Landsskatteretten stadfæster nægtelse af momsfradrag grundet manglende dokumentation og kædesvig

Sagen omhandler en virksomheds fradrag for købsmoms vedrørende udgifter til underleverandører i perioden 1. januar 2013 til 30. juni 2014. SKAT havde forhøjet virksomhedens momstilsvar med 569.437 kr., da de nægtede fradrag for den angivne købsmoms.

Virksomheden, [virksomhed1] ApS, drev rengøringsvirksomhed og havde i den omhandlede periode udelukkende [virksomhed2] A/S som kunde. Virksomheden benyttede sig af en række underleverandører til at udføre rengøringsarbejdet, da virksomhedens egne ansatte ikke selv udførte arbejdet. SKATs kontrol afslørede, at flere af underleverandørerne var kendt i kædesvigssammenhænge, og at de enten ikke var registreret på de angivne adresser, eller ikke havde opfyldt deres forpligtelser om angivelse og afregning af moms. Desuden var indsatte beløb på underleverandørers konti ofte hævet kontant eller videreoverført til vekselbureauer.

SKATs begrundelse

SKAT nægtede fradrag for købsmomsen med henvisning til, at ingen af fakturaerne fra underleverandørerne opfyldte kravene i Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1, nr. 5 og 6 (nu Momsbekendtgørelsen § 61). Fakturaerne manglede specifikke oplysninger om, hvor og hvornår opgaverne var udført, en nærmere beskrivelse af arbejdet og antal timer. Virksomheden kunne heller ikke fremlægge arbejdssedler eller timesedler til at understøtte fakturaerne. SKAT anførte, at der var tvivl om fakturaernes realitet, og at det ikke var godtgjort, at den fremmede arbejdskraft reelt var leveret til virksomheden, uanset at betaling havde fundet sted. SKAT henviste til Momsloven § 37, stk. 2, nr. 1 og dommen SKM2009.325 ØLR.

Virksomhedens argumenter

Virksomheden påstod, at momstilsvaret skulle nedsættes, og anførte følgende:

• Alle fakturaer var ubestridt betalt via bankoverførsler, hvilket kunne dokumenteres på kontoudtog.
• Rengøringsarbejdet var udført for [virksomhed2] A/S, som ikke havde bestridt modtagelsen af ydelserne og havde betalt virksomheden herfor, hvilket indikerede, at arbejdet var udført.
• Virksomhedens egne fakturaer til [virksomhed2] A/S indeholdt detaljerede tidsangivelser for de enkelte rengøringsopgaver.
• Omfanget af ydelserne (antal timer) kunne udledes ved at sammenholde underleverandørernes fakturaer med virksomhedens fakturaer til [virksomhed2] A/S, da virksomhedens pris svarede til underleverandørens pris med tillæg af ca. 33 %.
• Leveringsstederne for rengøringsydelserne kunne identificeres ud fra virksomhedens fakturaer til [virksomhed2] A/S.
• Underleverandørernes fakturaer opfyldte grundlæggende formkrav som fakturadato, fortløbende nummer, CVR-nummer, navn og adresse samt identifikation af ydelsen (rengøring).
• Sagen var tidligere oversendt til strafferetlig vurdering, men blev henlægget, da der ikke var grundlag for at gøre strafansvar gældende.

Virksomhedens repræsentant oplyste desuden, at aftaler med underleverandører ofte var mundtlige, og at timesedler var lavet, men efterfølgende smidt ud.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, hvorvidt SKAT med rette havde nægtet fradrag for virksomhedens angivne købsmoms for udgifter til underleverandører. Virksomheden havde angivet et fradrag på 569.437 kr. for perioden 1. januar 2013 til 30. juni 2014.

Landsskatteretten henviste til Momsloven § 37, stk. 2, nr. 1, Momsbekendtgørelsen § 84 og Momsbekendtgørelsen § 61, samt Momssystemdirektivet artikel 167, Momssystemdirektivet artikel 168, Momssystemdirektivet artikel 178 og Momssystemdirektivet artikel 179. Det blev understreget, at det påhviler virksomheden at godtgøre, at betingelserne for momsfradrag er opfyldt.

Retten fandt, at der ikke kunne anses at være sket levering mod vederlag af ydelser til brug for virksomhedens momspligtige leverancer. Begrundelsen herfor var:

• Fakturaerne angav ikke omfanget og arten af de leverede ydelser tilstrækkeligt.
• Virksomheden havde ikke fremlagt arbejdssedler eller timeopgørelser, der kunne henføres til de konkrete fakturaer og dokumentere, at ydelserne rent faktisk var leveret.
• Der var flere uoverensstemmelser i fakturaerne, herunder ukorrekte angivelser af underleverandørers adresser og virksomhedsnavne.
• Nogle af underleverandørerne havde ingen ansatte medarbejdere i afgiftsperioden, hvilket Landsskatteretten anså for usædvanlige omstændigheder, der gjorde det usandsynligt, at ydelserne var leveret.
• De fremlagte samarbejdskontrakter indeholdt ikke en nærmere beskrivelse af arbejdsopgaver, leveringssted eller leveringsdato.
• Selvom virksomheden havde fremlagt kontoudtog, der viste overførsler svarende til fakturabeløbene, kunne elektroniske betalinger alene ikke udgøre et sikkert bevis for, at en ydelse var leveret.
• De fremlagte kontrakter udgjorde ikke et sædvanligt aftalegrundlag med forpligtelser og misligholdelsesbeføjelser, som er sædvanlige i samhandelsforhold.

Landsskatteretten henviste desuden til Retten i [by1] dom af 10. februar 2017, offentliggjort som SKM2017.210.BR, samt Landsskatterettens afgørelser af 27. september 2018 og 15. november 2018, offentliggjort som SKM2018.540.LSR og SKM2018.611.LSR.

På baggrund af ovenstående stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.