Skattepligt af rejse- og befordringsgodtgørelse - manglende kontrol og fast arbejdssted

Sagen omhandler en klager, der i 2010 modtog rejse- og befordringsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver, [virksomhed1] ApS. SKAT havde oprindeligt fundet godtgørelserne skattepligtige og forhøjet klagerens indkomst. Klageren anmodede om genoptagelse og fastholdt, at godtgørelserne var skattefrie, og at der var ført tilstrækkelig kontrol. Klageren argumenterede for, at hans arbejdssted i [by2] ikke var fast, men et udgangspunkt for kørsel til skiftende arbejdssteder, og at en lejet lejlighed i [by2] blev brugt som kontor af selskabet, ikke til overnatning for klageren.

SKATs afgørelse fastholdt, at klagerens faste ugentlige kørsel mellem bopælen i [by1] og [by2] var kørsel mellem hjem og arbejde, og at arbejdspladsen i [by2] ikke var midlertidig. SKAT henviste til, at arbejdsgiveren ikke havde ført tilstrækkelig kontrol med de udbetalte godtgørelser, og at klageren havde fået refunderet væsentlige udgifter til autodrift, kost og logi. Derudover havde SKAT konstateret, at en del af klagerens løn og godtgørelser for januar og februar 2010 ikke var selvangivet eller indberettet.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at der var ført tilstrækkelig kontrol med godtgørelserne gennem løbende drøftelser og overblik over transporten. Det blev anført, at arbejdsgiveren ved at sammenholde udlæg med kørselsregnskab havde stor baggrund for at kontrollere kørselsregnskabet. Repræsentanten forsøgte at fremskaffe bilag fra konkursboet for at dokumentere, at udlæggene vedrørte firmaets udgifter og ikke klagerens private forbrug. Det blev også fremført, at klageren ikke kunne klandres for manglende indberetning af løn og A-skat, da det var arbejdsgiverens fejl. Hvis kørsel mellem [by1] og [by2] ikke blev anset for erhvervsmæssig, påstod repræsentanten, at i hvert fald kørsel i de første 60 dage skulle være erhvervsmæssig i henhold til Ligningsloven § 9 B, stk. 1, litra a.

SKATs og klagerens opfattelse af indkomståret 2010

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse vedrørende klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2010. Sagen omhandlede skattefrihed af rejse- og befordringsgodtgørelse samt fradrag for erhvervsmæssig kørsel og yderligere ikke-selvangivet indkomst.

Rejsegodtgørelse

Landsskatteretten fandt, at klagerens faste arbejdssted i relation til Ligningsloven § 9 A var selskabets kontor i [by2]. Dette blev begrundet med, at klageren ifølge kørselsoversigterne altid startede og sluttede ugen i [by2], hentede nøgler og deltog i møder der. Selvom ansættelseskontrakten angav bopælen som udgangspunkt, var den reelle tilknytning til [by2] så regelmæssig, at det ikke kunne anses for et midlertidigt arbejdssted. Da rejserne desuden ikke havde en varighed på mere end 24 timer, opfyldte klageren ikke betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse eller fradrag for kost og logi efter Ligningsloven § 9 A.

Befordringsgodtgørelse

Retten var enig med SKAT i, at klagerens faste ugentlige kørsel mellem bopælen i [by1] og arbejdspladsen i [by2] var kørsel mellem hjem og arbejde. Denne kørsel var ikke omfattet af reglerne for skattefri befordringsgodtgørelse i Ligningsloven § 9 B, da arbejdspladsen i [by2] ikke var midlertidig, og den sædvanlige kørsel mellem bopæl og arbejdsplads havde oversteget 60 dage inden for de seneste 24 måneder. SKATs beregning af 27.000 km for denne kørsel blev ikke tilsidesat.

For den resterende erhvervsmæssige kørsel fandt Landsskatteretten, at arbejdsgiveren ikke havde ført den fornødne kontrol med de kørte kilometer, som krævet i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1. Kørselsoversigterne var mangelfulde, og der var uoverensstemmelser mellem lønsedler og kørselsoversigter. De indberettede og udbetalte befordrings- og rejsegodtgørelser på 193.611 kr. blev derfor anset for skattepligtig indkomst i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 4.

Fradrag for erhvervsmæssig befordring

Da den udbetalte befordringsgodtgørelse blev anset for skattepligtig, var klageren berettiget til fradrag for erhvervsmæssige befordringsudgifter efter Ligningsloven § 9 C. Kørslen mellem [by1] og [by2] kunne ikke fradrages som erhvervsmæssig efter 60-dages reglen i Ligningsloven § 9 B, stk. 1, litra a, da klageren havde haft fast arbejdssted i [by2] siden september 2009, og 60-dages perioden var overskredet ved udgangen af 2009. SKATs skøn over det erhvervsmæssige befordringsfradrag på 28.286 kr. for 21.241 km blev stadfæstet som et ligningsmæssigt fradrag efter Ligningsloven § 9 C.

Fradrag for befordring hjem-arbejde

SKATs opgørelse af et ligningsmæssigt fradrag på 30.780 kr. for befordring mellem hjem og arbejde ([by1] – [by2]) efter Ligningsloven § 9 C, stk. 1 blev stadfæstet, da den ikke var anfægtet af klageren.

Yderligere skattepligtig indkomst

Landsskatteretten konstaterede, at der var en difference på 117.917 kr. mellem klagerens selvangivne indkomst og de faktiske indkomster og godtgørelser ifølge lønsedler og oversigter. Disse beløb, herunder manglende indberettet A-indkomst og skattefrie godtgørelser, blev anset for skattepligtige i henhold til Statsskatteloven § 4 og Skattekontrolloven § 1. Klageren skulle dog godskrives de 7.942 kr. i A-skat for februar, som var tilbageholdt af arbejdsgiveren, men ikke indberettet til SKAT.

Landsskatterettens afgørelse kan opsummeres som følger: