Døgnpleje: Afgrænsning mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende

Sagen omhandler SKATs afgørelse om at anse klagerens indkomst fra døgnplejeaktivitet som lønmodtagerindkomst frem for indkomst fra selvstændig virksomhed for indkomståret 2013. Dette medførte en nedsættelse af klagerens overskud af virksomhed og en forhøjelse af A-indkomst, samt at virksomhedsordningen ikke kunne anvendes. Klageren har siden 1995 haft indkomst ved døgnpleje af plejebørn på sin private bopæl og havde i 2013 tre plejebørn i fuldtidspleje og et barn i aflastning fra tre forskellige kommuner. Plejevederlagene blev indberettet af kommunerne som A-indkomst.

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at klageren var selvstændig erhvervsdrivende, idet hun selv tilrettelagde, ledte og fordelte arbejdet, havde flere hvervgivere, og at indkomsten afhang af et eventuelt overskud, da afholdte udgifter oversteg modtagne refusioner. Det blev fremhævet, at klageren havde påtaget sig en økonomisk risiko ved at indkøbe en stor bolig med henblik på døgnpleje, og at opsigelsesvarslet var kort.

SKAT fastholdt, at der var tale om et lønmodtagerforhold baseret på en samlet vurdering af kriterierne i cirkulære om personskatteloven. SKAT lagde vægt på, at der var indgået aftale om løbende arbejdsydelse med fast månedligt vederlag, ret til opsigelsesvarsel, omfattet af ferieloven, kommunalt tilsyn og kontrol, samt at klageren ikke havde påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko, da udgifter udover almindelig underhold blev dækket af kommunen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og fandt, at klageren skatteretligt skulle anses for lønmodtager for døgnplejeaktiviteten.

Retsgrundlag og praksis

Retten henviste til Statsskatteloven § 4, litra a og Kildeskatteloven § 43, stk. 1 og Kildeskatteloven § 43, stk. 2 vedrørende skattepligtig indkomst og A-indkomst. Sondringen mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende blev vurderet ud fra kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til Personskatteloven § 3, stk. 2 og praksis fastlagt i Højesterets dom af 9. maj 1996 (UfR 1996.1027 H). Der blev også henvist til Østre Landsrets dom af 15. december 2017 (SKM2017.739.ØLR), som fastlægger praksis for døgnplejere, med særlig vægt på kriteriet om egen regning og risiko.

Døgnplejeaktiviteter er reguleret af Serviceloven § 52, stk. 3 og Serviceloven § 66 a, stk. 1 og Serviceloven § 66 a, stk. 4, som fastlægger kommunens tilsyn og godkendelseskrav. Vejledning nr. 3 til serviceloven (nu vejledning nr. 9007 af 7. januar 2014) præciserer, at beløb til kost og logi (Serviceloven § 50) er fastsat ud fra gennemsnitsbetragtninger og tilsigter at dække almindelige udgifter, herunder slid på bygning og møbler.

Landsskatterettens vurdering

Retten lagde vægt på følgende forhold, der talte for en lønmodtagerstatus:

• Længerevarende og løbende arbejdsydelse: Klageren havde indgået aftaler med kommunerne af længerevarende karakter med løbende arbejdsydelse og månedlig vederlagsbetaling.
• Aftalevilkår: Kontrakterne indeholdt gensidigt opsigelsesvarsel, ret til ferie i henhold til ferieloven, og klageren var omfattet af kommunens arbejdsskadeforsikring.
• Tilsyn og kontrol: Kommunerne havde pligt til at føre tilsyn og kontrol med klagerens arbejde i henhold til serviceloven, hvilket skaber et forhold sammenligneligt med et arbejdsgiver-lønmodtagerforhold. Klagerens mulighed for at tilrettelægge den daglige udførelse af arbejdsopgaven ændrede ikke dette.
• Mangel på økonomisk risiko: Retten fandt ikke godtgjort, at klageren i væsentlig grad havde afholdt nødvendige udgifter, der oversteg de fastsatte godtgørelser. De takstmæssige beløb fra kommunerne var forudsat at dække de fulde udgifter forbundet med plejeaktiviteten, herunder almindelig transport og slid. Klagerens valg om at afholde yderligere udgifter, der ikke var indeholdt i kontrakten, medførte ikke en økonomisk risiko i aftaleforholdet. Køb af et stort hus i 1995, før det første plejebarn flyttede ind, blev ikke anset for at være en risiko påtaget i relation til døgnplejeaktiviteten.
• A-indkomst: Vederlaget blev udbetalt som A-indkomst.

Retten anerkendte, at en beskeden økonomisk risiko vedrørende skader forvoldt af plejebørnene kunne støtte argumentet om selvstændig erhvervsvirksomhed, men dette blev ikke tillagt tilstrækkelig betydende vægt til at ændre den samlede vurdering.

På baggrund af en konkret afvejning af de samlede forhold fandt Landsskatteretten, at klageren skatteretligt skulle anses for lønmodtager for døgnplejeaktiviteten.