Højesteret stadfæster udvisning af syrisk statsborger trods mindreårighed ved kriminaliteten og tilknytning til datter i Danmark

Sagen angik en syrisk statsborger, T, der blev idømt 30 dages ubetinget fængsel og udvisning for medvirken til ulovlig indrejse i Danmark. Forholdet vedrørte overtrædelse af Udlændingeloven § 59, stk. 8, nr. 1, da T sammen med sin kæreste (T2) og andre, bistod en kvinde (U) med at krydse grænsen ved Sæd ved falsk at identificere hende som T2’s søster ved brug af et sygesikringsbevis.

Baggrund og tidligere domme

T indrejste i Danmark som 14-årig i 2014 og fik opholdstilladelse i juni 2016. På gerningstidspunktet i juli 2017 var hun 17½ år gammel, tæt på myndighedsalderen. Både Retten i Sønderborg og Vestre Landsret fandt T skyldig og fastsatte straffen til 30 dages ubetinget fængsel samt ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år, jf. Udlændingeloven § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 5 og Udlændingeloven § 24, nr. 2.

Anbringender for Højesteret

T ankede dommen til Højesteret, dog begrænset til spørgsmålet om udvisning, og påstod frifindelse for udvisning eller subsidiært betinget udvisning. T gjorde gældende, at udvisning ville være i strid med proportionalitetsprincippet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 (ret til privat- og familieliv), jf. Udlændingeloven § 26, stk. 2. Centrale argumenter var:

• T var mindreårig (17½ år) ved gerningstidspunktet, og kriminaliteten var ikke-voldelig.
• T har en datter (født 2018) og hendes mor i Danmark, og hun står i en særligt sårbar situation som enlig mor ved udsendelse til Syrien.
• T's lovlige ophold i Danmark på tidspunktet for Højesterets behandling var over 3 år.

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse. Anklagemyndigheden fremhævede, at T kun havde haft lovligt ophold i landet i kort tid (ca. 1 år og 8 måneder ved den første dom) og ikke var i særlig høj grad integreret. Endvidere fastholdt anklagemyndigheden, at T stadig havde stærkere sproglig og kulturel tilknytning til Syrien, hvor hun havde boet en væsentlig del af sin barndom.

Højesteret behandlede udelukkende spørgsmålet om, hvorvidt udvisningen af T med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser, særligt kravene om proportionalitet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Proportionalitetsvurdering efter EMRK artikel 8

Højesteret fastslog, at betingelserne for udvisning efter var opfyldt. Spørgsmålet var derfor, om indgrebet i T’s privat- og familieliv (stk. 1) var nødvendigt og proportionalt (stk. 2).