte 15 % af udlodningerne i aflytningsperioden, hvilket reducerede beskatningen for 2012 og 2013 og annullerede den for 2014.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten behandlede først de formelle indvendinger fra klageren.

Kompetence og litispendens

Retten fandt, at SKAT havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen. Selvom der verserede en anden sag vedrørende samme faktiske omstændigheder, var der ikke tale om "samme sag" i henhold til Skatteforvaltningsloven § 14, stk. 1, nr. 2, da parterne og de juridiske spørgsmål var forskellige. Den ene sag omhandlede selskabets spilleafgift, mens nærværende sag omhandlede klagerens personlige indkomstskat.

Fristregler

Landsskatteretten fastslog, at den ordinære ansættelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26 var gældende. Klageren blev ikke anset for at have "enkle økonomiske forhold", da han drev selvstændig, momsregistreret virksomhed. SKATs varsling den 19. april 2016 var derfor rettidig for alle tre indkomstår.

Forhøjelse af skattepligtig indkomst

Med hensyn til selve indkomstforhøjelsen fandt Landsskatteretten, at klagerens forklaring om private lån til [person2] ikke var underbygget af objektive kendsgerninger og derfor ikke var troværdig. Retten konkluderede på baggrund af politiets aflytningsmateriale, at det var godtgjort, at klageren havde modtaget skattepligtig returkommission i henhold til Statsskatteloven § 4.

Retten fandt det dog betænkeligt at udstrække beskatningen til perioder før og efter aflytningerne fandt sted, da der ikke var konkrete beviser for returkommission i disse perioder. Klagerens manglende troværdighed kunne ikke i sig selv begrunde en forhøjelse for perioder uden beviser.

Landsskatteretten tiltrådte derfor klagerens subsidiære påstand og nedsatte den skønsmæssige forhøjelse, så den kun omfattede 15 % af de udlodninger, der blev foretaget i den periode, hvor aflytningerne fandt sted (12. april 2012 – 25. januar 2013).

Den endelige afgørelse medførte følgende ændringer: