Landsskatteretten: Skattepligtig kørselsgodtgørelse ved lønomlægning for hovedanpartshaver

Landsskatteretten bemærkede, at selvom formuleringen af Ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt. for indkomståret 2012 var et modregningsforbud, fulgte det af praksis, herunder Skatterådets afgørelse i SKM2006.181.SR, at lønnen ikke måtte være ubetydelig. Retten henviste desuden til Den juridiske vejledning afsn. C.A.7.2.1., som angiver, at værnsreglen i Ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt. også omhandler tilfælde, hvor lønnen er usædvanlig lav og i åbenbart misforhold til de skattefrie godtgørelser, jf. SKM2014.767.SR. Endvidere blev Landsskatterettens egen afgørelse i SKM2017.591 nævnt, hvor en hovedanpartshaver, der alene modtog symbolsk løn, ansås for at have foretaget lønomlægning.

Retten fandt, at når klageren, som hovedanpartshaver og direktør, valgte at modtage en løn af symbolsk karakter (11.000 kr. i 2012 og 9.250 kr. i 2013) samtidig med udbetaling af betydelige skattefrie befordringsgodtgørelser (72.261 kr. i 2012 og 57.430 kr. i 2013), havde han derved kompenseret selskabet ved lønomlægning. Det åbenbare misforhold mellem den skattepligtige løn og de udbetalte skattefrie godtgørelser indikerede en anseelig arbejdsindsats, som ikke blev afspejlet i lønnen.

På baggrund heraf stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.

Selskabets repræsentant nedlagde påstand om, at selskabet skulle indrømmes fradrag for de 47.000 kr. Det blev anført, at beløbet var betalt i henhold til fakturaer fra [person1]s personlige konsulentvirksomhed [virksomhed6] til [virksomhed1] ApS, og at fakturaerne dækkede erhvervsmæssig kørsel. Det blev fremhævet, at fakturaerne ved en fejl ikke var fremsendt under SKATs sagsbehandling, men var eftersendt til Skatteankestyrelsen. Selskabet argumenterede for, at udbetalingen skulle anses som personlig indkomst for [person1] og ikke maskeret udlodning, da den vedrørte erhvervsmæssig kørsel faktureret efter reglerne for selvstændigt erhvervsdrivende, jf. Ligningsloven § 9 B. Det blev oplyst, at [person1] selv havde afholdt biludgifterne og ikke taget fradrag for disse på sin personlige selvangivelse. Subsidiært blev det anført, at sagen skulle hjemvises til fornyet ligningsmæssig behandling, så [person1] kunne selvangive kørselsgodtgørelsen som personlig indkomst og opnå et korresponderende fradrag i den personlige indkomst for den erhvervsmæssige kørsel, jf. Personskatteloven § 3, stk. 2, nr. 9.