Forlig om gæld anset for nedslag i købesum for vindmølle, ikke gældseftergivelse

Sagen omhandlede den skattemæssige behandling af et forlig, hvorved et kommanditselskab (K/S) fik nedsat sin gæld til den oprindelige sælger af selskabets vindmølle. I forbindelse med salget af vindmøllen i 2012 indgik K/S'et en aftale om at indfri en restgæld på ca. 15,3 mio. kr. ved en betaling på 11 mio. kr. Differencen på 4.307.207 kr. blev i selskabets regnskab bogført som "Forlig ved nedskrivning af oprindelig købesum".

SKAT anså beløbet for at være et nedslag i den oprindelige anskaffelsessum for vindmøllen. Konsekvensen var, at afskrivningsgrundlaget skulle nedsættes med tilbagevirkende kraft, jf. Afskrivningsloven § 5, hvilket resulterede i en større skattepligtig avance ved salget. Klageren havde efterfølgende investeret i et nyt vindmølleprojekt, og avancen kunne derfor overføres til den nye investering i henhold til Afskrivningsloven § 8.

Klageren gjorde gældende, at der var tale om en gældseftergivelse, som skulle behandles efter reglerne i Kursgevinstloven § 21. Ifølge klageren var eftergivelsen begrundet i kommanditisternes manglende betalingsevne og burde derfor være skattefri. SKATs alternative påstand var, at hvis der var tale om en gældseftergivelse, ville gevinsten være skattepligtig efter Kursgevinstloven § 23, da gælden var i fremmed valuta (euro).

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at det ikke entydigt kunne udledes af de fremlagte aftaler, om der var tale om en gældseftergivelse eller et nedslag i købesummen. Retten lagde derfor afgørende vægt på de øvrige konkrete oplysninger i sagen.

Retten fremhævede følgende punkter i sin begrundelse:

• Årsrapporten for 2012: I kommanditselskabets egen årsrapport, som ledelsen havde påtegnet som retvisende, var beløbet på 4.307.207 kr. eksplicit beskrevet i en note som "Forlig ved nedskrivning af oprindelig købesum".
• Korrespondance med kreditor: En advokat, der repræsenterede kreditor (den oprindelige sælger), oplyste, at man accepterede den lavere betaling, fordi det var vurderingen, at vindmøllen reelt aldrig havde været mere værd. Dette understøtter, at der var tale om en korrektion af prisen og ikke en eftergivelse baseret på klagerens betalingsevne.
• Manglende dokumentation: Klageren havde trods opfordringer ikke fremlagt dokumentation, der kunne underbygge påstanden om, at der var tale om en gældseftergivelse.

På baggrund af disse forhold konkluderede Landsskatteretten, at beløbet skulle behandles som et nedslag i den oprindelige købesum for vindmøllen. Dette medførte, at afskrivningsgrundlaget skulle reduceres tilsvarende.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Vedrørende spørgsmålet om ophør af virksomhed bemærkede retten, at parterne var enige om, at klageren havde geninvesteret i en ny vindmøllevirksomhed, hvorfor dette punkt ikke blev behandlet yderligere.