Statsligt erstatningsansvar for EU-retlige tilsidesættelser: Afgrænsning af de grundlæggende friheders anvendelsesområde i rent interne situationer

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d'appel de Bruxelles vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Kongeriget Belgien kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold over for en belgisk statsborger, Fernand Ullens de Schooten, hvis tab angiveligt skyldes en tilsidesættelse af EU-retten begået af den nationale lovgivende og dømmende magt.

Ullens de Schooten, der drev et klinisk biologisk laboratorium (BIORIM) i Belgien, blev retsforfulgt og efterfølgende dømt til at tilbagebetale godtgørelser fra sygeforsikringen. Dette skyldtes en belgisk kongelig anordning (nr. 143), som fastsatte betingelser for laboratoriers godkendelse og ret til godtgørelse – en lovgivning han mente var i strid med EUF-traktatens bestemmelser om de grundlæggende friheder (især etableringsfriheden).

Hovedspørgsmålet, som den forelæggende ret stillede, var, om statens ansvar for brud på EU-retten (Francovich-princippet) kunne gøres gældende i en situation, hvor samtlige elementer var begrænset til en enkelt medlemsstat – altså en rent intern situation. Dette var afgørende for, om de øvrige spørgsmål om forældelsesfrister og retskraft (jf. den belgiske civilproces) skulle besvares.

Afgørelse om de grundlæggende friheders rækkevidde

Domstolen fastslog, at ordningen for en medlemsstats ansvar uden for kontraktforhold for tab, der er forvoldt ved en tilsidesættelse af EU-retten, ikke kunne finde anvendelse i den foreliggende tvist. Dette skyldtes, at sagen drejede sig om en rent intern situation, hvor EU-retten ikke direkte fandt anvendelse.

• Bestemmelserne i artikel 49 TEUF (etableringsfrihed), 56 TEUF (fri udveksling af tjenesteydelser) og 63 TEUF (fri bevægelighed for kapital) finder som hovedregel ikke anvendelse på en situation, hvor samtlige elementer er begrænset til en enkelt medlemsstat.
• Ullens de Schootens krav mod den belgiske stat var af rent intern karakter (belgisk statsborger, virksomhed udelukkende i Belgien, i henhold til belgisk lovgivning).
• Selv om den nationale lovgivning i princippet kunne påvirke borgere fra andre medlemsstater, kræver Domstolen, at der i den konkrete tvist er en påviselig tilknytning til de grundlæggende friheder. I denne sag blev en sådan tilknytning ikke demonstreret af den forelæggende ret.
• Da omstændighederne i hovedsagen ikke frembød en tilknytning til de grundlæggende friheder, kunne disse bestemmelser ikke tildele Ullens de Schooten rettigheder. Dermed bortfaldt grundlaget for statens erstatningsansvar efter EU-retten.

På grund af denne konklusion om manglende anvendelse af EU-retten fandt Domstolen det unødvendigt at besvare de øvrige præjudicielle spørgsmål vedrørende nationale forældelsesfrister og retskraft (spørgsmål 1, 3 og 4), da de hvilede på en fejlagtig forudsætning om EU-rettens anvendelighed.