Fradrag for renteudgifter i virksomhed - manglende godtgørelse for valgt renteperiodisering

Sagen omhandlede en klagers ret til fradrag for renteudgifter i sin virksomhed for indkomståret 2013. Kernen i tvisten var, hvorvidt klageren havde valgt at fordele renteudgifter over den periode, de vedrørte (periodisering), eller om fradraget skulle ske efter forfaldsprincippet, som SKAT havde lagt til grund.

Klageren drev virksomheden [virksomhed1] og havde et erhvervslån i [finans1] A/S. I 2013 undlod klageren at betale et par rater på lånet, hvilket førte til, at lånet blev overført til bankens inkassoafdeling. Banken stoppede herefter den løbende rentetilskrivning, men beregnede fortsat renter separat. Banken indberettede kun de faktiske betalte ydelser til SKAT, hvilket for 2013 udgjorde 21.995 kr. for erhvervslånet.

SKAT godkendte alene fradrag for de indberettede renteudgifter på 22.291 kr. (inkl. renter fra en anden konto hos [finans1]). SKAT afviste fradrag for yderligere beregnede, men ikke tilskrevne, renteudgifter på ca. 92.030 kr., da disse ikke var forfaldne eller tilskrevne, og da klageren ikke havde valgt periodisering.

Klageren påstod derimod fradrag for periodiserede renteudgifter på i alt 88.921 kr. (senere justeret), heraf 84.947 kr. vedrørende erhvervslånet. Klageren argumenterede for, at bankens interne håndtering af lånet i inkassoafdelingen ikke burde forhindre fradrag for de reelt påløbne renter, og at der for 2013 var selvangivet periodiserede renter. Klageren fremlagde en opgørelse, der fordelte de beregnede renter lineært over perioden 3. april 2013 til 31. december 2014.

Landsskatteretten skulle afgøre, om klageren havde godtgjort at have valgt periodisering af renteudgifter, og om de yderligere renteudgifter var fradragsberettigede.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde til grund, at [finans1] i 2. kvartal 2013 standsede med at tilskrive renter på sit tilgodehavende, dog med forbehold for senere tilskrivning. Det blev endvidere lagt til grund, at lånet i hele 2013 befandt sig i [finans1]s erhvervsafdeling, hvor det løbende blev nedbragt med månedlige afdrag. Dette understøttes af, at banken, da den opsagde lånet i 2014, ikke ses at have beregnet rentes rente af forfaldne renter i 2., 3. og 4. kvartal 2013 og 1. kvartal 2014.

Landsskatteretten bemærkede, at renteudgifter kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det år, hvor de forfalder til betaling, jf. Ligningsloven § 5, stk. 1. En skattepligtig, der driver erhvervsmæssig virksomhed, kan dog vælge at fordele alle sine renteindtægter og renteudgifter over den periode, de vedrører, jf. Ligningsloven § 5, stk. 5. Dette valg skal træffes i forbindelse med indgivelse af selvangivelsen for det pågældende år, og princippet skal følges i efterfølgende år.

Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler klageren. Det var ikke godtgjort, at klageren i indkomstårene forud for 2013 havde valgt at fordele renteindtægter og -udgifter over den periode, de vedrører. Landsskatteretten lagde derfor til grund, at klageren i tidligere år fratrak renteudgifter efter forfaldsprincippet.

Det var heller ikke godtgjort, at klageren ved indgivelse af selvangivelsen for 2013 havde valgt at foretage renteperiodisering. Tværtimod fremgik det af indberetningen af selvangivelsen i TastSelv for 2013, at klageren havde foretaget fradrag for renter efter forfaldsprincippet. Dette understøttes af den fremlagte kontospecifikation af renteudgifter til kreditorer.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse og godkendte alene fradrag for renteudgifter til [finans1] i 2013 på 22.291 kr. Landsskatteretten godkendte dog fradrag for yderligere renteudgifter til kreditorer på 3.677 kr.