Landsskatteretten: Døgnplejer anset som lønmodtager - Ingen retsbeskyttet forventning om selvstændig status

Sagen omhandlede, hvorvidt klageren, der var døgnplejeforælder for [by1] Kommune, skulle anses for lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende i indkomståret 2013. SKAT havde reklassificeret klagerens indkomst fra overskud af virksomhed til A-indkomst, hvilket medførte en nedsættelse af virksomhedsoverskuddet til 0 kr. og en forhøjelse af A-indkomsten til 566.855 kr. Desuden blev kapitalafkast ikke godkendt, og klagerens bil blev anset for overgået til privat brug.

Klageren og hans ægtefælle havde siden 2000 været plejeforældre for tre søskende. Klageren var ifølge kontrakten med kommunen fuldtidsplejefar. Kontrakterne, der blev genforhandlet årligt, fastsatte et månedligt vederlag samt beløb til dækning af udgifter til kost, logi, lommepenge og beklædning. Kontrakterne indeholdt også bestemmelser om opsigelsesvarsel (1 måned), pligt til efteruddannelse og supervision, samt kommunens tilsyn med plejeopgaven. Klageren og ægtefællen havde en privat bolig, købt i 1992, og et fritidshus i Sverige, købt i 2002, som angiveligt blev brugt som "fri-rum" for plejebørnene.

Klageren havde selvangivet overskud af virksomhed på 329.832 kr. baseret på en årsrapport, der viste samlede indtægter fra døgnpleje på 1.102.876 kr. og udgifter på 443.211 kr. Klagerens revisor havde udarbejdet en oversigt, der viste et "merforbrug" på 208.461 kr. efter modtagne refusioner, hvilket klageren fremhævede som bevis på økonomisk risiko.

SKATs afgørelse var baseret på en samlet vurdering af kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, der sondrer mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende. SKAT lagde vægt på, at der var tale om en løbende arbejdsydelse med fast månedligt vederlag, at vederlaget ikke varlægges efter regning, at klageren var omfattet af ferielovens bestemmelser, havde ret til opsigelsesvarsel, og at kommunen havde tilsyn og kontrol med opgaven. SKAT mente, at klageren ikke havde påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko, da udgifterne til almindeligt underhold blev dækket, og skader over 300 kr. kunne søges dækket af kommunen.

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at klageren var selvstændig erhvervsdrivende, idet der var tale om en virksomhed af økonomisk karakter med reel risiko for økonomisk tab. Repræsentanten fremhævede, at klageren selv tilrettelagde, ledte og fordelte arbejdet, at kommunens forpligtelse var begrænset til det enkelte barn, og at indkomsten afhang af et eventuelt overskud, da refusioner ikke fuldt ud dækkede de afholdte udgifter. Det blev også anført, at klageren havde afholdt udgifter til en for stor bolig og et fritidshus i Sverige, hvilket understregede den økonomiske risiko. Endvidere påberåbte klageren sig en retsbeskyttet forventning om at kunne drive virksomhed som selvstændig, da SKAT tidligere (i 2008 og 2009) havde gennemgået og ikke anfægtet klagerens regnskaber som selvstændig erhvervsdrivende.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten fandt, at klageren i indkomståret 2013 var lønmodtager i døgnplejeaktiviteten. Vedrørende de berettigede forventninger fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde godtgjort at have fået en bindende forhåndstilkendegivelse fra SKAT. SKATs tidligere gennemgang af regnskaberne for 2008 og 2009 var alene en kontrol af selvangivne oplysninger og ikke en stillingtagen til klagerens status som selvstændig erhvervsdrivende. Passivitet fra skattemyndighedens side kunne ikke føre til en berettiget forventning om, at klageren havde ret til at blive anset som selvstændig erhvervsdrivende i 2013.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at klageren skulle anses for lønmodtager i døgnplejeaktiviteten i indkomståret 2013. Afgørelsen medførte en nedsættelse af klagerens overskud af virksomhed til 0 kr. og en forhøjelse af A-indkomsten til 566.855 kr. Kapitalafkast blev ikke godkendt, og klagerens bil blev anset for overgået til privat brug pr. 1. januar 2013.

Landsskatteretten lagde vægt på en samlet vurdering af kriterierne for afgrænsning mellem tjenesteforhold og selvstændig erhvervsdrivende, som fastlagt i praksis og cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven. Der blev særligt henvist til Østre Landsrets dom SKM2017.739.ØLR vedrørende døgnplejere.

Landsskatteretten fandt, at følgende forhold talte for et lønmodtagerforhold:

• Løbende arbejdsydelse og fast hvervgiver: Klageren havde et længerevarende plejeforhold med [by1] Kommune siden 2000, og arbejdede som fuldtidsplejer med 3 døgnplejeaftaler.
• Faste vederlag og opsigelsesvarsel: Klageren modtog et fast månedligt vederlag og var underlagt et gensidigt opsigelsesvarsel på en måned, hvilket er usædvanligt for selvstændige.
• Ferie og aflastning: Klageren havde ret til 5 ugers ferie fastlagt af hvervgiveren, og der var bevilget 45 dages aflastning årligt til plejebarn 3.
• Instruktionsbeføjelse og tilsyn: Klageren havde pligt til løbende at oplyse kommunen om personlige og økonomiske forhold, samt omfanget af arbejde uden for hjemmet. Kommunen skulle godkende nye opgaver, og der var pligt til efteruddannelse og supervision fra kommunens tilsynsenhed. Dette indikerede et over/underordnelsesforhold.
• Dækning af udgifter: Klageren fik dækket udgifter til plejebørnenes ophold i form af faste månedlige takster, der skulle dække kost, logi, lommepenge og beklædning, samt slid på bygning og møbler. Kørsel til skole og særlig behandling blev også dækket efter aftale. Klageren havde ikke dokumenteret, at nødvendige og sædvanlige udgifter i 2013 oversteg de aftalte godtgørelser.
• Begrænset økonomisk risiko: Selvom der var en mulighed for, at kommunen ikke ubetinget dækkede skader under 300 kr., og at kørsel til behandling kunne overstige statens laveste takst, fandt Landsskatteretten ikke, at dette var tilstrækkeligt til at anse klageren for selvstændig erhvervsdrivende.
• Bopæl og fritidshus: Den private bopæl var erhvervet 8 år før klageren blev døgnplejer og var ikke købt af hensyn til døgnplejevirksomheden. Fritidshuset i Sverige var ikke godtgjort som en forudsætning for døgnplejekontrakten, og ferietilskud var begrænset og krævede bevilling.

Landsskatteretten afviste klagerens anbringende om berettigede forventninger. Det blev fastslået, at klageren ikke havde godtgjort at have modtaget en formel eller uformel forhåndstilkendegivelse fra SKAT om, at klageren i efterfølgende indkomstår skulle anses som selvstændig erhvervsdrivende. SKATs tidligere gennemgang af regnskaber for 2008 og 2009 var alene en kontrol af selvangivne oplysninger og ikke en stillingtagen til klagerens status som selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager. Skattemyndighedens passivitet kunne ikke føre til en berettiget forventning.