Landsskatteretten stadfæster afgørelse om lønsumsafgift på formidlingsprovisioner hos bilforhandler

Sagen omhandler et selskab, der primært driver automobilforretning med salg af nye biler og værksted. I forbindelse med bilsalget har selskabet formidlet lån og forsikringer til kunderne og modtaget provision herfor fra finansierings- og forsikringsselskaber. SKAT traf afgørelse om, at selskabet var lønsumsafgiftspligtigt af disse momsfrie provisionsindtægter og krævede betaling af lønsumsafgift for årene 2011-2013.

SKATs begrundelse var, at formidling af lån og forsikringer er momsfritaget i henhold til Momslovens § 13, stk. 1, nr. 10 og 11, litra a, og dermed omfattet af lønsumsafgiftspligten, jf. Lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1. SKAT anså formidlingshonoraret som en sekundær ydelse til hovedydelsen (långivning), der skulle behandles afgiftsmæssigt på samme måde som hovedydelsen. SKAT afviste selskabets argument om, at formidlingen var en integreret del af bilsalget, da kunderne kunne fravælge finansiering og forsikring, hvilket gjorde ydelserne særskilte leverancer.

Da selskabet ikke førte særskilt regnskab for de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter, foretog SKAT en skønsmæssig opgørelse af afgiftsgrundlaget i henhold til Lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4 og Lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 3. SKATs skøn var baseret på antallet af indgåede formidlingsaftaler, gennemsnitlig sælgerløn og et skønnet tidsforbrug på 10 minutter pr. aftale. SKAT mente, at en omsætningsfordeling ikke ville afspejle det reelle ressourcetræk, da den ville give en uforholdsmæssig stor fradragsværdi for udgifter fra den momspligtige bilsektor.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabet nedlagde principal påstand om, at lønsumsafgiftsgrundlaget skulle opgøres efter en omsætningsfordeling i henhold til Momslovens § 38, stk. 1, hvilket ville resultere i en væsentligt lavere lønsumsafgift. Subsidiært ønskede selskabet, at sagen blev hjemvist til Skattestyrelsen for en mere korrekt fordelingsnøgle, idet det skønsmæssige tidsforbrug skulle inkludere tid brugt på drøftelser om finansiering og forsikring, selvom kunden fravælgte disse produkter.

Selskabet argumenterede for, at formidlingsaktiviteten var en integreret og uadskillelig del af hele salgsprocessen for biler, og at en sektoropdeling ikke var anvendelig. Det blev fremhævet, at formidlingsindtægterne ofte blev anvendt til at give rabatter på biler eller ekstraudstyr, og at SKATs skøn resulterede i et urealistisk underskud for selskabets kerneaktivitet (bilsalg).

Selskabets indtægter for den omhandlede periode fordelte sig som følger:

Selskabet oplyste desuden om tidsforbruget for sælgere i forskellige kundesituationer, varierende fra 15-20 minutter for hurtigt fravalg til 60-90 minutter for accepterede aftaler, for at understrege det betydelige tidsforbrug, uanset om en aftale blev indgået eller ej.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at selskabet var lønsumsafgiftspligtigt af den provision, det modtog for formidling af lån og forsikringer i forbindelse med bilsalg. Provisionsindtægterne var momsfritagne i henhold til Momslovens § 13, stk. 1, nr. 10 og 11, litra a, og faldt dermed inden for det lønsumsafgiftspligtige område, jf. Lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1. Selskabet skulle registreres for lønsumsafgift, da afgiftsgrundlaget oversteg 80.000 kr. årligt, jf. Lønsumsafgiftslovens § 2, stk. 2.

Selskabet havde blandede aktiviteter (momspligtigt bilsalg og momsfri formidling) og havde ikke ført særskilt regnskab for de afgiftspligtige aktiviteter. I sådanne tilfælde skal afgiftsgrundlaget opgøres på grundlag af det faktisk anvendte tidsforbrug, eller skønsmæssigt hvis en faktisk opgørelse ikke er mulig, jf. Lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2 og 3.

Landsskatteretten fandt, at SKATs skønsmæssige opgørelse af afgiftsgrundlaget, baseret på selskabets regnskabsoplysninger, antal indgåede formidlingsaftaler, gennemsnitlig sælgerløn og et skønnet tidsforbrug på 10 minutter pr. aftale, var saglig og relevant. Selskabet havde ikke fremlagt tilstrækkelige oplysninger til at godtgøre, at SKATs skøn ikke afspejlede det faktiske tidsforbrug til formidlingsaktiviteterne på bedst mulig måde. Repræsentantens beskrivelse af arbejdsgange og tidsforbrug fra en ny ejer og en anden periode kunne ikke føre til en ændret vurdering.

Landsskatteretten afviste selskabets påstand om at anvende en omsætningsfordeling efter Momslovens § 38, stk. 1. SKATs opgørelse, der byggede på selskabets egne oplysninger og regnskaber, blev anset for at afspejle ressourcetrækket til den lønsumsafgiftspligtige aktivitet mere retvisende end en ren omsætningsfordeling. Der blev derfor ikke fundet grundlag for at tilsidesætte SKATs udøvede skøn, som var opgjort i overensstemmelse med Lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4 og Lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, jf. stk. 2.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.