Manglende fradrag for underskud af virksomhed grundet manglende erhvervsmæssig karakter

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt klagerens virksomhed, [virksomhed1], kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende for indkomstårene 2009, 2010 og 2011, og dermed om klageren var berettiget til fradrag for underskud af virksomhed på henholdsvis 69.020 kr., 81.606 kr. og 86.555 kr.

Klageren driver en detailhandelsvirksomhed med brugte varer, startet i 1994, fra bopælen, loppemarkeder og online. Klageren er cand.mag. i kunsthistorie og middelalderarkæologi og har en baggrund inden for museumsansættelser og undervisning. I 2004 blev klageren tildelt førtidspension, hvor kommunen stillede som betingelse, at virksomhedsdriften fortsatte.

Virksomhedens økonomiske resultater har været svingende. Efter overskud i perioden 1995-1999, har virksomheden udvist betydelige underskud i de fleste år fra 2000 til 2011. Klageren har forklaret de negative resultater med problemer i et tidligere kompagniskab (1999-2008) om arrangement af antikmarkeder, hvor en kompagnon angiveligt forfalskede regnskaber og stjal entreindtægter. Klageren mistede derved sit indkomstgrundlag og blev forhindret i at sælge erhvervsejendomme grundet finanskrisen. Klageren oplyste, at han efterfølgende har satset på salg via [virksomhed3], hvilket har vist stigende omsætning og overskud i 2013.

SKAT har opgjort virksomhedens resultat før renter som følger:

For de efterfølgende indkomstår er resultater før renter i henhold til regnskaber som følger:

Skatteankenævnet havde ikke godkendt fradragene, idet de fandt, at virksomheden ikke blev drevet erhvervsmæssigt. Nævnet lagde vægt på, at virksomheden over en lang periode havde været underskudsgivende og ikke havde udsigt til at dække faste omkostninger, honorering af arbejdsindsats, eller forrentning af kapital. De henviste til, at der skal foreligge helt særlige forhold, hvis en underskudsgivende virksomhed drives videre efter 3-4 år, og at der skal være et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden vil give en rimelig fortjeneste, jf. Højesterets dom af 4. november 1999 og Byrettens dom af 13. august 2012.

Klageren fastholdt sin påstand om fradragsret og henviste til sin faglige ekspertise, kommunens krav om fortsat virksomhedsdrift som betingelse for førtidspension, samt de ekstraordinære omstændigheder (kompagnons svig og finanskrisen), der havde påvirket virksomhedens resultater. Klageren fremhævede også den positive udvikling i 2013 med stigende salg fra [virksomhed3].

SKAT bemærkede i sin supplerende udtalelse, at salg af metal i 2012 og 2013 (henholdsvis 112.648 kr. og 150.701 kr.) blev anset for ekstraordinære indtægter, som skulle ses bort fra ved vurderingen af den langsigtede rentabilitet. SKAT fastholdt, at der ikke var tale om erhvervsmæssig virksomhed i de påklagede år.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærker, at udgifter anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1. Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten og ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Private udgifter kan ikke fradrages, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2. I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan fradrag for udgifter alene foretages op til indkomstens størrelse (nettoindkomstprincippet), og underskud kan ikke fradrages i anden indkomst.

Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering, hvor alle relevante forhold inddrages. Det tillægges betydelig vægt, om virksomheden er etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, altså med henblik på systematisk indkomsterhvervelse. Dette følger af Højesterets dom af 4. november 1999 (TfS 1999, 863) og Højesterets dom af 2. februar 2007 (SKM2007.107.HR). I sidstnævnte dom blev det tiltrådt, at en virksomhed med beskeden omsætning og negative driftsresultater, og uden udsigt til rimelig fortjeneste, ikke var erhvervsmæssigt drevet.

En virksomhed skal over en længere periode give overskud eller have udsigt til at give overskud på den primære drift, så der er mulighed for forrentning af fremmedkapital og investeret egenkapital samt en rimelig driftsherreløn. Der lægges vægt på de konkret opnåede driftsresultater, medmindre disse er præget af ekstraordinære begivenheder eller en start-/indkøringsfase. Der henvises til Landsskatterettens kendelse af 8. december 2005 (SKM2005.519.LSR). Vurderingen af udsigt til fortjeneste skal ske ud fra driftsformen i de påklagede indkomstår, jf. Retten i [by9] dom af 18. november 2009 (SKM2009.747.BR).

I den foreliggende sag har virksomheden haft overskud i indkomstårene 1995 til 1999. Fra 2000 til 2011 har klageren imidlertid haft regnskabsmæssige underskud, som ikke har levnet plads til en driftsherreløn. Underskud har også præget årene 2012, 2014 og 2015, med undtagelse af 2013, hvor der var et overskud.

Landsskatteretten finder, at der i årene 2009-2011 ikke var udsigt til, at virksomheden ville blive rentabel inden for en kortere årrække og give en fortjeneste med plads til en rimelig driftsherreløn. Dette skyldes, at virksomheden havde givet underskud i 12 år frem til 2012. Det forhold, at der i 2013 var et overskud på ca. 55.000 kr., ændrer ikke ved vurderingen, da dette overskud skyldtes ekstraordinært store indtægter fra salg af metal, og virksomheden igen udviste underskud i 2014 og 2015.

På baggrund af ovenstående vurdering finder Landsskatteretten, at klageren ikke har drevet en erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2009-2011.

Den påklagede afgørelse stadfæstes.