Manglende selvangivelse af lejeindtægter og bankindsætninger: Ekstraordinær genoptagelse og skønsmæssig ansættelse

Sagen omhandler en klagers skatteansættelse for indkomstårene 2010-2013, hvor SKAT havde forhøjet den skattepligtige indkomst på grund af manglende selvangivelse af udlejningsindtægter fra en ejendom samt uforklarlige indsætninger på bankkonti. Klageren ejede ejendommen i lige sameje med sin daværende samlever og udlejede den i perioden 2010-2013 uden at selvangive indtægterne. SKAT foretog en skønsmæssig ansættelse af overskuddet fra udlejningen baseret på kontoudtog.

SKAT konstaterede desuden en række indsætninger på klagerens bankkonti af ukendt oprindelse. Klageren forklarede, at disse stammede fra salg af privat indbo, nettooverskud fra casino og overførsler fra samleveren til dækning af fælles private udgifter. SKAT anerkendte kun en mindre del af salg af indbo og anså resten af de uforklarlige indsætninger som skattepligtig indkomst.

For indkomståret 2010 var SKATs ændring af skatteansættelsen foretaget efter den ordinære frist. SKAT begrundede dette med, at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive indtægterne, hvilket berettigede en ekstraordinær ansættelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. Klageren bestred dette og anførte, at 2010 var forældet, og at SKATs begrundelse for fristoverskridelsen var mangelfuld.

Klagerens påstand var, at forhøjelsen for 2010 var ugyldig, og at alle forhøjelser for 2010-2013 skulle frafaldes, da indsætningerne ikke var skattepligtige, og udlejningsresultatet var forkert opgjort. Klageren argumenterede for, at overførsler fra samleveren var til fælles udgifter, og at de var samlevende i hele perioden. Alternativt, hvis overførslerne blev anset som gaver, skulle de behandles efter Boafgiftsloven § 22, stk. 1, litra d og Boafgiftsloven § 23, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for 2010 og 2011. For 2012 og 2013 nedsatte retten forhøjelserne, da den anerkendte, at overførsler fra samleveren til dækning af fællesudgifter ikke var skattepligtige. De endelige forhøjelser blev:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4. Enhver skatteyder har pligt til at selvangive sin indkomst, og skatteforvaltningen kan kræve oplysninger om formueændringer og privatforbrug jf. Skattekontrolloven § 1, stk. 1 og Skattekontrolloven § 6 B, stk. 1. Hvis selvangivelsen er ufuldstændig, kan ansættelsen foretages skønsmæssigt jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at konstaterede indtægter stammer fra allerede beskattede eller skattefrie midler.

Udlejningsindtægter

Retten var enig i SKATs skønsmæssige opgørelse af overskud fra udlejning af ejendommen for indkomstårene 2010-2013. Dette skyldtes klagerens manglende dokumentation for indtægter og udgifter, udover den fremlagte lejekontrakt. Det blev bemærket, at SKAT havde indrømmet et skønsmæssigt fradrag på 1.000 kr. pr. måned for diverse udgifter, hvilket oversteg de udgifter, der kunne relateres til ejendommen via kontoudskrifterne. Fradrag for løbende drift og almindelige vedligeholdelsesudgifter er hjemlet i Statsskatteloven § 6, litra a og Statsskatteloven § 6, litra e.

Klagerens anbringende om, at renteudgifter skulle fradrages i overskud af udlejning, blev afvist. Overskud ved udlejning er personlig indkomst jf. Personskatteloven § 3, mens renteudgifter af realkreditlån er fradragsberettiget som kapitaludgifter i henhold til Personskatteloven § 4.

Indsætninger på bankkonto

Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens indstilling om, at indbetalinger fra klagerens tidligere samlever til dækning af fællesudgifter ikke skulle anses for skattepligtig indkomst i årene 2010-2013. Dette medførte en nedsættelse af den skattepligtige indkomst med 29.335 kr. for 2012 og 53.881 kr. for 2013, som vedrørte indbetalinger fra [finans2].

Retten var dog enig med Skattestyrelsen i, at de øvrige konstaterede indsætninger, som ikke stammede fra den tidligere samlever, skulle henføres til skattepligtig indkomst for klageren jf. Statsskatteloven § 4. Klageren havde ikke godtgjort, at disse beløb ikke tilhørte hende, eller at de var uvedkommende for selvangivelserne. Salg af indbo, der ikke var dokumenteret med underliggende bilag, og som ikke skete i naturlig forbindelse med fraflytning, blev ikke anset for skattefrit. En købskvittering for et B&O anlæg blev ikke anset som tilstrækkelig dokumentation for klagerens salg af samme. Hyppige og væsentlige indsættelser via Mastercard, hvor klageren ikke ejede et Mastercard, blev også anset for skattepligtige.

Formalitet og fristregler

SKATs varsling af ændringer for indkomstårene 2011-2013 skete inden for den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1. For indkomståret 2010 skete varslingen efter udløbet af den ordinære frist. Retten fandt, at SKAT var berettiget til at anvende den ekstraordinære ansættelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, da klageren forsætligt eller groft uagtsomt havde bevirket, at skatteansættelserne var foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag ved ikke at selvangive overskud fra udlejning og de mange pengeoverførsler. Klageren var ikke omfattet af den korte ansættelsesfrist i bekendtgørelse nr. 1095.

Den 6-måneders frist i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT kom i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgørelse. Da SKAT modtog kontoudtog fra banken den 22. september 2014, og forslag til afgørelse blev udsendt den 18. februar 2015, blev fristen anset for overholdt. Ansættelsen for 2010 blev dermed anset for rettidigt foretaget.

Klagerens anbringende om, at afgørelsen var ugyldig på grund af manglende begrundelse for anvendelse af den ekstraordinære frist jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2, blev afvist. Retten fandt, at SKAT i både forslag og afgørelse havde begrundet, hvorfor klageren ansås for at have handlet groft uagtsomt.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for indkomstårene 2010 og 2011. For indkomståret 2012 blev afgørelsen nedsat med 29.335 kr. til 95.045 kr., og for indkomståret 2013 blev afgørelsen nedsat med 53.881 kr. til 16.811 kr.