Landsskatteretten hjemviser sag om værdi af fri båd - mangelfuld opgørelse af rådighedsperioder

Sagen omhandler SKATs forhøjelse af klagerens skattepligtige værdi af fri båd til rådighed med 24.818.880 kr. for indkomståret 2012. Klageren, der var indirekte medejer af selskabet, som ejede den store sejlbåd "[x1]", bestred forhøjelsen. Landsskatteretten hjemviste sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen.

SKATs afgørelse var baseret på Ligningsloven § 16, stk. 6, som fastsætter en skematisk værdi af fri båd til rådighed for direktører eller personer med væsentlig indflydelse på egen aflønning. SKAT mente, at båden var en lystbåd i skattemæssig forstand, uanset dens klassifikation under søfartslovgivningen, og at klageren havde haft rådighed over den. SKATs beregning inkluderede 40 dages privat benyttelse, fratrukket egenbetaling.

Klagerens repræsentant anførte, at båden ikke var en lystbåd i ligningslovens forstand, da den udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt som et "flydende hotel" til kommerciel chartering. Der blev henvist til, at båden efter Søfartsstyrelsens vurdering ville være et lastskib, og at den ikke ville være omfattet af Lov om afgift af lystbådsforsikringer § 1, stk. 2. Desuden blev det fremført, at klageren ikke havde haft den fornødne "rådighed" over båden, da al daglig drift og administration var uden for klagerens indflydelse og styret af en administrator. Klageren kunne kun chartre båden på markedsvilkår, herunder "standby charter"-vilkår, og var forpligtet til at vige for tredjemandsbookinger. Klageren fremhævede også, at båden var et investeringsgode for selskabet, og at klageren selv ejede en anden privat lystbåd, der dækkede hans private behov. Hvis der var tale om en underpris, burde beskatningen ske som maskeret udlodning efter de almindelige regler i Ligningsloven § 16a, stk. 2, nr. 1, og ikke efter den skærpede Ligningsloven § 16, stk. 6.

Landsskatteretten fandt, at båden var en lystbåd i ligningslovens forstand, baseret på dens konstruktion, indretning og anvendelse til fritidsøjemed, uanset dens maritime klassifikation. Retten fastslog også, at klageren havde haft rådighed over båden, da aftalegrundlaget ikke afskar denne rådighed, og klageren faktisk havde benyttet båden privat. Klagerens argument om at være passiv investor og ejerskab af en anden båd ændrede ikke ved dette. Landsskatteretten var dog uenig i SKATs opgørelse af den skattepligtige værdi. Retten fandt, at perioder, hvor båden var på værft, under transportsejlads, i havn uden kunder eller erhvervsmæssigt besøgt af ejerne, ikke skulle undtages fra rådighedsberegningen, da båden ikke udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Sagen blev derfor hjemvist til Skattestyrelsen for en ny beregning, der inkluderer samtlige perioder, hvor båden har været til klagerens rådighed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at en hovedaktionær, der får stillet en lystbåd til rådighed, skal medregne værdien heraf i den skattepligtige indkomst i henhold til den dagældende Ligningsloven § 16a, stk. 6 (nu Ligningsloven § 16a, stk. 5). Værdien beregnes efter Ligningsloven § 16, stk. 6, og beløbet udgør personlig indkomst jf. Personskatteloven § 4a, stk. 2.

Landsskatteretten lagde vægt på, at det er rådigheden over båden, og ikke den faktiske benyttelse, der beskattes, jf. SKM2005.219HR. Afgørelsen af, om der foreligger rådighed, beror på en konkret skønsmæssig vurdering, hvor der bl.a. henses til privat anvendelse, erhvervsmæssig begrundelse for selskabets ejerskab, og hovedaktionærens levevis.

Landsskatteretten fandt, at båden skulle anses for en lystbåd i ligningslovens forstand. Dette blev begrundet med bådens konstruktion, indretning og anvendelse til fritidsøjemed. Det forhold, at båden efter søfartslovgivningen kvalificeres som et lastskib, eller at den ikke ville være omfattet af Lov om afgift af lystbådsforsikringer, ændrede ikke ved denne skattemæssige kvalifikation.

Landsskatteretten vurderede konkret, at klageren havde haft rådighed over båden i det påklagede indkomstår. Dette blev især begrundet med, at aftalegrundlaget mellem selskaberne og udlejningsagenturet ikke afskar klagerens rådighed. Klagerens argument om at være en passiv investor blev ikke tillagt afgørende betydning. Retten lagde desuden vægt på, at klageren faktisk havde anvendt båden privat i 40 dage i indkomståret 2012. Klagerens private ejerskab af en anden lystbåd blev heller ikke anset for at ændre ved rådigheden over den omhandlede båd.

Landsskatteretten fandt derfor, at der skulle ske beskatning af fri båd efter Ligningsloven § 16, stk. 6.

Hjemvisning af værdiansættelse

Ved opgørelsen af det skattepligtige beløb efter Ligningsloven § 16, stk. 6 bemærkede Landsskatteretten, at klageren skal beskattes af rådigheden over båden og ikke kun af den faktiske benyttelse. Formodningsreglen i Ligningsloven § 16, stk. 6 indebærer, at båden anses for at være til rådighed hele året, medmindre den udlejes til tredjemand, der ikke er nærtstående. Bestemmelsen giver ikke grundlag for at nedsætte antallet af rådighedsdage på baggrund af andre forhold.

Landsskatteretten kunne ikke tiltræde SKATs opgørelse, hvor perioder med værftsophold, transportsejlads mellem kunder, havneophold uden kunder eller erhvervsmæssige besøg af ejerne var undtaget fra den skattepligtige værdi. Retten fastslog, at disse perioder skal medregnes i opgørelsen af den skattepligtige værdi, da båden som følge af klagerens private anvendelse ikke kunne anses for udelukkende anvendt erhvervsmæssigt.

Landsskatteretten hjemviste derfor SKATs afgørelse til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen træffer afgørelse om den skattepligtige værdi af fri båd for klageren, idet samtlige perioder, hvor båden har været til klagerens rådighed, skal medregnes.